A. Den almindelige smerling, som faktisk er meget ualmindelig.

.

B. Den finnestribede ferskvandsulk findes i Danmark kun naturligt i Skjern Å-systemet.

.

Figur 10-8. Brasen og – som her – skalle kan i forbløffende store mængder vandre fra søer og ud i vandløb.

.

Figur 10-9. Selv guldfisk kan man nu og da finde i vores vandløb. Der er tale om fisk, som er sat ud fra havedamme og akvarier.

.

Fiskearter fra udspring til udløb

Øverst i vandløbet dominerer oftest tre- og nipigget hundestejle, ørred, elritse og bæklampret. Nederst i vandløbet er det muligt at finde stort set alle de arter, som lever i hele vandsystemet. Det skyldes, at den evige vandstrøm i retning mod havet transporterer mange individer til de nedre dele af vandløbene, samt at nogle arter foretager en aktiv vandring mod havet.

Nogle fisk som f.eks. ørreden og andre laksefisk kan kun gyde i vandløb med hurtigtstrømmende vand med sten- og grusbund, dvs. i vandløb med et godt fald.

Hvis vandløbene er korte og løber direkte ud i havet, er der som regel kun få arter. Det er arter, som både kan leve i fersk- og saltvand, og som derfor kan indvandre fra nabovandløb. Det gælder bl.a. ørred, ål, hundestejle og skrubbe.

Generelt er artsdiversiteten størst i de store vandløb og især i vandsystemer med søer. Fra søer vil der nemlig naturligt udvandre gedde, aborre, skalle, suder, hork og brasen (figur 10-8). Nye undersøgelser har overraskende vist, at en stor del af udvandringen foregår om vinteren (se nærmere i Søfisk på vintervandringer). Fra nogle søer kan der udvandre op til 80 % af søens bestand af brasen og skalle. De kan derved øge den samlede mængde fisk i vandløbene med mange tons.

Anadrome og katadrome fisk

I vandløb er der fiskearter, som lever hele deres liv i ferskvand. Denne gruppe af fisk dominerer. Andre arter vandrer mellem fersk- og saltvand for at benytte gyde- og opvækstområder i de forskellige miljøer.

Fiskearter, som gyder i ferskvand og har yngelstadiet dér, men lever størstedelen af deres voksne liv i havvand, kaldes anadrome. Det mest kendte eksempel på en anadrom fisk er nok laks, hvis livscyklus vil blive beskrevet senere.

Fiskearter, som starter deres liv i saltvand og senere vandrer op i ferskvand for at bruge vandløb og søer som opvækstområde, kaldes katadrome, og hertil hører ålen.

Anadrome fisk og fisk, som slet ikke kan tåle saltvand, regnes for ferskvandsfisk, mens ålen og andre katadrome fisk faktisk må betegnes som saltvandsfisk.

Uddøde arter

Der er mange spændende fiskearter i danske vandløb, og endnu et par interessante arter levede her efter sidste istid, men er nu uddøde. Som nævnt i boks 10-2 er hvidfinnet ferskvandsulk antageligt uddød siden 1960, men langt tidligere uddøde stør og malle (se også Søernes fiskearter). Begge disse arter menes at have haft en meget større udbredelse end blot et enkelt vandløb. Støren har antageligt optrådt som enkeltstående individer i større vandløb, og der kan være tale om strejfere fra større europæiske floder. Derimod er der fundet rester af maller på stenalderbopladser både på Fyn og Sjælland, hvilket antyder, at den ikke var særlig sjælden.

Gruppe Arter
Aborrefisk Aborre, hork, sandart
Flyndere Skrubbe
Geddefisk Gedde
Hundestejler Nipigget hundestejle, trepigget hundestejle
Karpefisk Brasen, elritse, flire, grundling, løje, karusse, regnløje, rimte, rudskalle, skalle, strømskalle, suder, almindelig smerling, dyndsmerling, pigsmerling
Laksefisk Smelt, helt, heltling, laks, snæbel, stalling, ørred
Sildefisk Stavsild, majsild
Torskefisk Knude
Ulke Finnestribede ferskvandsulk
Ålefisk Ål
Lampretter Bæklampret, flodlampret, havlampret
Tabel 10-1. Fiskearter, som er oprindelige, og som i dag stadig lever i vore vandsystemer.

Oprindelige og nye arter

En samlet opgørelse over udbredelsen af fiskearter i vandløb og søer blev sidst udarbejdet af biologen C. V. Otterstrøm (1881-1962) i bogserien Danmarks Fauna, som udkom i 1912-17. Han nåede frem til, at i alt 39 fiskearter fandtes naturligt udbredt i vores ferske vande, og alle disse kan træffes i vandløbene (tabel 10-1).

Med henblik på at få en opdateret viden om udbredelsen af vore ferskvandsfisk, gennemførte man i årene 2006-2011 det såkaldte Atlas over Danske Ferskvandsfisk-projekt. I den forbindelse indsamlede man oplysninger om de enkelte arter. Ved projektets afslutning kunne man konkludere, at der findes mere end 60 arter af ferskvandsfisk her i landet. Det er et meget stort tal sammenligned med de 39, Otterstrøm regnede som hjemmehørende i 1900-tallets begyndelse. Hvidfinnet ferskvandsulk og stør er uddøde, men mange nye er kommet til (se tabel 10-2).

Tilgangen af nye arter skyldes bl.a. ulovlige udsætninger af eksotiske arter, som bliver importeret af dyrehandlere og fiskeimportører, og som oprindeligt var tiltænkt akvarier og havedamme. Samtidig kan nye fiskearter introduceres ved, at lystfiskere fra f.eks. Tyskland og Holland bringer nye arter ind i landet og bruger dem som levende agnfisk. Efter endt fiskeri bliver overskuddet af agnfisk hældt i åen eller søen, hvor de så har muligheden for at etablere en ny bestand.

Gruppe Arter
Aborrefisk Almindelig solaborre
Hundefisk Lille hundefisk
Karpefisk Græskarpe, karpe, bitterling, båndgrundling, sølvkarusse
Laksefisk Kildeørred, regnbueørred, fjeldørred
Mallefisk Forskellige mallearter
Tabel 10-2. Fremmede fiskearter, som i dag lever i danske vandløb.

Det er dog ikke alle nye arter, som formår at etablere sig i de danske vandløb. Regnbueørred er undsluppet til de danske vandløb og søer i milliontal fra de mange dambrug ved vandløbene. Alligevel har den ikke været i stand til at danne levedygtige bestande. Man ved ikke præcis, hvorfor den har klaret sig så dårligt i den frie natur, men det skyldes sandsynligvis, at fiskene har været opdrættet på dambrugene igennem mange generationer, og derved er deres evne til at overleve i naturen gået tabt.

Problemer med introducerede arter

Selv om man i dyrehandler nemt kan købe eksotiske fiskearter til havedamme og akvarier, er det ifølge naturbeskyttelsesloven strengt forbudt at udsætte fremmede arter i den danske natur uden en tilladelse fra Miljøministeriet. Denne bestemmelse er til for at undgå, at der bliver udsat arter, som ikke naturligt hører hjemme i vores natur (figur 10-9).

Dette er der gode grunde til, da ikke-hjemmehørende arter kan have meget negative økologiske virkninger på naturligt hjemmehørende arter og deres levesteder. Blandt andre den Internationale Naturbeskyttelsesorganisation (IUCN – International Union for Conservation of Nature) har vurderet, at en af de største trusler mod naturens oprindelige biodiversitet er introduktion af fremmede arter.

Udsætning af fisk og udlægning af fiskeæg kræver derfor altid tilladelse i henhold til fiskeri­loven.

Fremmede fiskearter kan overføre sygdomme og parasitter til de hjemmehørende arter med risiko for, at de oprindelige arter indirekte eller direkte bliver udryddet i de enkelte vandsystemer. Desuden kan de ændre balancen i økosystemerne fuldstændigt.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

Båndgrundling.

.

Figur 10-10. Det er et større mysterium, om sandarten er en introduceret art eller en art, som naturligt hører hjemme i vores fiskefauna.

.

Boks 10-3.

Båndgrundling – en ny art i danske vandløb

Båndgrundling. Foto: T. Møller Olesen.

Båndgrundlingen (Pseudorasbora parva) er en karpefisk, som oprindeligt stammer fra Asien, men som i dag lever i dele af Europa. Navnet skyldes, at den er beslægtet med grundlingen, og at den har et blåligt bånd langs med sidelinien. Arten er kendt for at få meget yngel og kan hurtigt sprede sig til et helt vandsystem. Flere lande har rapporteret, at introduktion af båndgrundling har påvirket vandsystemernes økologi i negativ retning, bl.a. fordi den æder æg fra andre fiskearter.

I 2002 fandt man båndgrundlingen i det nordjyske Ryå-system i forbindelse med, at man var ved at opfiske skidtfisk som skaller og brasener i Klokkerholm Møllesø. Senere er arten fundet i afløbet fra søen. De lokale sportsfiskere har prøvet at opfiske båndgrundlingen med det formål at udrydde den fra systemet. Det har imidlertid været forgæves. Den er efterfølgende, i 2003, registreret i Elling Å ved Frederikshavn.

Afsnit fortsætter her.

Det måske værste eksempel på, hvor galt det kan gå, stammer fra Victoriasøen i Afrika. Her findes nogle helt unikke artskomplekser af fisk fra cichlide-familien, som menes at være opstået i løbet af få årtusinder fra ganske få fælles stamfædre. I 1950’erne introducerede man imidlertid arten nilaborre, en stor rovfisk, som har en glubende appetit og kan veje op til 200 kg. Dette har ført til en økologisk katastrofe, hvor mere end hundrede unikke arter af cichlider, som kun fandtes i denne sø, nu er udryddet eller i fare for at uddø i nær fremtid. Så slemt er det ikke gået i Danmark, men båndgrundlingen er en af de introducerede fiskearter, som vækker bekymring (se boks 10-3).

Sandart og karpe – oprindelige eller introducerede?

Det har været diskuteret, om sandarten er en oprindelig art i danske vandløb og søer (figur 10-10). I litteraturen kan man finde beskrivelser af, at sandarten har levet i Haderslev Fjord tilbage i 1840’erne, og disse fisk kan i teorien være indvandret naturligt fra det sydlige Baltikum. Desuden har man fundet knoglerester af sandart, som stammer helt tilbage fra atlantikum-tiden (9000-5800 år før nu). De sandarter, der i dag lever i søer og vandløb, stammer fra udsatte fisk fra Tyskland. Sandarten kan derfor siges at være en oprindelig dansk art, men de bestande, som findes i dag, er ikke oprindelige. Se også boks 17-2 i Søernes fiskearter.

En art som karpen opfattes også af nogle som oprindelig. Det er imidlertid en introduceret art, som blev indført fra Mellem- og Sydeuropa i Middelalderen af munkene.

Flytning af oprindelige arter til nye vandløb

Ud over arter, som ikke naturligt hører hjemme i Danmark, er der også foregået flytning af oprindelige danske arter til vandsystemer, hvor de ikke naturligt hører hjemme. Finnestribet ferskvandsulk lever i dag i dele af Gudenå, men fandtes tidligere kun i Skjern Å. For stallingen er det samme situation, da den oprindeligt levede i de vestjyske vandløb, men i 1930’erne blev flyttet fra Skjern Å til Gudenå. I dag er der derfor en levedygtig bestand i Gudenå-systemet.

Selv om der sker flytning af danske arter, er sådanne handlinger ulovlige, medmindre der foreligger en tilladelse fra myndighederne. Der er jo tale om flytning af arter til økosystemer, hvor de ikke naturligt hører hjemme.

Boks 2

Boks 10-2.

Sjældne fisk i danske vandløb

A. Den almindelige smerling, som faktisk er meget ualmindelig. Foto: Finn Sivebæk.

De danske vandløb huser en række fiskearter, som få mennesker kender, og endnu færre har set. Det skyldes, at disse arter er små, har meget begrænset udbredelse og forekomst og ikke eller kun sjældent lader sig fange med lystfiskernes redskaber. Det drejer sig især om fisk inden for to grupper: smerlinger og ferskvandsulke.

Smerlinger

Blandt smerlinger findes der tre arter: almindelig smerling (Barbatula barbatula, figur A), dyndsmerling (Misgurnus fossilis) og pigsmerling (Cobitis taenia).

Almindelig smerling er i Danmark meget sjælden og findes kun i Kolding Å-systemet, i nogle tilløb til Gudenå og i Vindinge Å-systemet på Fyn. Arten er tilknyttet vandløb med relativt hurtigt strømmende vand, men kan også forekomme langs med bredden i klare søer.

Dyndsmerlingen regnes for Danmarks sjældneste ferskvandsfisk. Den findes generelt i vandløbenes langsomt strømmende dele og i søer og moser. I Danmark er den fundet i Vidå-systemet i Sønderjylland og et par andre steder i landet, men fundene er sporadiske og gjort med flere års mellemrum.

Pigsmerling er mindre sjælden, men har dog også en ret begrænset udbredelse i Danmark. Den findes i et par større åer i Sydsjælland, på Lolland og på Fyn.

Ferskvandsulke

B. Den finnestribede ferskvandsulk findes i Danmark kun naturligt i Skjern Å-systemet. Foto: Martien Kielland/ www.livetunderoverfladen.dk

Der er fundet to arter af ferskvandsulke i Danmark: finnestribet ferskvandsulk (Cottus poecilopus, figur B) og hvidfinnet ferskvandsulk (Cottus gobio).

Finnestribet ferskvandsulk findes i Danmark kun naturligt udbredt i Skjern Å-systemet, hvor den dog visse steder er ret talrig. Den findes oftest på hård bund i rene bække og åer.

Hvidfinnet ferskvandsulk er antagelig uddød fra Danmark, idet den på sit eneste kendte levested i Suså ikke er fundet siden 1960. Vandkvaliteten i åen er i dag betydelig bedre end tidligere, men manglen på levesteder med hård bund i sjællandske vandløb er sandsynligvis grunden til, at arten er forsvundet.

Der mangler generelt viden om alle disse arter. Derfor har man forsøgt at få et bedre billede af deres udbredelse i Danmark i forbindelse med Fiskeatlasprojektet (se www.fiskeatlas.dk).

Både finnestribet og hvidfinnet ferskvandsulk benyttes i mange europæiske lande som indikator for god vandkvalitet. Den hårde bund er en type levested, der er blevet meget reduceret i forbindelse med hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene og på grund af sandvandring.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vandløbenes fiskearter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig