Bøgen har en stor økologisk spændvidde; den tåler ikke våd bund, men kan ellers vokse og danne skov på hele bredden af jordbunde fra det meget fattige, sandede, sure og udvaskede til det meget næringsrige og basiske; ja selv på kalkklippe kan der stå bøgeskov. Bøg er en af de få træarter, der kan klare disse ekstreme vækstforhold. Flere steder går bøgeskoven helt ud til kysten, stedvist nærmest hænger kronerne ud over det salte vand.

Bøgeskovens fremtoning, højde og tilvækst er selvfølgelig meget afhængig af, om den eksempelvis står i læ på frodig og rig bund eller på vindudsat fattig, forblæst bund. Sin mest imponerende udvikling opnår bøgeskoven på næringsrig, leret bund i bakket terræn i det østlige Danmark. Her kan bøgen udvikle et stort rod system og opnå træhøjder på op mod 40 meter, mens diameteren på enkelttræer kan nærme sig de 2 meter. På mere fladgrundet, stift ler, f.eks. på Lolland, er højdevæksten mere begrænset, og gamle bøge kan blive delvist toptørre som følge af rodskader. Også på næringsfattig, sandet moræne og smeltevandsaflejringer er væksten mere begrænset og langsom.

Tilvæksten kan være mere end fem gange højere på rig end på fattig jordbund. Til gengæld er det ofte under vanskelige vækstforhold, at træerne naturligt kan opnå en høj alder. De ældste danske bøge med aldre på 3-400 år står således på kalkklippe på Møns Klint og på fattig bund, mens bøgene på den næringsrige bund sjældent kan blive ældre end 200 år. I de forstligt drevne bøgeskove får træerne, lidt afhængig af væksthastigheden, dog sjældent lov til at blive ældre end 110-150 år.

Struktur

FIGUR 14-8. Søjlehallen – den typiske, forstligt drevne bøgeskov.

.

De fleste danske bøgeskove fremtræder temmelig ensaldrende. I de ældre stadier ses den som udprægede “søjlehaller” (figur 14-8), eventuelt med en yngre underetage. Det er som regel en følge af driftsformen (boks 14-1). Det kan også skyldes eftervirkninger af historiske forhold som store stormfald, store oldenår, voldsomme hugstindgreb eller bratte fald i husdyrgræsningen som følge af kvægpesten i 1700-tallet og ikke mindst indfredningerne omkring år 1800.

Bøgeskov kan dog også blot virke ensaldrende, uden at det er tilfældet, fordi bøgeskoven har en tendens til at “egalisere” sig, dvs. danne kronetag i samme højde, uanset hvor gamle de enkelte træer i bevoksningen er. Det kan f.eks. ses på Møns Klint og på Hald Inderø, hvor aldersspandet i bevoksningerne kan være fra 50-100 til over 300 år.

Naturlige, længe urørte bøgeskove er, navnlig på blot lidt varieret terræn, oftest en kompleks mosaik med lysbrønde og forskelligaldrende grupper af opvækst og træer, samt væsentlig flere gamle træer og meget mere dødt ved. Det ses i bl.a. Suserup Skov, Strødamreservatet ved Gadevang, Svenskebøgene i Nørreskoven ved Furesøen, Kaffehøj i Farum Lillevang og i dele af Longelse Bondegårdsskov.

Bøgeskov kan næsten bestå af bøg alene, men ofte ses indblanding af andre træarter. Det kan være overstandere, dvs. træer fra en tidligere generation på arealet, f.eks. eg eller bøg, indplantede nåletræer eller selvsået indblanding af arter som ask og ahorn, avnbøg i de sydøstlige dele af landet og enkelte steder småbladet lind. Underskoven kan, afhængig af lysforholdene, bestå af ren bøg, eller af en blanding af bøg, ask, ahorn og elm og forskellige arter af buske. Et enkelt sted, ved Munkebjerg nær Vejle, indgår taks i bøgeskoven. I dele af Jylland og stedvist på Fyn ses jævnligt kristtorn i underskoven.

Vandstandens betydning

Bøgeskoven bliver naturligt begrænset af vandstanden. Bøgen er simpelthen skovens mest vandskyende træart, den har problemer, hvor grundvandet står højt, og kan slet ikke tåle oversvømmelser. Som omtalt i afsnittet Afvanding har skovbrugets omfattende afvanding imidlertid ændret på fordelingsmønstret, således at der nu står bøg på arealer, der tidligere var for våde for den.

Hvor bøgeskoven har levet med forholdsvis høj vandstand i jorden i lang tid, bliver rodsystemerne overfladiske og træerne ustabile i storm. Store udsving i nedbøren kan gøre træerne udsat for på den ene side tørkeskader og på den anden regulær druknedød. De højtliggende rødder bliver ligeledes let udsat for kørselsskader. I bøgeskov på stivleret jordbund kan hugst og kørsel med tunge maskiner let medføre rodskader og en “forsumpning”, der tager livet af bøgene.

Bøgens konkurrenceevne

Bøgen er som udpræget skyggetræart, der både giver og tåler dyb skygge, en særdeles konkurrencestærk – nærmest ufordragelig – træart på den høje, ikke-våde jordbund. Den er i stand til at etablere sig under de fleste andre træarter, og ofte vil den i løbet af en årrække kunne overtage mere lyse skove, f.eks. skove af birk, ask eller eg. Det ses bl.a. i egeskove og egekrat, gamle græsningsskove, tilgroningsskove og blandskove på høj bund, eller hvor vandstanden er sænket af dræning; stedvist kan man endda se, at tidligere ellesumpe bliver til bøgeskov.

Bøgen er således godt rustet til at vinde indpas, når andre træarter har etableret en form for skovtilstand og skovmiljø, men den har til gengæld ofte ret svært ved at etablere sig i åbent land, navnlig i tæt og tykt græs, bl.a. fordi de tyndbarkede bøge dér let bliver udsat for at blive ringgnavet og dø som følge af musegnav. Det samme ses ofte i bøgeplantninger på græsrige, åbne arealer.

Bøgen kan dog etablere sig i græsningsskov og på overdrev, f.eks. hvor den er spiret frem i ly af tornede og stikkende buske som roser, tjørn og enebær, der kan beskytte planten mod dyrebid. Den kan også danne en hækagtig busk, der trods dyrenes stadige beklipning støt og roligt kan vokse i højden, indtil toppen eller toppene er uden for vildtets rækkevidde og så vokse frit. Vildtet kan således næppe helt forhindre, at udviklingen går mod en bøgedomineret skov. Det ses bl.a. i Rebild Bakker og i skovene ved Lille Vildmose.

Der kan dog, selv i nogenlunde naturlige skove under sammenlignelige jordbundsforhold, men med forskellig udnyttelse gennem tiden, være stor forskel på, hvor fremtrædende bøgen er. Det ses bl.a. i skovene ved Hald Sø sydvest for Viborg. Hald Ege lever op til navnet og domineres i størstedelen af eg, mens skoven på Hald Inderø er næsten ren bøgeskov. Hvis ikke bøgen blev holdt i ave med aktiv naturpleje, ville de gamle egekrat også blive til bøgeskov, ligesom det kan ses i en lille, urørt sammenligningsflade, hvor der for at vise udviklingen, ikke foretages naturpleje. Dér er der kun få ege, som stadig er i live – og sceneriet lader ikke Vaupells beskrivelser meget tilbage.

Bøgeskovens stabilitet

Bøg er ikke så stormfast som f.eks. eg, og kan rodvælte på udsatte steder. Også brand kan true bøgeskoven på grund af stammernes tynde bark, men ud over mennesket kan ellers kun tøndersvampen gøre en bøgeskov ustabil. Dog gør tøndersvamp sig først for alvor gældende hos så gamle bøge, at hugsten som regel har taget livet af dem længe før.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Bøgeskovens økologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig