Urskoven er som nævnt en saga blot. Stedvist er det dog muligt i længe urørte skove og bevoksninger at få indtryk af de strukturer og grundlæggende dynamiske processer, som karakteriserer urskoven. I Danmark er der dog kun ret få og små skovarealer, som har været urørt så længe, at de i større omfang har udviklet urskovsagtighed (se figur 13-5). En af dem er Suserup Skov på Midtsjælland, der er en af landets bedst undersøgte urørte skove.
I urørt skov kan både enkelttræers, trægruppers og mindre bevoksningers livs- og udviklingsforløb forenklet beskrives som gennemløbet af en række livsfaser: foryngelse (etablering) – opvækst (opbygning) – modning (kulmination) – ældning (forfald) – sammenbrud og død – nedbrydning, som vist i figur 13-2. Mens det enkelte træ har et start- og et slutpunkt i forløbet, vil skovens og bevoksningernes dynamiske udvikling kunne ses som en mosaik af cykliske forløb i tid og rum. Hvis man ser skoven fra oven, vil man derfor kunne se de forskellige livsfaser i en mosaik, hvor faserne fremstår i varierende udformning og størrelse. Denne mosaik forandres over tid, efterhånden som træerne og grupper af træer overgår fra en livsfase til en anden (figur 13-3).
Da der er væsentlige forskelle på de enkelte arters mulige levetid, vil udviklingen i høj grad afhænge af hvilke arter, der dominerer, herunder om de er skyggetræarter eller lystræarter og i øvrigt af jordbund, vandstand og omfanget af tilfældige påvirkninger som eksempelvis stormfald og andre dynamikskabende påvirkninger (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). I skov på våd bund med lille rodrum og overfladisk rodnet kan der hyppigere ske stormfald og trædød, mens træerne gennemgående er mere stormfaste på den høje bund med stort rodrum, navnlig træarter som eg og bøg. Træerne på den høje bund vil derfor oftest være mere stabile og kunne beherske arealet i længere tidsrum inden et generationsskifte.
I den bøgedominerede Suserup Skov kunne man iagttage nogle regelmæssige mønstre i udviklingen og fasernes varighed (figur 13-2). Her består et typisk forløb i en opstået lysbrønd i, at små askeplanter først etablerer sig og derefter følges af bøg ved førstkommende oldenår. Askene vokser hastigt op mod kronetaget. Bøgene kæmper sig langsom men sikkert op i asketræernes skygge og tilkæmper sig efter mange år en dominerende position i det øverste kronelag. Dette skifte fra ask til bøg i den enkelte lysbrønd er i virkeligheden et successionsforløb, der indgår som en del af udviklingen.
Ofte er der dog tale om en særdeles kompleks udvikling, fordi utallige forhold spiller ind, og som beskrevet i kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven (inkl. efterfølgende afsnit) kan rene tilfældigheder ofte vise sig at få stor eller ligefrem afgørende betydning for forløbet. I andre bøgeskove, f.eks. ved Kaffehøj i Farum Lillevang, ser sammenbrudsfasen med angreb af tøndersvamp, ud til at strække sig over væsentlig længere tid – mindst 30-40 år, hvorved foryngelsen sker mere glidende. I Draved Skov er de meget varierede jordbunds- og vandstandsforhold og blandingen af mange forskellige træarter, bl.a. småbladet lind, eg, rød-el, bøg, ask og birk, med til at give en endnu mere diffus overgang mellem faserne.
Når det gælder den urørte skov som levested, er det de sene faser, der har den største værdi for de fleste arter. Det er en periode på ofte over 200 år, hvor gamle, store, levende såvel som døde, træer dominerer. Men der kommer uundgåeligt et generationsskifte – og forløbet af denne overgang fra gammel til en ny ung skov sker ofte ved voldsomme og bratte forandringer på større eller mindre arealer. Overgangen har vidtrækkende følger for artssammensætning og skovens fremtidige funktion som levested. Derfor vil der i det følgende helt overvejende blive fokuseret på denne fase.
Foryngelsesfasen
Mens foryngelse og opvækst i de forstlige skove er stærkt styret i tid og rum, både ved plantninger og selvforyngelse, kan såvel tidspunkt, artssammensætning som omfang ved et generationsskifte være helt anderledes frit og uforudsigeligt i urørte skove.
Foryngelsesmønstret er ofte forskelligt alt efter, om lystræarter eller skyggetræarter er fremherskende. I lysåben skov, bl.a. skov domineret af ask, eg og andre lystræarter, vil der oftere forekomme en gradvis fremvækst af opvækst, mens der i stærkt skyggeprægede skove, som f.eks. i bøgedominerede skove, længe kan være for mørkt på skovbunden.
I Suserup Skov når der gennemgående mindre end 2 % af fuldt dagslys ned til skovbunden, og det er for lidt til at opvækst kan overleve.
I en lysbrønd, dvs. et hul i kronelaget, der opstår på grund af stormfald, trædød o.l., øges lystilgangen betydeligt, så omkring 5-15 % af fuldt dagslys når ned til skovbunden. Samtidig øges jordfugtigheden i selve lysbrønden, da rodnettet fra de gamle, døde eller stormfaldne træer ophører med at fungere, og næringsstofniveauet, specielt af kvælstof, øges også i en kort årrække som følge af den øgede omsætning af organisk materiale.
Uanset om der er tale om generationsskifte, dvs. foryngelse af eksisterende skov i underskoven, i en lysbrønd eller på en stormfaldsflade, eller om erobring af åbent land (tilgroningsskov), vil forløbet af foryngelses- eller etableringsfasen ofte blive helt afgørende for skovens langsigtede sammensætning og udvikling.
Opvæksten kan både i lysbrønde og i egentlig tilgroningsskov være meget artsrig. På Krumfennen, et ca. 2 ha stort markareal ved Draved Skov, som blev lagt urørt i 1996, kom der mindst 20 arter af vedplanter. Blandt dem var næsten alle de træarter, som findes i skoven, inklusive småbladet lind, der tilfældigvis satte modne frø på det rette tidspunkt – og som fik dem slynget ud over det åbne areal af en østenstorm.
Foryngelses- eller tilgroningssituationen er ofte et kapløb mellem vedplanter og urter og ikke mindst mellem vedplanterne indbyrdes. For mange arter er det afgørende at komme først. Stedvist kan brombær eller stærke urter som ørnebregne, gederams og bjerg-rørhvene nå at etablere sig først og længe forhindre træerne i at få fodfæste. I Longelse blev et stormfaldshul efter stormen i 1967 således erobret af tæt og tykt brombærkrat – og først efter flere år tilbageerobret af især selje-pil samt avnbøg, ask, rød-el og senere bøg.
Opvækstens sammensætning afhænger indlysende nok helt af det tilfældige frønedfald, dvs. af hvad der tilfældigvis vokser og sætter frø (og rodskud) i omgivelserne og hvad vind, fugle og pattedyr i øvrigt måtte føre til fra nær og fjern. Nogle arter, bl.a. birk, ahorn og ask, sætter frø tidligt og hvert år, mens bøg og eg og ikke mindst lind har indtil flere år mellem de enkelte frøår. For disse arter kan det blive helt afgørende om der er sammenfald mellem frøår og nyopståede muligheder.
Afhængig af vildttryk, jordbund og øvrige forhold og tilfældigheder kan der være fra få snese til stedvist flere hundrede tusind ungplanter pr. ha i opvæksten. Men det er selvfølgelig kun en brøkdel af disse mange træer, der vil komme til at gennemleve hele det mulige livsforløb, endsige nå frem til kronetaget. Langt de fleste vil bukke under som følge af den ofte særdeles hårde konkurrence eller dø af andre årsager undervejs.
Opvækstens sammensætning afhænger også af de opståede hullers størrelse. Er der tale om mindre lysbrønde og huller opstået ved enkelttræers og småholmes død eller fald i storm, er det ofte kun skyggetræarter, først og fremmest bøg samt ahorn og en overgang ask, som vil kunne komme igennem og danne nyt kronetag.
I begyndelsen af 1990'erne var der eksempelvis egeopvækst i flere af Suserups 400-2.000 m2 store lysbrønde, men egene gik til grunde i skyggekampen med ask, bøg og elm. I december 1999 blev Suserup Skov ramt af nyt stormfald under den hidtil stærkeste storm, der er målt i Danmark (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). Den skabte en del ravage i skoven med mange væltede træer og enkelte steder tendens til fladefald på op til omkring en ha. Det gav blandt andet egen en ny chance, men heller ikke denne gang lykkedes det. Konkurrencen fra de andre arter var for stærk.
Anderledes gik det i de urørte 230-årige bøgevinteregebevoksninger i Lindet Skov i Sønderjylland, som blev ramt af samme storm. I over 100 år var det ikke lykkedes for en eneste eg at komme igennem. Eneste opvækst var lidt bøg og gran samt kristtorn og enkelte forbidte rønne i små lysbrønde, dvs. huller i kronetaget opstået ved enkelttræers død eller borthugst. Men efter stormen, hvor store dele af de gamle bevoksninger faldt, vældede det frem med opvækst af vintereg, bøg, røn, kristtorn – og alt tegner til, at egen vil kunne danne ny skov (figur 15-5 i Egeskovens økologi).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.