FIGUR 8-35. Koloni af køllepolyp (Clava multicornis). Den bløde hydroide findes især i skudhjørnerne på buletang og blæretang. De røde kønsknopper under tentaklerne viser, at kolonien er hanlig.

.

FIGUR 8-36. Polyphoved af køllepolyp med de blå, hunlige kønsknopper under tentakelkransen.

.

FIGUR 8-37. Koloni af grenet rørpolyp (Tubularia larynx). De op til 10 cm lange rørpolypper sidder især på sten og træværk. Desuden ses et forstørret polyphoved. På kønsmodne individer ses kønsknopperne mellem de to adskilte tentakelkranse.

.

FIGUR 8-38. En nøgensnegl (Doto coronata) på en hydroide.

.

FIGUR 8-39. Tyk havedderkop (Pycnogonum littorale) ved foden af almindelig søanemone (Metridium senile). Havedderkoppen med fire par tykke ben suger kropsvæske af søanemonen. Ofte sidder der mange ved siden af hinanden nær fodskiven af de store søanemoner.

.

FIGUR 8-40. Den et par cm høje randankret bægergople (Haliclystus auricula) findes ofte på blæretang og savtang. Den kryber omkring på algerne ved skiftevis at hæfte sig fast ved hjælp af stilkens sugeskive og de otte korte arme, der er rigt forsynet med nælde- og klæbeceller. Mellem armene sidder de otte kugleformede „randankre“, der virker som sanseorganer. Bægergopler lever af små snegle og krebsdyr.

.

FIGUR 8-41. En hvid og orange koloni af dødningehånd (Alcyonium digitatum) på hestemusling. Begge kolonier er omklamret af skør slangestjerne (Ophiotrixfragilis). Foran den orange koloni ses hule-slangestjerne (Ophiopholis aculeata).

.

FIGUR 8-42. Detalje af dødningehåndkoloni med udstrakte polyphoveder. Man aner de otte fjerformede tentakler.

.

Havsvampe

FIGUR 8-33. Den gullig-hvide brødkrummesvamp (Halichondria panicea) ses nederst til venstre. Brødkrummesvampen er almindelig på havnemoler og på algernes hæfteorganer. På havsvampen kryber nøgensneglen søcitron (Archidoris pseudoargus), der lever af brødkrummesvampen. Sneglens to „følehorn“ ses til højre. Den mørke dusk på sneglens ryg er sneglens gæller.

.

FIGUR 8-34. Dyrelivet på et stykke blæretang (Fucus vesiculosus) med bl.a. hydroiderne trekantpolyp (Dynamena pumila) yderst til venstre, og køllepolyp (Clava multicornis). Desuden to eksemplarer af krebsdyret brakvandsrur (Balanus improvisus), mange eksemplarer af posthornsorm (Spirorbis spirorbis), og en koloni af glat hindemosdyr (Membranipora membranacea). Krebsdyret til venstre er caprella (Caprella sp.) – en stærkt afvigende tangloppe med en lang, tynd krop. Desuden ses små, aflange vandlopper og små, næsten runde havmider.

.

Havsvampe kan siges at være en mellemting mellem rigtige flercellede dyr og kolonier af encellede dyr. Cellerne er organiseret omkring et vidt forgrenet net af gange, og hele dyret er støttet af et indre skelet bestående af kisel- eller kalknåle.

Dyrene er suspensionsædere og kræver vandbevægelse. Inde i svampenes gangsystemer findes ofte børsteorme og krebsdyr, der her lever en beskyttet tilværelse, rigeligt forsynet med frisk vand. På grund af det indre skelet er de ikke attraktive som føde. Dog ædes brødkrummesvampen (Halichondria panicea) og andre kiselsvampe af en nøgensnegl, søcitron (Archidorispseudoargus) (figur 8-33), og af blodrød søstjerne (figur 8-68).

Små polypdyr

Små kolonidannende polypdyr, som man med et fælles ord kalder hydroider, findes i stort tal på algerne. De er beslægtede med søanemoner. Som andre polypdyr er de udstyret med nældeceller og lever mest af dyreplankton og krybende smådyr. Almindelige er f.eks. køllepolyp (Clava multicornis), rørpolyp (Tubularia), trekantpolyp (Dynamena pumila) og granpolyp (Abietinaria abietina) (figur 8-34 til 8-37, 8-54 og 8-64).

På trods af de ubehagelige nældeceller ædes polypdyrene af stærkt specialiserede rovdyr. Spinkle havedderkopper, bl.a. fin havedderkop (Nymphon brevirostre) med fire par flere cm lange, tynde ben, lever af hydroider. Tyk havedderkop (Pycnogonum littorale) lever af søanemoner (figur 8-39).

Større polypdyr: søanemoner og dødningehånd

Også søanemoner og dødningehånd er polypdyr og hører til epifaunaen.

Ålegræsbladene er for smalle for de fleste større søanemoner, men ålegræsanemonens (Sagartiogeton viduatus) brede fodskive er tilpasset dette substrat (figur 8-57).

På de større rødalger, brunalger og bladtangens hæfteorganer findes også mindre søanemoner. Men de største søanemoner findes på sten og skaller. De almindeligste er almindelig søanemone (Metridium senile) og stor søanemone (Tealia felina) (figur 8-39, 8-59). De har både kønnet og ukønnet formering. De små individer, der dannes ved knopskydning fra almindelig søanemones fodskive, sætter sig nær moderdyret. Ofte ses områder, hvor dyrene har samme farve, hvidlige, gullige eller lyserøde. Disse ensartede dyr stammer sandsynligvis fra samme moderdyr og udgør en klon. Den smukke knopfodet søanemone (Sagartiogeton laceratus), der overvejende formerer sig ved knopskydning fra den brede, bugtede fodskive, findes på sten og snegleskaller (figur 8-65).

Måske det mest iøjnefaldende dyr på fast underlag er dødningehånd (Alcyonium digitatum), der tilhører koraldyrene. Den kan også findes på mere lavvandede lokaliteter, bl.a. boblerevene. Dødningehånd er beslægtet med blødbundens søfjer, idet den er en koloni, hvor de enkelte individer har otte fjerformede tentakler. Store kolonier kan bestå af adskillige tusinde enkeltindivider eller polypper. Polypperne sidder tæt og i flere niveauer på den bruskagtige, oftest grenede koloni, som undertiden kan få en vis lighed med en hånd. De lever af dyreplankton (figur 8-41, 8-42 og 8-65).

Mosdyr

FIGUR 8-43. Stor tritonia (Tritonia hombergi), en nøgensnegl der lever af dødningehånd, og sneglens ægmasse.

.

FIGUR 8-44. Tørret koloni af bredt bladmosdyr (Flustra foliacea) på stranden.

.

FIGUR 8-45. Stribet nøgensnegl (Pofycera quadrilineata) på en koloni af glat hindemosdyr (Membranipora membranacea). Sneglen har ædt mosdyrets bløddele.

.

FIGUR 8-46. Gul nøgensnegl (Limacia clavigera) på en koloni af pigget hindemosdyr (Electra pilosa).

.

Mosdyrene er fastsiddende, kolonidannende dyr, der lever af planteplankton. De er udprægede epifaunadyr og kan ikke leve i stillestående vand.

Glat hindemosdyr (Membranipora membranacea) danner op til 1 m store hindeagtige og afrundede kolonier på bladtangen, mens pigget hindemosdyr (Electra pilosa) danner mindre og stjerneformede kolonier på forskellige alger. Da enkeltindividerne kun er ca. 1/2 mm store kan en koloni bestå af mere end en million enkeltindivider (figur 8-4, 8-45, 8-46 og 8-74).

De to arter bladmosdyr af slægten Flustra kan danne tætte bevoksninger på sten fra få meters dybde. Bladmosdyrene, som tit findes opskyllet på stranden, ligner overfladisk en alge. De små enkeltindivider sidder ryg mod ryg således, at hele „bladet“ kun består af mosdyret (figur 8-44 og 8-56).

De fleste arter af mosdyr er, i modsætning til ovenstående, små, grenede og ofte forkalkede og de overses let. Lædermosdyrene (Alcyonidium spp.) kan danne tykke belægninger på algerne. Opret lædermosdyr udskiller et stærkt allergidannende stof (se boks i Epifaunaens snegle).

Mosdyrene ædes af nøgensnegle. Sent på sommeren kan man på hindemosdyrene se den ovale, knapt 1 cm lange nøgensnegl hvid doride (Onchidoris muricata) og den smukke et par cm lange og slanke stribet nøgensnegl (Polycera quadrilineata) og den mindre gul nøgensnegl (Limacia clavigera) (figur 8-45 og 8-46), mens dunet doride (Acanthodoris pilosa) bl.a. æder lædermosdyr.

Boks 8-5. Giftige dyr

Visse havdyr er giftige ved berøring, eller de er i stand til at indsprøjte gift i fjender eller byttedyr. Fænomenet er uhyre udbredt, især hos fastsiddende og kolonidannende dyr. Kemisk set er der stor variation i giftenes sammensætning, og de kan have forskellige fysiologiske virkninger i offeret – ofte er der dog tale om, at dets nervesystem lammes. I nogle tilfælde kan nærkontakt med sådanne dyr også være ubehageligt for mennesker, men i vore farvande har vi dog ikke dyr, der kan forårsage dødelig udgang.

Brandmænd og andre giftige polypdyr Brandmanden er nok den, man først kommer i tanke om, når man skal nævne et ubehageligt havdyr. Vandmanden eller øregoplen (Aurelia aurita) og den røde og blå brandmand (Cyanea capillata og Cyanea lamarckii) er, som alle polypdyr eller nældecelledyr, udstyret med nældeceller (se boks 8-2). Kontakt med nældeceller kan medføre svie ligesom berøring med brændenælder.

Mens man normalt ikke kan mærke vandmandens nældeceller, er de to brandmand-arters nældeceller stærkt brændende, især nældecellerne på de lange fangtråde er ubehagelige. Vandmanden lever mest af smådyr, mens brandmand-arterne især lever af fisk, der lammes af fangtrådene.

Kommer man sydpå, bl.a. til Middelhavet, kan man møde fritsvømmende polypdyr, der kan føre til dødelig udgang. Især den portugisiske orlogsmand (Physalia physalis), der er en koloni sammensat af specialiserede enkeltindivider af polypdyr med en op til 30 cm stor luftfyldt flydeblære øverst, er et ubehageligt bekendtskab. Neden under luftblæren hænger lange nældecellebesatte fangtråde. I Middelhavet lever også de undertiden dødeligt brændende havhvepse eller kubomeduser.

Søanemonernes nældeceller er ofte så svage, at større dyr ikke kan mærke dem, mens smådyr som vandlopper lammes. Dette gælder for almindelig søanemone eller sønelliken (Metridium senile, figur 8-39). Stor søanemone (Tealia felina) lever især af småfisk, og dens gift kan lamme mindre fisk (figur 8-59). Mennesker vil mærke nældecellerne som klæbende, men det skyldes de udslyngede klæbrige tråde og ikke giften. Brændende søanemone (Bolocera tuediae), der lever på større dybde end 10 m, er dræbende for fisk og opleves stærkt sviende for mennesker. Mange søanemoner har som forsvar særlig stærkt brændende tråde, der ved forstyrrelse slynges ud gennem huller i kropsvæggen.

Mosdyr En del fiskere, der trawler i Nordsøen og især på Doggerbanken, har stiftet bekendtskab med opret lædermosdyr (Alcyonidium diaphanum), som er et op til 30 cm højt, grenet eller lappet, geléagtigt mosdyr. Det udskiller en gift, som mange mennesker kan blive overfølsom over for. Det medførende udslet kaldes „doggerbankefnat“, og lidelsen er så alvorlig, at overfølsomme personer må opgive fiskeriet. Man må formode, at giftens formål er at hindre, at alger og dyr sætter sig på mosdyret. Det er altså et naturligt antifoulingsmiddel.

Slimbændler Slimbændler eller nemertiner er en relativ artsfattig dyregruppe, som findes på de fleste lokaliteter. De er oftest rovdyr, der lammer byttet med gift, der udskilles ved udslyngningen af den lange, ofte klæbrige snabel.

Den ca. 5 cm lange smuk slimbændel (Nipponemertes pulcher) er orangerød. Den har specialiseret sig i at æde mudderbundens rørbyggende tanglopper af slægten Haploops (figur 8-7). Den omslutter byttet med den lange, klæbrige, udkrængelige snabel, hvorefter byttet lammes af gift udskilt af snablen. Andre slimbændler fastholder og dræber byttet, orme og krebsdyr, ved hjælp af en eller flere nåle i forbindelse med lammende gift. Det gælder også epifaunaens farvestrålende slimbændler, f.eks. den næsten én meter lange dannebrogslimbændel (Tubulanus annulatus) og den kortere tværstribet slimbændel (Micrura fasciolata).

Børsteorme Også mange børsteorme lammer byttet ved hjælp af giftkirtler, f.eks. de ofte røde blodorme (slægten Glycera), der lever i komplicerede gangsystemer i mudderbunden. Byttet gribes af det store, udkrængelige svælg, der er udstyret med 4 gifttandslignende kæber. Giften lammer byttet, som herefter sluges. Da blodorme kan blive op til 30 cm lange, og udkrængningen af det store svælg er lynhurtig, risikerer man at blive bidt, hvis man tager disse dyr op i hånden. Resultatet er en øm, opsvulmet hånd (figur 8-18).

Snegle Keglesnegle, der er meget udbredt i troperne, anvender gift til at lamme byttet. I sandbunden herhjemme lever skarpkølet pilsnegl (Oenopota turricula). Den har ikke som andre snegle en raspetunge, men nogle få pilformede tænder, der står i forbindelse med giftkirtler. Tænderne skydes ind i byttet.

Rødkonken (Neptunea antiqua), hvis spytkirtler er giftige at spise for mennesker, anvender giften til at lamme byttet (figur 8-47 og 8-65).

Krebsdyr Skeletrejer, bl.a. caprella (Caprella linearis), lever af smådyr, oftest små krebsdyr, som fanges med benene. På andet par ben findes en gifttorn, som lammer byttet (figur 8-34 og 8-56).

Blæksprutter og fisk Hos mange blæksprutter indeholder spytkirtlerne et giftstof til forsvar og fangst af føde. Visse tropiske blæksprutter er så giftige, at et bid med det papegøjeagtige hornnæb kan være dræbende for mennesker, mens vore hjemlige arter kun bruger giften til at lamme byttedyrene, især småfisk og rejer.

Hos vore giftige fisk, almindelig og lille fjæsing og pilrokke, er det ikke biddet, der er giftigt, men derimod finnestråler eller pigge. Den almindelige fjæsing eller „havets hugorm“ har giftkirtler ved piggen på hvert gællelåg og ved pigstrålerne i første rygfinne. Da fjæsingen lever nedgravet, er det især piggene ved rygfinnen, som badende stifter bekendtskab med. Navnligt kan det gå ud over badende ved Kattegats kyster og ved den jyske vestkyst, hvor fjæsingen sent på sommeren kan være almindelig på lavt vand. Selv om det er overordentligt smertefuldt at blive stukket af en fjæsing, er det normalt ikke livstruende. Men nogle uforklarlige drukneulykker kan måske skyldes fjæsinge, idet det smertefulde stik kan have med ført kramper og dermed drukning. Det er især sportsfiskere, der stifter bekendtskab med fjæsingens gællelågspigge, idet de risikerer at blive stukket, når den fangede fisk slår med forkroppen.

Den lille fjæsing er lige så giftig som den almindelige fjæsing, men er ikke nær så almindelig. I vore farvande findes den kun i den sydlige Nordsø. Pilrokken har en lang, modhagebesat pig midt på den lange, finneløse hale. Piggene har forbindelse med giftkirtler, og stik er meget smertefulde og kan udløse et ildebefindende.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Havsvampe, polypdyr og mosdyr og deres rovdyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig