Til pighuderne hører velkendte dyr som søstjerner og søpindsvin, men også slangestjerner og søpølser hører til denne dyregruppe. Nogle af dem hører til i infaunaen, mens andre lever på fast underlag og derfor hører til epifaunaen.
Pighuder (fra infaunaen)
FIGUR 8-20. Almindelig slangestjerne (Ophiura albida) har stive arme og karakteristiske hvide pletter ved armenes basis. Slangestjernen til højre har tidligere mistet spidsen af alle fem arme. De regenererede arme er tyndere og lysere. De tynde armspidser, der stikker op af mudderet overalt, tilhører fin mudderslangestjerne (Amphiura filiformis).
FIGUR 8-22. Foto af epidemisk gydning hos fin mudderslangestjerne Amphiura filiformi. En han har løftet sig ud af bunden og startet gydningen, der tager ca. 15 minutter. De omkringliggende slangestjerner er blevet aktiveret og vil også snart hæve sig over bunden og begynde at gyde.
FIGUR 8-23. Almindelig sømus (Echinocardium cordatum) til venstre og et lille eksemplar af stor sømus (Brissopsis lyrifera) oven på mudderbunden.
FIGUR 8-24. To eksemplarer af børsteormen guldmus (Aphrodita aculeata) og en kamstjerne (Astropecten irregularis).
FIGUR 8-25. Skælpølse eller høne (Psolus phantapus) er en søpølse, der som voksen delvis er dækket af substratet, oftest mudder. De grenede tentakler omkring munden og spidsen af bagenden med gattet (til venstre, under det væltede haploopsrør) stikker op af bunden. Desuden ses nordlig slangestjerne (Ophiura robusta). Den er suspensionsæder og findes på forhøjninger og bl.a. på haploopsrør.
A. Pigget hjertemusling, der lever i mudderbunden, kan ved hjælp af den kraftige fod flygte fra en almindelig søstjerne (Asterias rubens).
B. Almindelig kammusling (Aequipecten opercularis). Den ligger oven på mudderbunden og lever af suspenderet materiale. Hvis de mange tentakler og talrige sorte, skinnende øjepletter registrerer vandbevægelse eller skygge, vil den lukke skallerne sammen. Den kan svømme bort, hvis den berøres af f.eks. en søstjerne eller en konk.
C. Pigget søstjerne bliver op til 35 cm i diameter og er således vores største søstjerne. Den lever især på hård bund, hvor den æder andre pighuder, både søstjerner og søpindsvin.
FIGUR 8-21. Mudderbundens almindelige pighuder. Fra venstre ses fin mudderslangestjerne (Amphiura filiformis) med armspidserne oppe i vandet for at samle suspenderet materiale. Desuden er vist almindelig sømus' (Echinocardium cordatum) placering i mudderbunden. Grov mudderslangestjerne (Amphiura chiajei) har armspidserne hen over bunden.
Sandbundens pighuder
Almindelig slangestjerne (Ophiura albida) og stor slangestjerne (O. ophiura) lever overvejende oven på en sandholdig bund. De har korte, stive arme. Den stjerneformede mundåbning findes på undersiden, og når slangestjernerne bevæger sig hen over bunden, „støvsuger“ de den for smådyr, bl.a. små krebsdyr og orme. Nogle af disse smådyr er imidlertid ungdomsstadier af muslinger og børsteorme, altså vigtige fødedyr for bl.a. fladfiskene. Herved bliver slangestjernerne ikke så uskyldige, som de umiddelbart virker (figur 8-20).
Kamstjernen (Astropecten irregularis) findes både i ren sandbund og i mudderblandet sand. Den bevæger sig hurtigt hen over bunden og kan således gennemsøge et stort areal for føde. I hvile ligger den nedgravet, delvis skjult af sedimentet. Dens lille mund, der sidder på undersiden, kan kun gabe over mindre byttedyr, oftest muslinger, og på sandbunden især venusmusling og trugmusling (figur 8-24).
Pighuder på og i mudderbunden
Mudderbunden, der afløser sandbunden på dybere vand, domineres helt af pighuder. Hvor den stadig indeholder lidt sand på 15-20 m's dybde findes fin mudderslangestjerne (Amphiura filiformis) og almindelig sømus (Echinocardium cordatum). Men hvor bunden dybere nede alene består af mudder lever grov mudderslangestjerne (A. chiajei) og stor sømus (Brissopsis lyrifera). Ofte findes dog en over gangszone, hvor alle fire arter optræder sammen (figur 8-21 og 8-23).
Begge slangestjernearter kan opnå en tæthed på flere hundrede individer per m2. De kan sidde så tæt, at deres arme praktisk taget kan nå overalt på bunden. De store sømus kan også være talrige. Ofte findes per m2 mere end 10 voksne individer af almindelig sømus og mere end 5 individer af stor sømus. Selv om slangestjernerne dominerer hvad angår antallet, så vejer sømusene mere. Deres levende vægt kan overstige 100 g per m2 for begge arter, mens slangestjernernes levende vægt sjældent overstiger 50 g per m2.
Mudderslangestjernerne sidder nedgravet med de fleste armspidser stikkende op over bunden. Selv om slangestjernerne tilsyneladende sidder direkte i mudderet, er de omgivet af et hulrum, så frisk vand og føde uhindret kan passere dem.
Fin mudderslangestjerne, der lever på den lave mudderbund, hvor der er mest vandbevægelse, er suspensionsæder. Den stikker armspidserne op i vandet, vender undersiden med de slimproducerende sugerfødder mod strømmen og fastholder partikler ved hjælp af slim. De tilbageholdte partikler transporteres ved hjælp af sugefødderne til munden på skivens underside (figur 8-21).
Grov mudderslangestjerne bevæger derimod armspidserne hen over bunden for at indsamle detritus og bakterier på overfladen. Fin mudderslangestjerne kan søge føde på samme måde, hvis den ikke kan skaffe tilstrækkeligt suspenderet materiale. Mudderslangestjerner kan også trække større fødeemner, f.eks. ådsler, ned i bunden. Her vil det især være bakterierne på emnernes overflade, der udnyttes (figur 8-21).
Fin mudderslangestjerne kan ved kraftig berøring udsende hvidlige lysglimt, hvis betydning er ukendt. Men lysglimtene skal nok forskrække mulige rovdyr. En sådan bioluminisens er særlig hyppig hos arter, der lever på dybt vand.
Når temperaturen i sensommeren er passende for gydning, kommer slangestjernerne op af bun den og stiller sig på spidsen af alle fem arme. Kort efter bliver vandet uklart af de gydte æg og den gydte sæd (figur 8-22). De befrugtede æg udvikler sig til fritsvømmende larver (se Det farveløse plankton - protozoer og dyreplankton). Larverne metamorfoserer og bundfælder nogle uger senere. De starter livet på bunden som 1 mm store skiver med fem små knopper, der senere bliver til arme. Det er vigtigt for slangestjernerne hurtigt at kunne grave sig ned og samtidigt at kunne trække åndingsvand og føde ned omkring skiven. For at det kan gå særlig hurtigt, satser slangestjernerne på vækst af to modsatstående arme. Derfor finder man små mudderslangestjerner med tre korte og to lange arme.
Slangestjernerne har en enorm evne til regeneration, og de fleste individer har en eller flere arme under gendannelse. Også ved gendannelsen ses det, hvor vigtigt det er for slangestjernen, at armene fungerer. Den nyudvoksede arm er tyndere end de øvrige – tykkelsesvæksten starter først, når den endelige længde, og dermed funktionsduelighed, næsten er nået. Fin mudderslangestjerne har oftere end grov mudderslangestjerne arme under regeneration. Det skyldes sikkert en kombination af flere faktorer; den går lettere i stykker og dens arme stikker op i vandet og angribes derfor af flere dyr.
Slangestjernerne kan have mistet armene på grund af trawling, eller et rovdyr kan have angrebet dem. Mudderslangestjernerne efterstræbes både oppefra og nedefra – oppefra af fisk som kuller og fladfisk og nedefra af børsteorme, især den regnormelignende, iriserende lumbrineris (Lumbrineris fragilis). Mudderslangestjernerne ædes endvidere af børsteorme som nephtys (Nephtys) og den store, skinnende guldmus (Aphrodita aculeata). Disse børsteorme har alle kraftige kæber, som kan gnave i de kalkholdige slangestjerner. Over store dele af Kattegat ædes mudderslangestjernerne endvidere af jomfruhummer (Nephrops norvegicus) (figur 8-17, 8-24 og 8-30).
Almindelig sømus og stor sømus er affladede og har en tydelig for- og bagende. Herved adskiller de sig fra de næsten kuglerunde, regelmæssige søpindsvin, der overvejende tilhører epifaunaen. Stor sømus har på oversiden et tydelig lyreformet, rødt bånd, der er dækket af små pigge. Den tilsvarende struktur er oval og mindre tydelig hos almindelig sømus.
Sømusene graver sig et lille stykke ned i mudderbunden og ligger her i et slimklædt hulrum, der har forbindelse til overfladen gennem en slimklædt kanal. Ved hjælp af fimrehår på de små pigge trækkes frisk vand til respirationen ned omkring dyrene. Lange sugefødder på oversiden samler detrituspartikler på bundens overflade. Ved hjælp af andre lange sugefødder føres partiklerne til munden på dyrets underside. Samtidig bevæger dyret sig gennem bunden ved hjælp af nogle af sine pigge. Undervejs indtages usorteret bundmateriale med den skuffeformede mund. Da der er meget lidt næring i denne form for føde, passerer store mængder af bundmateriale sømusens tarm. Det meste af sømusens levende vægt udgøres af den mudderfyldte tarm, og det organiske tørstofindhold udgør kun ca. 2 % af den levende vægt. Til sammenligning er børsteormes organiske tørstofindhold ca. 15 %. Sømusene ædes kun af den altædende torsk (figur 8-21, 8-23 og 8-28).
Søpølserne tilhører pighuderne, men kalkskelettet er reduceret til små kalkplader i huden. Bortset fra den få cm lange gennemsigtige art lille ormepølse (Labidoplax buskii) optræder de meget uregelmæssigt på mudderbunden. Krum søpølse (Cucumaria elongata) bliver sjældent længere end 5 cm, mens skælpølsen eller hønen (Psolus phantapus) ofte bliver over 10 cm lang.
Krum søpølse lever nedgravet i bunden, mens hønen med dens flade underside også kan hæfte sig til et hårdt substrat. Begge arter stikker kun bagenden og forenden med de 10 forgrenede, klæbrige tentakler op over overfladen. Fanges detrituspartikler med en tentakel, føres denne til munden i midten af tentakelkredsen og „slikkes“ ren (figur 8-25).
| Flugt |
|---|
| De fleste bunddyr er konstant truet af rovdyr. En metode til at undgå at blive ædt på er at stikke af. Her har nogle bunddyr udviklet specielle flugtmekanismer. F.eks. kan pigget hjertemusling (Acanthocardia echinata, figur A) flygte fra den almindelige søstjerne i imponerende spring ved hjælp af den røde, muskuløse fod, der udfoldet er ca. dobbelt så lang som skallen. Flere arter af trugmuslinger (slægten Spisula) bruger samme flugtmekanisme (figur 8-16). Over for en angribende søstjerne vil kammuslinger svømme bort. Ved at klappe skallerne hurtigt sammen ved hjælp af den veludviklede lukkemuskel, frembringer den en kraftig vandstrøm, der presses ud ved hængslet. Hermed kan muslingen springe eller svømme væk fra angriberen. Den kan også ved hurtigt at lukke skallerne foretage hurtige spring med hængslet forrest (figur B). Også over for angribende konker har kammuslinger et forsvar. Selv efter at konken har fået skalkanten inden for kapperanden, kan store eksemplarer ved hurtigt at lukke skallerne sammen „puste“ konken væk. Derefter vil det være klogt af kammuslingen at svømme bort. |
| Gift- og gribetænger |
|
En del søstjernearter æder ofte andre søstjerner eller søpindsvin. Mod sådanne angreb har nogle søpindsvin forsvarsorganer: små gribetænger, der sidder nede mellem de lange, spidse pigge, og hvoraf nogle står i forbindelse med giftkirtler. Det gælder f.eks. tangborre (Psammechinus miliaris, figur 8-65), der går til modangreb, hvis den angribes af pigget søstjerne (Marthasterias glacialis, figur C). Den lægger de lange pigge ned, så gifttængerne blotlægges. Tængerne bider sig fast i søstjernens sugefødder, og det er åbenbart så ubehageligt, at den opgiver angrebet. |
| Skægtråde |
| Da hestemuslinger vokser og forplanter sig langsomt, er de særligt sårbare over for rovdyr. Hestemuslinger sidder fast på underlaget ved hjælp af seje tråde (byssus), der er udskilt af kirtler nær foden, så den ikke kan flygte. På foden sidder imidlertid andre kirtler, der danner et lignende sekret. Med den slanke, tungeformede fod afsætter muslingen sekretet på skallen nær bagendens kanter. Sekretet stivner til nogle ca. to cm lange skæglignende tråde. Skægtrådene tjener til at advare muslingen. Rører f.eks. en angribende konk ved dem, vil muslingen øjeblikkeligt lukke skallerne sammen, så konken ikke kan nå at stikke sin skal i klemme. De skæglignende udvækster kan også beskytte mod søstjerner, idet søstjernens sugefødder har svært ved at fæstne til trådene. Skulle det alligevel lykkes at hive skallerne fra hinanden, vil det stadig være vanskeligt at krænge maven ned mellem de stive udvækster (figur 8-64 og 8-68). |
| Afsnøring af angrebne dele |
| Hvis en sand krabbe (Hyas araneus, figur 8-58) eller en søsol (figur 8-67) angriber en arm af almindelig søstjerne, vil søstjernen oftest snøre armen af ved grunden. Den nu firearmede søstjerne kan stikke af og herved redde livet. Den manglende arm vokser ud igen, og søstjerner ses ofte med en eller flere arme under gendannelse. En isoleret arm uden kropskive kan derimod ikke gendanne et nyt dyr. |
| Nældeceller |
| Polypdyr anvender nældeceller som forsvar (og til fangst af føde). Nældecellerne sidder over det meste af dyrene, men særlig tæt på tentaklerne. Ved kemiske eller mekaniske påvirkninger vil hver nældecelle udslynge en piskeformet tråd, der ofte har modhager. Afhængigt af typen vil nældecellerne desuden udskille en lammende gift eller et klæbrigt stof. En raffineret form for forsvar findes hos nogle nøgensnegle, der lever af polypdyr, især hydroider og søanemoner. Byttedyret og de fleste af dets nældeceller fordøjes, men sneglene har udviklet en mekanisme, så særlig giftige nældeceller hverken udløses eller fordøjes. I stedet vandrer de ud i udvækster på sneglens ryg (boks 8-5). Angribes sneglen, vil nældecellerne udløses og brænde det angribende dyr, f.eks. en fisk. Nogle fritsvømmende snegle lever bl.a. af det berygtede polypdyr, den portugisiske orlogsmand (Physalia sp.), der lever i varme have. Der er beretninger om, at badende ved at berøre sneglene har mærket sviende smerte. |
| Sure sekreter |
| Nogle snegle gør sig uspiselige ved at udskille et surt sekret gennem huden. Det gælder bl.a. brun doride (Onchidoris bilamellata), der lever af rurer (figur 8-55). Mudderbundens stor flæsketerning (Philine aperta) udskiller svovlsyre fra kirtler under huden. Får en fisk en sådan snegl i munden, vil den uvægerlig spytte byttet ud igen. Man har iagttaget, at den samme torsk har spyttet sneglen ud et par gange, for derefter at beholde den i maven. Behandlingen har åbenbart betydet, at sneglen har udskilt det meste af syren, så den blev spiselig. Andre, hurtigere opfattende fisk spytter byttet ud og prøver derefter ikke at æde det igen. Også andre dyr udskiller et surt sekret. Det gælder f.eks. løgorm (Travisia forbesii), en børsteorm som lever i groft sand, og jodorm (Harrimania kupfferi), en agernorm der lever i mudderbunden. De lugter eller smager åbenbart så rædsomt, at ingen vil drømme om at æde dem. |
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Pighuder.
- Forrige afsnit er Muslinger
- Næste afsnit er Polypdyr, børsteorme og andre ormelignende infauna-dyr
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.