Havbundens små organismer

Protister er encellede eukaryoter, der enten lever af at æde organisk stof (protozoer) eller har fotosyntese (encellede alger). Protister kan måle fra 2-3 μm og op til adskillige millimeter. Mange af dem danner cellekolonier, der kan bestå af få eller hundredvis af celler, og som opnår en betydelig størrelse. De forskellige protister har vidt forskellige roller i økosystemerne. Nogle er som nævnt fotosyntetiserende og andre lever overvejende af at æde bakterier eller andre protister. Dertil kommer, at enkelte både kan have fotosyntese og optræde som rovdyr på samme tid.

De små flercellede dyr måler fra under ¹/₁₀ mm til op omkring 1 mm på den mindste led. Sådanne små dyr kalder man „meiofauna“, og den lidt vilkårligt valgte grænse mellem dem og de større dyr (makrofauna) går netop ved, om de kan passere en sigte med maskevidden 1 mm eller ej. Meiofaunaens medlemmer kan, som omtalt senere, godt være mere end 1 mm, men så vil der være tale om ormelignende organismer, der kun er så store på den lange led.

Protisterne og meiofaunaen udviser stor artsrigdom inden for givne biotoper (figur 6-1). Hvilke former, der forekommer, er først og fremmest bestemt af, hvilken type sediment eller overflader der findes – altså miljøets mekaniske egenskaber. Dernæst spiller det en stor rolle, om der er lys (i vores farvande ned til 15-20 m’s dybde), da lys er en forudsætning for, at fotosyntetiske organismer er til stede. Tilførslen af dødt organisk materiale er også af betydning for, hvilke slags organismer man finder. Saltholdigheden spiller derimod for de fleste gruppers vedkommende en mindre rolle, end den gør det for udbredelsen af større dyr og alger.

Havbundens små organismer kan direkte observeres ved at tage en skefuld sand i en glasskål med havvand, røre lidt rundt og betragte skålen under et dissektionsmikroskop ved lav forstørrelse. De enkelte organismer kan så fanges med en pipette og studeres under højere forstørrelse med et rigtigt mikroskop. Helt effektiv er denne metode dog ikke, fordi organismerne kan skjule sig mellem mineralkornene, og mange hæfter sig også fast til partiklerne.

Der findes forskellige effektive metoder til at drive organismerne ud af sedimentet. Én er at ryste et kendt volumen sand med en opløsning af magnesiumklorid. Dette lammer organismernes bevægelighed og evne til at hæfte sig fast. Efter at prøven er rystet, lader man mineralkornene synke til bunds og hælder derefter vandet gennem en sigte, der holder organismerne tilbage. De kan så vaskes ud i havvand, hvor de kommer sig igen. På denne måde kan man både tælle og bestemme organismerne.

De fleste oplysninger om protisters og meiofaunaens biologi stammer fra direkte iagttagelser under mikroskopet. Den bedste metode er dog at dyrke organismerne i laboratoriet, hvorved livscyklus, fødeoptagelse osv. kan iagttages. For mange arters vedkommende er det dog endnu ikke lykkedes at holde dem i kontrollerede laboratoriekulturer.

Faste overflader i form af sten, klipper og store alger er altid koloniserede af protister. Det drejer sig om kiselalger og andre fotosyntetiserende organismer samt bevægelige og fastsiddende protozoer. Forskellige slags smådyr som hjuldyr og rundorme optræder også her.

Hvad der lever på og i løse materialer, sedimenterne, afhænger af mineralkornenes størrelse og størrelsesfordeling. Hvis den dominerende kornstørrelse er mellem ca. 30 og 60 μm taler man om silt, og hvis partiklerne er endnu finere, taler man om ler eller mudder. I sådanne sedimenter er mellemrummene mellem kornene så små, at det udelukker tilstedeværelsen af protister og meiofauna nede i selve sedimentet; en undtagelse er rundormene, der kan grave gange i bløde sedimenter. Ellers findes organismerne her overvejende på overfladen af sedimenterne – oftest i et få millimeter tykt lag bestående af detrituspartikler, som dækker havbund, der ikke er udsat for stærke vandstrømme og bølgeslag. Sand består af større mineralkorn med et netværk af vandfyldte porer. Mange protozoer og smådyr er specialicerede til at leve i poregangene i sand; disse organismer benævnes kollektivt den „interstitielle fauna“. Den største artsrigdom findes i ikke for fint sand med ensartet kornstørrelse (såkaldt velsorteret sand).

Organismerne nede i sandbunden er ikke tilfældigt fordelt. De to vigtigste faktorer er lys og ilt. Lyset trænger blot et par millimeter ned i bunden, og fotosyntetiserende organismer er derfor henvist til at leve i de øverste lag af sedimentet. Koncentrationen af opløst ilt falder normalt hurtigt med dybden – ofte er der helt iltfrit blot få millimeter under sedimentets overflade (figur 6-9; se også Det hydrodynamiske grænselag). Det beror på, at organismernes iltoptagelse overstiger den hastighed, hvormed ilt transporteres fra den overliggende vandsøjle og ned i sedimentet. I den iltfrie zone danner bakterier særlige stofskifteprodukter og herunder svovlbrinte, som er giftig for iltåndende organismer. Gravende orme og krebsdyr pumper imidlertid iltholdigt vand fra overfladen og ned i deres rør, og omkring disse rør kan der derfor være iltede zoner. Disse forhold medfører, at de forskellige organismer findes i bestemte dybder eller er koncentrerede omkring ormerør, og de er henvist til at flytte rundt, når iltforholdene ændrer sig.

Alle dyr kræver ilt i hvert fald under en del af deres livscyklus, men f.eks. nogle rundorme opholder sig i længere perioder under iltfrie forhold. De fleste protister kræver også ilt, men både blandt dem og meiofaunaen er der mange, der foretrækker en lav iltkoncentration, så de findes typisk på grænsen mellem den iltholdige og den iltfrie zone. Endelig er der nogle protister, som er specialiserede til at leve under helt iltfrie forhold, og som endog hurtigt dør, hvis de udsættes for ilt.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Havbundens små organismer.

• Forrige afsnit er Årstidsvariation i forekomsten af meroplankton
• Næste afsnit er Protisterne