Epifaunaens snegle

De store rovsnegle, almindelige konk (Buccinum undatum) og rødkonk (Neptunea antiqua), kan både leve på sedimenter og på hårdt substrat og tilhører derfor både infaunaen og epifaunaen.

De store snegleskaller „konkylier“, som kan findes opskyllede efter en storm, vil oftest være af almindelig konk, hvis tykke skaller kan bliver ca. 10 cm lange. Den er et rovdyr og en ådselsæder, der sanser byttet ved hjælp af et lugteorgan i kappehulen. Da den almindelige konk kan strække snablen ud til ca. to gange skallens længde, kan den æde bytte, der ikke umiddelbart er tilgængeligt, bl.a. fisk der er fanget i garn. Den lange snabel bruges også, når sneglen skal æde store muslinger, efter at den har sat muslingens skalkant i klemme, så muslingen ikke kan lukke sig helt sammen (se boks i Pighuder).

Unger af almindelig konk og rødkonk ligner de voksne, straks de kommer ud af ægget, mens unger af de allerfleste andre snegle går omvejen rundt om et fritsvømmende larvestadium (se kapitlet Havbundens små organismer (inkl. efterfølgende afsnit)). Konkerne lægger store ægmasser, der ofte kan findes opskyllet på stranden. De store ægmasser kan være sammensat af ægmasser fra mange snegle. Hver ægmasse består af over hundrede ægkapsler. Inde i hver ægkapsel findes få befrugtede ægceller og mange næringsæg. Når æggene klækkes, starter de små snegle med at æde næringsæggene, senere æder de hinanden. Resultatet bliver, at der i hver kapsel udvikles én stor eller nogle få mindre snegle. De unge snegle gnaver hul i kapslen og kryber ud på bunden (figur 8-15 og 8-65).

Kæmpen blandt vore marine snegle er rødkonk, der kan blive ca. 15 cm lang. Den lever især på de dybe lokaliteter og er ikke så almindelig som almindelig konk. Rødkonken lever af ådsler og andre dyr, mest børsteorme. Dens spytkirtler kan udskille en gift, der kan lamme eller dræbe byttet. Den lægger større ægkapsler og mere aflange ægmasser end almindelig konk. Da rødkonken lever på relativ stor dybde, vil det normalt være den almindelige konks ægmasser, der skylles op på stranden (figur 8-47, 8-65).

Skinnende huesnegl (Ansates pellucida) lever på de store alger. Dens op til 3 cm store, brune, skinnende, hueformede skal har blå, iriserende striber. Den er én af de få snegle, der æder de store bladtangarter. Ofte finder man sneglene i et lille hulrum, som de har gnavet i stilken. Skildpadde-huesnegl (Tectura testudinalis) og lille huesnegl (T. virginea), der bliver henholdsvis tre cm og en cm lange, gnaver alger af sten og skaller.

På sten og skaller kan man også finde skallus, der er beslægtede med sneglene. Skallus har otte plader på ryggen og kryber omkring ved hjælp af den muskuløse fod. Fjernes den fra underlaget, ruller den sig sammen som en bænkebider (figur 8-48).

Topsneglene har en tyk, kegleformet skal med en flad underside og et indre perlemorslag. Almindelig topsnegl (Gibbula cineraria), der bliver godt en cm høj, afgnaver algebelægningen på sten og alger.

Mens de hidtil nævnte snegle er enten hanner eller hunner (særkønnede), kan tøffelsnegl (Crepidula fornicata), der ofte sætter sig oven på hinanden, være begge dele. Den første, der sætter sig på et underlag, udvikles til en hun, den næste til en han. Sætter der sig mange snegle oven på hinanden vil den eller de nederste fungere som hunner, og den eller de øverste vil fungere som hanner. De mellemliggende snegle er overgangsstadier. Tøffelsneglen, der er suspensionsæder, er indslæbt fra Nordamerikas østkyst (figur 9-6).

Ser man en snegl med en irgrøn fod, kan man være sikker på, at det er almindelig grubesnegl (Lacuna vincta). Andre individer af samme art kan dog have en lyserød fod. Den tynde 1 cm høje skal kan være ensfarvet gullighvid eller have brune spiralstriber. Den er en af de få snegle, der æder selve løvet af de store brunalger. Sneglenes hvidlige, ringformede ægmasser er almindelige på algerne om sommeren.

Kuglesnegl (Akera bullata) kan svømme. Det er en ca. 5 cm lang snegl, der især findes i beskyttede brakvandsområder, hvor den lever af alger. Søharen (Aplysia punctata) er ca. 15 cm lang, brunlig og harelignende på grund af dens lugtfølsomme udvækster, der minder om lange ører. Den lever bl.a. af søsalat. Bliver den forstyrret, kan den, ligesom mange blæksprutter, afgive en purpurfarvet væske, der kan give en kortvarig beskyttelse.

Fløjlssnegl (Elysia viridis) har ingen skal; den bliver ca. 3 cm lang og er mørkegrøn, fløjlsagtig og med små skinnende pletter. Den æder vandhår og gaffelgrenet plysalge, men uden at fordøje grønkornene, som fortsætter deres fotosyntese inde i sneglen en ugestid. De stoffer, der dannes ved grønkornenes fotosyntese, udnyttes af sneglen.

Nøgensneglene har som navnet antyder ingen skal. Mange er meget farvestrålende. De er stærkt specialicerede rovdyr, idet de fleste kun lever af én eller få beslægtede arter af byttedyr. Nogle lever kun af kiselsvampe (figur 8-33), en art lever kun af rurer (figur 8-55), og flere arter lever af mosdyr (figur 8-45 og 8-46), men de fleste arter lever af polypdyr (figur 8-38 og 8-43).

Nøgensneglene er alle hermafroditter. Ægmasserne, der hos nogle arter kan blive op til 5 cm i diameter, lægges om forsommeren. Da de små snegle vokser op i løbet af sommeren, er det især sent på sommeren, at man finder de største koncentrationer af nøgensnegle. De få, der overlever vinteren, lægger æg den følgende sommer, hvorefter de fleste dør. Disse arters ægmasser har oftest form af bløde bånd, der er snoede som et garnnøgle, eller har krave- eller spiralform (figur 8-43).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Epifaunaens snegle.

• Forrige afsnit er Havsvampe, polypdyr og mosdyr og deres rovdyr
• Næste afsnit er Børsteorme