Bundvegetationens sammensætning og levevis

Havbundens planter omfatter arter af meget forskellig oprindelse, størrelse, form og levevis. Plantesamfundene består først og fremmest af alger, men også blomsterplanter har fundet plads i de beskyttede farvande. Blandt algerne kan man skelne mellem de større arter, der kan ses med det blotte øje, og mikroalgerne, der ligner dem, man finder i de frie vandmasser.

Nogle mikroalgearter lever oven på og i de øverste millimeter af havbunden, andre vokser på sten, skaller og andre planter. Der findes flere hundrede arter af forskellige mikroskopiske alger, og især er gruppen af kiselalger meget artsrig. De forskellige mikroalgegrupper behandles i kapitlerne Havbundens små organismer og Havbundens stofomsætning (inkl. efterfølgende afsnit) så her behandles kun generelle forhold.

Større flercellede alger kaldes makroalger. De største makroalger kan blive op til 50 m lange, men herhjemme bliver de største arter sjældent mere end 3-4 m lange. I de danske farvande findes godt 300 forskellige arter af makroalger tilhørende grupperne: rødalger, brunalger og grønalger. De sidder som regel fast på voksestedet.

Bundvegetationen rummer også blomsterplanter. Der findes 10-15 arter af blomsterplanter i danske farvande, men de fleste af dem er i virkeligheden ferskvandsplanter, der blot tåler en vis saltpåvirkning. Af de få blomsterplanter, der fuldt ud har tilpasset sig levevilkårene i havet, er ålegræsset (Zostera marina) langt den kendteste og mest udbredte. I beskyttede fjorde kan ålegræsplanten blive næsten 2 m høj.

Den store variation i størrelse mellem havbundens planter afspejler de forskellige fordele, der er ved at være henholdsvis lille eller stor.

Det er en almengyldig naturlov, at små organismer kan vokse meget hurtigere end store. Lille størrelse betyder nemlig, at organismen har en stor overflade ud mod det omgivende miljø i forhold til dens volumen. Lys, kuldioxid og næringsstoffer til vækst kan derfor let opfanges, og transporten af stofferne inde i organismen er kort og hurtig. Små former kræver heller ikke støttevæv til at holde løvet oprejst eller ledningsvæv til at sørge for den interne transport af stoffer. Det meste af energien kan derfor bruges til vækst og formering, og generationstiden er kort. De mikroskopiske alger kan fordoble deres mængde i løbet af fra en halv til få dage, og algerne kan effektivt udnytte korte perioder med gunstige vækstforhold. Til gengæld er de små former mindre robuste end de store og lider konstant store tab til planteædende dyr.

De store alger har et tykt løv, en del strukturvæv, væv til forankring og ledningsvæv til at transportere stoffer rundt i planten. Tilførslen af ressourcer fra omgivelserne er langsommere på grund af en mindre overflade i forhold til plantens volumen, og en stor del af den energi, som bindes ved fotosyntesen, går til vedligeholdelse fremfor til vækst og formering. Generationstiden er derfor lang. For store brunalger som sukkertang (Laminaria saccharina) og blæretang (Fucus vesiculosus) er den fra et halvt til ét år. Til gengæld er de store, langsomtvoksende former robuste og ikke særligt attraktive som dyreføde. De daglige tab af væv er derfor små (figur 7-2).

Der er således både fordele og ulemper knyttet til en given størrelse. Generelt dominerer små former i meget forstyrrede miljøer med kraftig fysisk påvirkning og/eller stor variation i vækstforhold som saltholdighed og lys. Store, langsomtvoksende former kan derimod opbygge meget tætte bestande i områder med mere stabile levevilkår. F.eks. kan hyppige forstyrrelser i form af isskuring eller omlejring af bundmateriale hindre etablering af flerårige alger, men små, hurtigtvoksende alger kan nå at etablere sig og gennemføre deres livscyklus sådanne steder inden næste forstyrrelse.

Ligesom der er fordele og ulemper knyttet til størrelse, er der også fordele og ulemper ved at leve hhv. fritsvømmende og fasthæftet.

Planktonalgerne er specialiseret til at leve frit i vandet. Vandsøjlen repræsenterer et miljø med store og hyppige forstyrrelser og med lave koncentrationer af næringsstoffer i vækstsæsonen – og da planktonalgerne mere eller mindre passivt følger med vandets bevægelser, vil de normalt ikke komme i kontakt med nye vandmasser. Planktonalgerne oplever derfor ofte perioder med dårlig vækst og store tab af bestande. Til gengæld betyder deres høje væksthastighed, at de hurtigt kan genskabe bestandene, når forholdene igen bliver gunstige.

Bundvegetationen sidder som nævnt normalt fast på voksestedet, og kun ved voldsom bølgepåvirkning vil løvet blive revet løs og gå tabt. Det faste voksested medfører desuden, at vandet hele tiden fornys omkring planterne. De får derfor til stadighed tilført nye næringsstoffer, der oven i købet også frigives fra havbunden, og dermed øges næringsrigdommen også i bundvandet omkring dem

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Bundvegetationens sammensætning og levevis.

• Forrige afsnit er Den økologiske betydning af havbundens små organismer
• Næste afsnit er Havbundens plantetyper