Mange bunddyr har planktonlarver, mens andre i stedet har direkte udvikling (se også kapitlet Det farveløse plankton (inkl. efterfølgende afsnit)).

En del bunddyr lægger store blommerige æg, som indeholder tilstrækkelig næring til hele fostrets udvikling. Fra disse æg klækkes store „fede“ larver, som kryber hen ad bunden for at slå sig ned tæt ved oprindelsesstedet. Disse larver kaldes ofte for lecitotrofe larver. Andre bunddyr producerer larver, som mangler blommesæk. De er afhængige af at skulle tage føde til sig i planktonet, som såkaldte planktotrofe larver, før de kan sætte sig på havbunden og forvandle sig til en lille udgave af de voksne dyr. Lecitotrofe larver er derfor også langt større end de planktotrofe larver, som må æde sig store i planktonet.

Hos bunddyr med direkte udvikling eller bunddyr med udpræget yngelpleje lægger en hun typisk op mod 100 æg per gydesæson. Hos arter med lecitotrofe larver lægges 1.000-20.000 æg per hun på en sæson. Til sammenligning producerer bunddyr med planktotrofe larver millioner af æg per gydesæson. Disse æg er til gengæld meget mindre og derfor billigere at producere.

Dødelighed gennem larvelivet er meget større for planktotrofe larver end for lecitotrofe larver, og den er allermindst for bunddyr med direkte udvikling. Blandt plankotrofe larver vil 1 ud af 100.000 nyklækkede larver overleve planktonlivet og nå tilbage til bunden.

Hvilken „strategi“ der er den mest succesrige – få men store larver eller mange men små larver – afhænger i sidste instans af, hvem der bedst omsætter den forbrugte energi til forplantningsdygtigt afkom.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Bunddyrlarvernes produktion og skæbne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig