Det er i dag almindeligt erkendt, at egentlige mikroorganismer – og specielt bakterier, men også protister – spiller en helt afgørende rolle for den biologiske stofomsætning i havbunden (se Nedbrydningens forskellige aktører).

Når det gælder meiofaunaen har dens økologiske rolle været mere omdiskuteret. Nogle forskere har foreslået, at meiofaunaen reelt er en „energimæssig blindgyde“ forstået på den måde, at meiofaunaen inden for egne rækker rummer så mange fødekædetrin, at der ikke bliver energi tilbage til større dyr som f.eks. fisk. Dvs. at den energi, som bundlevende alger og bakterier tilvejebringer, ikke kommer højere fødetrin til gode. Man har også påpeget, at der er konkurrence mellem nyligt bundfældede larver af større dyr og den ægte meiofauna om fælles ressourcer, hvilket igen skulle reducere de større dyrs muligheder.

Problemstillingen er imidlertid noget kunstig. Det er en kendsgerning, at der er et vist optimalt størrelsesforhold mellem fødepartikler og deres konsumenter: Der er f.eks. ingen fisk eller store krebsdyr, der kan udnytte meget små fødepartikler som bakterier. Alle biologiske samfund udviser derfor et forholdsvis kontinuert størrelsesspektrum af arter fra de mindste bakterier til de største hvirveldyr. Men det er klart, at tabet af den kemiske energi, der oprindeligt dannes af fotosyntetiserende organismer, er størst gennem fødekæder med flere led. Disse forhold er sammenlignelige med fødekæderne i de frie vandmasser og den såkaldte „mikrobielle løkke“ (se Primærproduktionens skæbne).

Desuden skal det fremhæves, at mange større dyr faktisk udnytter meiofaunaen som føde. Mindre bunddyr kan fange enkelte meiofauna-individer. Nogle større krebsdyr, f.eks. eremitkrebs, hvirvler sand op og sier de ophvirvlede rundorme og andre meiofaunadyr med børsterne på deres mundlemmer. Og igen andre dyr skraber meiofauna sammen med kiselalger og bakterier fra faste overflader. Endelig er der mange dyr, f.eks. nogle søpølser og irregulære søpindsvin, der mere eller mindre selektivt sluger sedimentet og fordøjer de organismer, der følger med – og herunder meiofaunaen. Meiofaunen indgår således i fødekæder, der i sidste ende fører energi og stof til store, bundlevende dyr og fisk.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Den økologiske betydning af havbundens små organismer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig