FIGUR 13-11. I skovdrift, der sigter mod produktion af tømmer, må skovdyrkeren nødvendigvis afkorte den naturlige skovcyklus ved at fælde træerne, når de har opnået den optimale størrelse, og mens de endnu er friske og sunde. Samtidig styres og fremskyndes etableringen af den nye bevoksning ofte ved plantning frem for naturlig foryngelse. Ved at følge denne “kortsluttede” dyrknings-cyklus tabes nogle af de strukturer og processer, som findes i den urørte skov (f.eks. ældning og sammenbrud), og som har betydning for skovens samlede naturindhold. Ved passende dyrkningstiltag kan strukturer og processer fra den fulde cyklus dog medtages punktvis i skovdriften, som det er skitseret på figurens højre halvdel. Derved kan man opnå en bedre balance mellem træproduktion og naturbeskyttelse (se figur 13-2 i afsnittet Urørt skovs udvikling).

.

FIGUR 13-12. Gammel bevoksning af douglasgran med opvækst af bøg.

.

FIGUR 13-13 (a). Eksempel på skovudviklingstype: Bøg med ask og ahorn er en skovudviklingstype, der hører hjemme på de næringsrige, veldrænede jorde i Østdanmark. Skovudviklingstypen er inspireret af forholdene i naturskoven Suserup Skov.

.

FIGUR 13-13 (b). Eksempel på skovudviklingstype: Eg med skov-fyr og lærk er en skovudviklingstype, der er lokalitetstilpasset næringsfattig sandjord med begrænset vandforsyning.

.

FIGUR 13-9. Den typiske bøgeskov, formet gennem traditionel højskovsdrift: søjlehallen.

.

Siden menneskets bosættelse og op gennem Middelalderen er skovene som nærmere omtalt i kapitlet Skovenes historie (inkl. efterfølgende afsnit) blevet betragtet som en uudtømmelig ressource. Der var generelt ikke tale om nogen planlagt drift, man fældede de træer, der var brug for i en form for “uordnet” plukhugst. Fra 1200-tallet udviklede der sig dog en række “ordnede” skovdriftsformer, som skulle sikre en vedvarende træproduktion som forløbere for nutidens bæredygtige skovbrug. Således fik lavskovs- og og mellemskovsdriften en stor udbredelse op gennem Middelalderen.

Herfra steg intensiteten i udnyttelsen af skoven, og efter århundreders stærk og flersidig overudnyttelse var skovenes areal stærkt reduceret. De få eksisterende skove var forhuggede, lysåbne med græs i skovbunden og ofte uden et egentligt skovklima. Samtidig var landskabet dog mere mosaikpræget og varieret end i dag, og grænsen mellem skovarealer og åbent land var ikke skarp. Der stod således også træer på og imellem markerne, og disse træer var også en del af skovproduktionen i form af gærdsel, brænde, løvfoder mm.

Med skovforordningerne i 1781 og 1784 og især Fredskovsforordningen af 1805 (Skovenes historie) blev skovene udskilt fra det øvrige landskab, indgærdet og målrettet mod at producere træ i såkaldt højskovsdrift. Udskilningen betød, at fællesskabet mellem herremand og fæstebønder om overskov, underskov og kreaturgræsning i skovene ophørte, og at eksisterende (høj)skov skulle vedblive at være skov til evig tid. For første gang blev skovdriften anskuet som et nationaløkonomisk anliggende, og planlægning af vedproduktion blev professionaliseret og forvaltet i et længere tidsperspektiv. Dermed blev skovdyrkning en målrettet styring og regulering af skovøkosystemet med henblik på høst af træprodukter og andre ydelser fra skoven.

Højskovsdrift

Parallelt med ovennævnte sikring af skovarealet startede en proces, der skulle sikre kvaliteten af skovens træproduktion. Det var den tyske forstmand Johann Georg von Langen, der som omtalt i Skoven i de seneste 6.000 år indførte højskovsdrift i de danske skove.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 13-10 (a). Den klassiske højskovsdrift kan inddeles i forskellige systemer efter den måde, skoven forynges på. Her ses de ensaldrende systemer, som bygger på foryngelse i større flader eller striber (renafdrift, skærmfladeforyngelse og randforyngelse).

.

FIGUR 13-10 (b). Den klassiske højskovsdrift kan inddeles i forskellige systemer efter den måde, skoven forynges på. Her ses de uensaldrende systemer, som bygger på, at foryngelsen sker i grupper eller enkelttrævis (gruppevis foryngelse og plukhugst).

.
Figur 13-10.

FIGUR 13-10. Den klassiske højskovsdrift kan inddeles i forskellige systemer efter den måde, skoven forynges på. Øverst ses de ensaldrende systemer, som bygger på foryngelse i større flader eller striber (renafdrift, skærmfladeforyngelse og randforyngelse). Nederst ses de uensaldrende systemer, som bygger på, at foryngelsen sker i grupper eller enkelttrævis (gruppevis foryngelse og plukhugst).

Afsnit fortsætter her.

Højskovsdrift bygger på, at skoven enten forynges ved frø gennem naturligt frøfald eller ved såning henholdsvis plantning af træer. Som navnet siger, sigter driftsformen på at lade træer vokse op til fuld størrelse (modenhed), inden de fældes. Herved skabes grundlag for at producere gavntræ af større dimensioner til konstruktionstræ og til møbelindustrien.

Det var også von Langen, der indførte nåletræarterne rød-gran, ædelgran, lærk, skov-fyr. Han indførte også ahorn (ær), som sår sig så villigt overalt, at den har fået tilnavnet “von Langens fodspor”.

Højskovsdriften blev snart enerådende i dansk skovbrug med det formål at producere brænde og tømmer. Samtidig forsvandt græsningsskoven og lav- og mellemskoven næsten, og de tilknyttede driftsformer såsom græsning, oldendrift og stævning ophørte de fleste steder.

På grund af den hidtidige overudnyttelse af skovene var brugen af naturlig foryngelse og opvækst i skovdyrkningen meget begrænset. I begyndelsen af det ordnede skovbrug var det derfor ofte nødvendigt at satse på plantning som den primære metode til at sikre skovens foryngelse. Dette blev understøttet af behovet for at skabe kontrol gennem overskuelige planlægningssystemer. Skoven blev derfor opdelt i adskilte bevoksninger, der hver kun rummede træer af en bestemt alder og art. Hermed var den ensaldrende højskov skabt.

Ved at opdele produktionsprocessen i tid og rum på overskuelig vis kunne man garantere den vedvarende produktion af træ til samfundet. Denne udvikling af skovdriften har stærke paralleller til landbrugets planteproduktion. Parallellen blev særlig tydelig med de store tilplantningsprojekter i midten af 1800-tallet, hvor de danske hede- og klitplantager blev grundlagt med store ensartede plantninger af bl.a. rødgran, skov-fyr og bjerg-fyr.

Højskovens produktionsmetoder blev udviklet i en tid, hvor arbejdskraften var billig og skovens produkter relativt højt betalte. Dette var et ideelt grundlag for at udvikle produktionsformer karakteriseret ved en stram styring af produktionsprocessen. Intet blev overladt til tilfældighederne, dvs. naturen, og produktionen blev maksimeret gennem en stor indsats af arbejdskraft. Bl.a. skete der omfattende dræninger af skovens vådområder (moser, væld mv.) med deraf følgende tab af naturlig variation og biologisk diversitet.

Højskovens dyrkningssystemer

Højskovsdriften kan opdeles i ensaldrende og uensaldrende dyrkningssystemer, afhængig af om bevoksningerne består af træer med samme alder eller træer i forskellige aldre (figur 13-10).

Ensaldrede dyrkningssystemer

Det ensaldrende højskovssystem er baseret på brugen af renafdrifter. En renafdrift (figur 11-26) er en hugstform, hvor slutbestanden af træer fældes (afdrives) på samme tid, og det blotlagte areal derefter gentilplantes eller forynges med en ny generation træer, oftest af samme træart (monokultursystemet). I Danmark afdrives bøg typisk ved en alder på 100-120 år, eg ved 150 år, mens gran afdrives ved en alder på 40-80 år.

Renafdriftssystemet blev introduceret i midten af 1700-tallet som reaktion på den som oftest gennemførte planløse hugst og har siden været den mest anvendte driftsform i skovbruget. Renafdriften er typisk anvendt til at skabe ensartede, produktionsorienterede bevoksninger, der er lette at administrere, både økonomisk og driftsteknisk. Ulemperne ved renafdriftssystemet er store og ligger hovedsageligt i det tab af skovklima, som fremkommer, når skoven på en gang bliver fældet. Herved opstår der som oftest skader på nyplantningen forårsaget af en kraftig bundvegetation, frost, udtørring, mus, insekter samt tab af næringsstoffer.

De meget ensartede bevoksninger, der karakteriserer renafdriftssystemet, er desuden i de senere aldersstadier ofte udsat for stormfald.

Dette gælder specielt for nåletræsbevoksninger, hvor træerne har flade rodsystemer og dermed dårlig forankring i jordbunden.

Renafdriften skaber store problemer med bevaring og udvikling af den biologiske mangfoldighed, da den skaber kontinuitetsbrud i de biologiske processer. De tabte næringsstoffer kan f.eks. med overfladevand eller grundvand strømme til søer, hvor de kan give anledning til forurening. Samtidig har systemet et totalt fravær af store, gamle træer og dødt ved, der er nødvendigt for bl.a. hulrugende fugle, svampe og nedbryderorganismer. Endelig skaber plantning af renbestande i sig selv meget artsfattige skove (figur 13-11).

For at imødegå problemerne med frost, udtørring og kraftig bundvegetation kan man moderere renafdriftssystemet i form af “randforyngelse” eller “kulisseforyngelse”. Her afdriver man smalle striber, der langsomt udvides i takt med, at den naturlige foryngelse etablerer sig, eller plantningen er i vækst. De relativt smalle striber ligger delvist beskyttet af den gamle bevoksning, hvilket i nogen grad afbøder de ellers hårde vækstbetingelser på renafdriftsfladen. Systemet medfører relativt homogene og ensaldrende bevoksninger og en meget skematisk overordnet skovopbygning. Randforyngelse bliver typisk brugt i nåleskov. Formålet er at bevare skovklimaet så længe som muligt.

I bøgeskove anvendes såkaldt regelmæssig skærmforyngelse til at erstatte den ensaldrende gamle bevoksning med en tilsvarende homogen foryngelse. Her bibeholder man dele af den gamle bevoksning, de såkaldte “overstandere”, mens resten fældes. Ved dette system undgår man renafdriftens tab af skovklima.

I bøgebevoksninger sker foryngelsen hovedsageligt ved naturlig frøfald fra overstanderne (selvforyngelse), ofte hjulpet i gang med kunstige midler, f.eks. jordbearbejdning. Nåletræsbevoksninger kan også forynges via skærmstilling, men de er i denne fase meget udsatte for stormfald. Dyrkningssystemet medfører relativt homogene og ensaldrende bevoksninger.

Uensaldrede dyrkningssystemer

Det er også muligt at drive skoven med bevoksninger, hvor træer i alle aldre og størrelser står blandet imellem hinanden. Sådanne uensaldrende dyrkningssystemer tager afsæt i de naturlige skovøkologiske processer, dvs. som skoven ville udvikle sig uden menneskets indgreb. Samtidig er kriteriet for, hvornår et træ er hugstmodent, baseret på dimensionerne på det enkelte træ, modsat de ensaldrende systemer, hvor hugstmodenhedskriteriet gælder hele bevoksningen på en gang.

Princippet i denne tilgang til skovdriften er særlig tydelig, når man ser på, hvordan skovdyrkeren forynger skoven: Ved at fælde de største træer til tømmer giver man samtidig en fordel for mindre træer, der nu får plads til at etablere sig og gro op. Dette svarer helt til foryngelsen af naturskoven. Under vore forhold sker foryngelsen i naturskoven nemlig som regel i større eller mindre grupper som følge af, at grupper af træer eller et enkelt gammelt træ dør af ælde eller på grund af sygdom eller stormfald. Herved kommer der tilstrækkelig lys til skovbunden til at en foryngelse kan etablere sig.

Dyrkningssystemet med gruppevis foryngelse medfører heterogene bevoksninger med en gruppe- eller holmevis blanding af træer og/ eller træarter i forskellig alder og størrelse.

En speciel variant af uensaldrende skovdrift er “plukhugstsystemet” eller den såkaldte “ordnede plukhugstdrift” Driften koncentreres her omkring det enkelte træ med det mål at frembringe skove, som i princippet indeholder mange arter og alle aldre på det samme areal. Fordelen ved plukhugstdrift er navnlig af biologisk art i form af et beskyttet skovklima, mulighed for naturlig foryngelse, større modstandskraft og regenerationsevne i forbindelse med storm, snetryk, laviner, skadedyrsangreb mv., samt en kontinuerlig skovtilstand med en høj diversitet af skovtilpassede organismer og lille udvaskning af næringsstoffer til omgivelserne. Dette dyrkningssystem, som er udviklet i de mellemeuropæiske bjergegne som middel til at skabe stabile skove for bl.a. at forhindre laviner og bjergskred, kræver intensiv pleje og stor indsigt og er kun undtagelsesvis og med begrænset succes blevet praktiseret i Danmark.

Naturnær skovdrift

Den nyeste udvikling inden for højskovsdrift bygger på naturnære principper. Baggrunden for omlægningen til naturnær skovdrift knytter sig til ønsket om, at driften af skovene skal være bæredygtig. Omlægningen til naturnær skovdrift forventes at kunne forbedre både skovdriftens økonomi og den biologiske mangfoldighed og samtidig skabe flere rekreative muligheder i skovene.

Idéen med at dyrke træer mere på skovens og dermed naturens betingelser og ikke som en modificeret landbrugsafgrøde opstod allerede i slutningen af 1800-tallet i Tyskland, men tanken var for så vidt udtrykt i 1781-skovforordningens formaning om “at følge og understøtte naturen i dens virkninger”. Omkring 1920 udvikledes i Tyskland den såkaldte “Dauerwald”-bevægelse (Dauer: vedvarende), der tog udgangspunkt i skoven som “organisme”, hvor skovens foryngelse hovedsagelig skulle foregå ved naturligt frøfald, og renafdrift ikke burde gennemføres.

I Danmark var der i 1930'erne tilsvarende spæde forsøg på at drive skoven naturnært. Disse tidlige naturnære tanker gik dog under i krigens kaos og efterkrigstidens genopbygningsfase. Med udviklingen af velfærdssamfundet op gennem sidste halvdel af 1900-tallet, hvor målet for skovdriften er ændret fra ensidig træproduktion til flersidet brug – med fokus på natur og friluftsliv – er naturnær skovdrift på ny aktuel.

Med vedtagelsen af Det Nationale Skovprogram i 2002 er de naturnære skovdyrkningsprincipper blevet en hovedhjørnesten i dansk skovbrug, og i statens skove har man siden 2005 været i fuld gang med at omlægge skovene til naturnær drift. Mange kommunale skove og en række private skovdistrikter er tilsvarende i gang med en omlægning til naturnær skovdrift.

Den naturnære skovdrift bygger på grundtanken om at undgå renafdrifter og i stedet lade naturen klare en så stor del af skovdyrkningen som muligt. Udnyttelse af den naturlige foryngelse og naturlig udskillelse er således centrale komponenter i driftsformen. Herved opnås (i modsætning til monokulturerne) på kortere eller længere sigt aldersvarierede skove bestående af forskellige træarter i blanding. Sådanne skove er ikke blot mere stabile over for f.eks. storm og klimaændringer, de vil desuden i højere grad tage hensyn til flora og fauna end de klassiske ensaldrede og ensartede skove. Naturnær dyrkning vil således i væsentlig grad “automatisk” bidrage til sikring af biodiversiteten i produktionsskovene.

Omlægning af skoven til naturnær drift er en langsigtet proces, der alt afhængig af udgangspunktet kan strække sig over flere trægenerationer (fra 50 til 200 år). I konverteringsfasen er det målet at få skabt en arts- og struktursammensætning i skoven, der understøtter disse naturlige processer. Ved omlægningen til naturnær drift arbejdes der således mod at skabe robuste arts- og strukturvarierede bevoksninger, der er tilpasset den enkelte lokalitet, og som kan imødekomme nuværende og kommende generationers behov. For at kunne beskrive og fastholde målsætningerne med konverteringen, er der i forbindelse med handlingsplanarbejdet formuleret en række skovudviklingstyper, som beskriver de langsigtede mål for udviklingen af det enkelte område i skoven (figur 13-13).

Den naturnære skovdrift bruger de tilgængelige teknikker og maskiner akkurat som traditionel skovdrift. Derfor ser man både mennesker og maskiner i skovdriften – og ved at indlægge permanente kørespor i bevoksningerne undgår man, at maskinerne kører ind og ødelægger skovbunden. I både naturnær skovdrift og traditionel højskovsdrift kan det være vanskeligt at styre den naturlige foryngelse. Dels sætter træerne ikke frø hvert år, dels skal der være gunstige betingelser for fremspiringen i det efterfølgende år (lys, vand og jordbund), og endelig vil der ofte være konkurrerende vegetation i form af græs eller andre planter. Samtidig kan en bestand af hjortevildt fortære så mange planter, at det kan være nødvendigt at sætte suppleringsplanter eller hegn op, indtil planterne er over bidhøjde.

Tilpasning af skovdyrkningen til fremtiden

Skovdyrkning er en langsigtet disciplin. Hvad vi foretager os i skoven i dag, påvirker skovens funktion, produkter og værdier i mange år fremover. Dette gælder både på skovniveau, men også på enkelttræniveau, hvor en ændring i driften i dag vil have betydning for træernes kvalitet og kvantitet om 50-100 år. Et omdrejningspunkt er at sikre fremtidige generationers brug af skoven, vel vidende at driftsformålet kan ændre sig. Den fremtidige skovdrift skal derfor kunne operere i en verden, hvor træ er et af mange skovprodukter, og hvor klimaforandringer, et globalt træmarked samt en samfundsforventning om rekreative ydelser og beskyttelse af biodiversitet også er vigtige faktorer.

Der er derfor behov for robuste skove, der er i stand til at levere en bred vifte af ydelser. Samtidig er der behov for en skovdrift, der kan navigere i en konstant forandring af driftsformålet. Naturnær skovdrift er et aktuelt bud på tilpasning af skovdyrkningen til fremtiden, fordi den bygger på fleksibilitet, lokalitetstilpasning og klimatilpasning. Naturnær skovdrift forsøger at tage hånd om den usikkerhed, der ligger i klimaændringerne, bl.a. ved at arbejde med bevoksninger med flere træarter.

Naturnær skovdrift er givetvis ikke den eneste løsning på fremtidens skovdrift, men skal mere betragtes som et konkret svar på de aktuelle udfordringer og muligheder, skovbruget står over for. I en sådan kompliceret virkelighed med evige skift i overordnede mål og rammebetingelser fjerner interessen sig fra skråsikre standardløsninger i retning mod velargumenterede, kreative og afbalancerede løsninger tilpasset den enkelte situation. Skovdyrkerne skal således ikke alene have et indgående kendskab til skoven som grundlag for træproduktionen, men også indsigt i skovens biologiske mangfoldighed og forvaltningen af denne. De skal kunne opbygge skovens modstandskraft, sikre dens tilpasningsevne til eventuelle klimaændringer. De skal forstå skovens økologiske og æstetiske rolle i landskabet samt udvikle og forvalte skovenes muligheder for rekreative oplevelser, turisme, undervisning og formidling. De skal frem for alt professionelt og nuanceret kunne håndtere interessemodsætninger og forstå, hvorledes de konstruktivt kan forhandles frem til fornuftige helhedsløsninger.

Uddannelserne inden for skovbrugserhvervet bevæger sig tilsvarende fra at uddanne klassiske skovdyrkere til mere generelle forvaltere af naturens ressourcer.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrkede skove.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig