FIGUR 15-12. Ny, “selvgroet” egeskov på vej: egedomineret tilgroningsskov.

.

FIGUR 15-11. Meget kroget egekrat. I mange tilfælde er de nuværende egekrat præget af at være en første gendannelsesfase efter en lang periode med hårdt kulturtryk og ofte barske naturforhold.

.

Egekrat eller “egepur” og i Sønderjylland “skrøp” er egentlig en betegnelse for en særlig lav, kroget og “mishandlet” form for naturlig, dvs. ikke-plantet egeskov. Egekrat er selvgroet, dvs. selvsået, rodskudt eller stødskudt. Egekrat har fået en særlig status i litteraturen og senere i skovloven med bestemmelsen fra 1989 om, at egekrat skal bevares.

Foruden stilk-eg og/eller vinter-eg er der en vis andel af bævreasp, røn, birk samt småbladet lind eller evt. rød-el og ask samt bøg i disse krat.

Dertil kommer en form for underskov af buske som tørst og ene – og på muldbund tjørn og hassel.

Spændvidden er stor og grænsen til “skov” er flydende eller fraværende. Typiske egekrat er forholdsvis lave, og træerne ofte langsomtvoksende, krogede eller flerstammede som følge af tidligere påvirkninger med hyppig hugst, evt. som egentlig stævning, og nedbidning af græssende dyr samt kårene med fattig jordbund, vind og frostskader. Mange egekrat blev således stævnet under verdenskrigene på grund af træmangel og pligthugster (se Skoven i de seneste 6.000 år: Regulering og intensivering i det 20. årh.).

Langt de fleste egekrat findes på fattig jordbund i Midt- og Vestjylland, men der ses også krat på mere næringsrig bund, f.eks. Klåbygård Skov ved Ribe. Lignende vegetation kan træffes over hele landet, hvor de natur- og kulturgivne kår tilsiger det i bryn, kystkrat, på heder og overdrev, fattig sandbund eller klippegrund, f.eks. flere steder i Østjylland, på Nordbornholm og i Ulvshale Skov på Møn.

Opmærksomheden har især været rettet mod de vestjyske egekrat. Det skyldes ikke mindst overvejelserne om skovrejsningen på hederne (se Skoven i de seneste 6.000 år: Udvidelse af skovarealet 1788-1950) og diskussionen om, hvorvidt de jyske hedesletter havde båret skov eller ej; en debat, der stod på fra 1700-tallet til 1950'erne, hvor det med pollenanalyser endegyldigt blev dokumenteret, at også hederne havde båret skov.

Som skovhistorikeren Chr. Vaupell udtrykte det i 1863:

“Egekrattene paa Heden have oftere været paa Tale og været Gjenstand for større Opmærksomhed end de bedste danske Skove, hvilket hidrører fra, at de ere beliggende paa Heden og saaledes blevne inddragne i det nationale Spørgsmaal om Hedernes Opdyrkning.”

Dette fokus på de (vest)jyske forhold blev fastholdt af mange senere forskere og forfattere og har ført til flere fredninger og statskøb af egekrat og til, at egekrat i 1989 fik en særlig beskyttelse i skovloven. Egekrattenes bøgemodstykke, røllerne (se Bøgekrat), har slet ikke været genstand for samme interesse.

Egekrattenes oprindelse og udvikling

Egekrattene kan ses som stadier i en vekselvirkning mellem skov, egekrat og hede, der er styret af menneskelig udnyttelse og naturlige processer (boks 15-3).

Man skelner mellem såkaldte kontinuitetskrat, der har lang vedvarighed (kontinuitet) og i princippet kan nedstamme fra den oprindelige skov på stedet, og tilgroningsegekrat, der er opstået ved, at f.eks. et hedeareal på ny er sprunget i skov.

Kontinuitetskrattene kan have været udnyttet meget hårdt med hyppig hugst (evt. stævning) og græsning, men uden at blive ryddet helt eller opdyrket, og har derfor kunnet genrejse sig som gendannelseskrat. Det gælder især de egekrat, hvor en art som småbladet lind stadig forekommer. Linden kan overleve gentagen nedhugning takket været dens evne til at skyde påny, men den har til gengæld meget svært ved at genetablere sig med frø, hvor den først er blevet ryddet.

Enkelte gamle kontinuitetskrat, som har bevaret skovmiljø igennem lang tid som Kås Krat (se Eksempler på egeskove og egekrat), rummer ofte sjældne arter af bl.a. laver.

Tilgroningskrat med eg udvikler sig stadig ved naturlig tilgroning af heder og overdrev. Man kan f.eks. finde eksempler på Nordbornholm og ikke mindst i tilknytning til flere jyske egekrat.

Boks

Sammenhænge mellem skov, egekrat og hede i tid og rum.

.

Sammenhænge mellem skov, egekrat og hede i tid og rum.

.
Boks 15-3. Skov-krat-hede

Gennem århundreder gik udviklingen, trods perioder med gentilgroning, generelt fra skov mod hede som følge af bevidst menneskelig udnyttelse. Skov blev til krat som følge af hyppig hugst, græsning og afbrænding, krat blev fastholdt som krat af naturkår i forening med den hårde udnyttelse eller blev til hede. Som E.M. Dalgas skrev i 1870: “Naar en Skov bliver mishandlet og tillige er udsat for Vinden, forandres den efterhånden til Krat (Egepurrer eller Bøgepurrer), og naar heller ikke dette fredes, gaar det efterhaanden ud og erstattes af Lyng”.

Hedetilstanden var givetvis tilstræbt af hensyn til husdyrholdet og blev opretholdt ved regelmæssig afbrænding – samt gennem intensiv udnyttelse med lyngslæt, husdyrgræsning og afskrælning af morlag til brændsel. I nutiden bevæger udviklingen sig i modsat retning: Uden indgreb springer lyngheden i krat og skov, forstærket af det store kvælstofnedfald fra luften. Urørte og ekstensivt udnyttede egekrat udvikler sig støt og roligt i retning af en højskovtilstand, i særdeleshed hvor bøg og andre skyggetræarter forekommer.

Sammenhænge mellem skov, egekrat og hede i tid og rum. Ill.: Jørgen Strunge efter Møller m.fl., 2002.
Sammenhænge mellem skov, egekrat og hede i tid og rum. Ill.: Jørgen Strunge efter Møller m.fl., 2002.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Egekrat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig