Bøgen indvandrede til Danmark for over 3.500, muligvis allerede 4.500 år siden (kapitlet Skovenes naturgivne rammer). Det var på et tidspunkt, hvor mennesket med landbruget for alvor var i færd med at sætte sit præg på skov og landskab. Den første lange tid var bøgen tilsyneladende kun et underordnet element i skoven, og tidspunktet for, hvornår den begynder at blive dominerende og skov- eller bevoksningsdannende, varierer meget fra sted til sted (figur 3-4). Hvor kulturpåvirkningen var forholdsvis beskeden, bl.a. i Gribskov, skete det allerede for 3.600-3.000 år siden, og hvor påvirkningen var stærkere, skete det væsentligt senere, f.eks. i folkevandringstiden for 1.600-1.200 år siden eller endnu senere (kapitlet Skovenes historie).
Mange steder kan det sandsynliggøres, at den stedlige bøgeskov nedstammer fra den oprindeligt indvandrede bøgeskov på stedet, dvs. genetisk set er “naturskov”. I takt med skovrydning og opdyrkning gik også bøgen tilbage. Da det danske skovareal nåede sit minimum i begyndelsen af 1800-tallet, var skoven og også bøgen helt væk mange steder, især i Vestjylland og på flere mindre øer, bl.a. Ærø og Strynø. I visse tilfælde forsvandt bøgen dog så sent, at den har kunnet nå at sætte sig spor i de historiske kilder eller i stednavnestoffet, f.eks.: Bøgvad, Bøgild og Bøgholm. Men der var også områder i Vestjylland, hvor bøgen efter al sandsynlighed aldrig nåede frem, især fordi åbent land allerede var fremherskende på det tidspunkt, hvor bøgen for alvor bredte sig.
I Østjylland, i Silkeborg- og Roldområdet og på Fyn, Sjælland, Møn og Falster bevarede bøgen en stærk stilling. I eksempelvis dele af Gribskov har der formodentlig været bøgeskov i over 3.000 år. Bøgen klarede også skærene på mindre øer som Æbelø og Romsø. Derudover har bøgen bevaret fodfæstet længere vestpå, f.eks. i Rydhave ved Vinderup, og i Draved Skov og Lindet Skov i Sydvestsjælland.
På Bornholm forekom bøgen tilsyneladende med en lav andel i Jernalderen og frem til 1400-1600-tallet, hvor den var helt udryddet, og dens niche i de tilbageværende skove blev udfyldt af avnbøgen. Men spørgsmålet har ikke helt kunnet afklares, da det, trods ihærdig eftersøgning, ikke er lykkedes at finde aflejringer på øen, der med indhold af pollen, frø eller blade fra perioden har kunnet belyse sagen. Alt er gravet væk som tørv.
Bøgens fravær eller forsvinden fra den vestlige del af landet – fra såvel de fattige hede- og klitegne som de fede jorder i Thy – har givet anledning til at formode, at bøgen og bøgeskoven havde en vestgrænse ned gennem Danmark, og at denne grænse skyldtes vestenvind og salt. Men forklaringen er snarere årtusinders kulturpåvirkning med rydning, opdyrkning og ikke mindst hugst og hededrift med afbrænding. Bøg er med sin tynde bark væsentlig mere sårbar over for brand end bl.a. eg og bævreasp, og blev derfor udryddet mange steder i Midt- og Vestjylland.
Når bøgeskov nu kan træffes i stort set hele landet, skyldes det især senere plantninger og såninger, både i gamle skovområder og egekrat og i plantager, selv helt ude vestpå. På Bornholm blev den således genindført kort efter år 1800, og senere i 1800-tallet blev den indplantet ved bl.a. Højris på Mors og Nørholm ved Varde. I utallige hede- og klitplantager er bøgen bragt ind som anden eller tredje generation, efter at et skovmiljø var gendannet med nåletræplantningerne. I flere plantager, som f.eks. Palsgård Skov ved Hampen Sø, Tisvilde Hegn og Sonnerup Skov i Odsherred står der således over 100 år gamle bøgebevoksninger, og flere steder er bøgen for længst begyndt at så sig i plantagerne. Desuden kommer der stadig ny bøgeskov til gennem skovrejsning på landbrugsjord.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.