Nogle rovdyr er, som almindelig dværgkonk (Hinia reticulata), almindelig konk (Buccinum undatum), eremitkrebs (Pagurus bernhardus) og almindelig søstjerne (Asterias rubens), uspecifikke i deres valg af føde, idet de æder alle tilgængelige dyr og ådsler, inklusive fisk, der er fanget i garn (figur 8-13, 8-15, se bokse under Pighuder og Epifaunaens snegle).
Andre rovdyr er stærkt specialiserede i deres fødevalg. Det gælder f.eks. boresneglene, der er næsten kuglerunde med helt glatte skaller. De lever nedgravet i bunden – nogle arter i sand, andre i mudder. Boresneglene har en speciel fod. Den er gennemtrængt af fine kanaler, der kan fyldes med vand og dermed blive så voluminøs, at den kan omslutte byttets skaller helt.
Boresneglene kan kun æde levende bytte, oftest muslinger, sjældnere snegle. De nedgravede muslinger fastholdes af sneglens store fod, undertiden også af slim, således at de ikke kan flygte. Nede i sedimentet begynder en flere timer lang boreproces, delvis mekanisk ved hjælp af raspetungen, delvis kemisk ved hjælp af syre. Resultatet bliver et lille konisk hul i den ene muslingeskal. Gennem dette hul stikker boresneglen sin snabel ind og udrasper indholdet. Lukkemusklerne ædes til sidst. Herved undgås det, at skallerne åbner sig, så andre rovdyr tiltrækkes af smagsstoffer fra muslingen (figur 8-14, 8-16, 8-28).
Der skal være et vist størrelsesforhold mellem boresnegl og musling for at angrebet kan lykkes. Små boresnegle skal have små muslinger, og store boresnegle store muslinger. Derfor sker det undertiden, at boresneglene ikke kan finde tilstrækkeligt med føde, og det medfører store svingninger i boresneglenes forekomst.
Efter måltidet holder boresneglen en pause for at gendanne den slidte raspetunge. Med foden danner den en slimklædt gang til sedimentoverfladen og en tilsvarende slimklædt udposning ved bagenden. Herved bliver der mulighed for passage af frisk vand omkring dyret. Når sneglen igen er parat til at æde, angriber den en ny musling, oftest nedefra, og boreprocessen gentages.Også den almindelige konk (Buccinum undatum) må siges at være specialiseret som rovdyr. Den æder ganske vist ukritisk, hvad den kan finde af dyr og ådsler. Da den imidlertid ikke er i stand til at forfølge et bytte, angriber den ofte muslinger. Den kan ved hurtigt at sætte den forreste skalkant i klemme forhindre, at muslingen når at lukke skallerne sammen.
Findes der bare en smal spalte, kan konken stikke snablen ind og med raspetungen findele byttet og æde det. Snablen, der normalt er gemt i hovedet, kan strækkes ud i ca. to gange skallens længde. Ofte ser man konker, hvis forreste skalkant er brækket af. Det sker, hvis det er lykkedes muslingen pludseligt at lukke skallerne sammen, så snegleskallen beskadiges (figur 8-15).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.