Fiskebestandenes indvandringshistorie

Helten og snæblen er laksefisk og meget nært beslægtede; faktisk er der diskussion om, hvorvidt det egentlig er forskellige arter, eller om snæblen blot er en særlig bestand, der inden for få årtusinder har udviklet sig fra helten.

Snæblen (figur A) er uddød de fleste steder, og den sidste oprindelige bestand findes i Vidåen i Danmark.

Helten er udbredt i Skjern Å- og Storåsystemet og i søer og brakvandsområder med tilknytning til Limfjorden såsom Flyndersø, Stubbergård Sø og Klejtrup Sø. Endelig lever den i Gudenå og Alling Å, som munder ud i Randers Fjord. Man har fundet rester af helt i søsedimenter fra Vestjylland, som er 13.000 år gamle, og helten har dermed været en af de første fisk til at kolonisere Danmark efter den sidste istids ophør.

Helt og snæbel findes altså både i Vestjylland og i dele af Midt- og Østjylland. Betyder det, at der er foregået indvandring efter sidste istid fra vest via Elben og fra øst via Østersøen? DNA-analyser af helt og snæbel fra Vestjylland, Limfjordsregionen og Randers Fjord, og af helt fra Østersøen ved Rostock og fra Estland, giver et klart svar på dette spørgsmål. Alle helt og snæbel fra Danmark er nært beslægtede med hinanden, men fjernt beslægtede med helt fra Østersøen, så de danske fisk nedstammer fra den samme indvandring efter sidste istid.

Snæblens udvikling fra helt er foregået efter denne indvandring, dvs. inden for de seneste ca. 13.000 år, hvilket er meget hurtigt set med biologiske briller.

Hvordan har helten så bredt sig fra Vestjylland? Der har antagelig været forbindelse mellem Elben og det nuværende Limfjordsområde umiddelbart efter sidste istid, så helten har kunnet indvandre. På det tidspunkt spærrede kæmpemæssige mængder dødis for Gudenåen, som derfor ikke mundede ud i Randers Fjord, men i Limfjorden, hvor Skals Å nu har sit udløb. På dette tidspunkt har helten koloniseret Gudenå, og da dødisen smeltede og Gudenå ændrede sit løb og mundede ud i Randers Fjord, var helten allerede etableret i åen og blev på denne måde bragt til Østjylland (figur B).

For ferskvandsfisk, der dårligt tåler saltvand, har der i hovedsagen været to koloniseringsruter til Danmark.

1) Mens Vestjylland og Nordsøen som nævnt under og umiddelbart efter sidste istid var en sammenhængende landmasse, løb det nuværende Elben-flodsystem igennem dette område og mundede ud i det, som nu er Skagerrak (se figuren i boks 10-1). Smeltevandsfloder fra ismasserne ved den jyske højderyg løb gennem det nuværende Vestjylland og endte som tilløb til Elben. Da klimaet blev varmere, indvandrede ferskvandsfiskene via Elben til de vestjyske vandløb.

2) Især på grund af afsmeltning af enorme ismængder i det østlige Nordamerika steg havene dramatisk i tidsrummet mellem 10.000 og 8000 år før nu. Nordsøen, som vi kender den i dag, blev dannet, og ferskvandsfiskene i de vestjyske vandløb blev afskåret fra Elben. Den anden indvandringsrute gik i stedet via Østersøen, som i flere perioder har været fersk, senest fra for 10.500 til for 9000 år siden.

Nogle ferskvandsfisk, såsom stalling, strømskalle og finnestribet ferskvandsulk findes kun naturligt udbredt i vestjyske vandløb. De er givetvis indvandret via Elben-flodsystemet, men har ikke været i stand til at sprede sig videre til resten af Danmark. Disse arter er ikke indvandret via Østersøen, eller også er de bestande, der havde fulgt Østersøruten, senere uddøde.

En art som den hvidfinnede ferskvandsulk udviser til gengæld det stik modsatte mønster. Den levede tidligere i Suså på Sjælland, men er ikke indvandret til andre dele af Danmark, så den må være indvandret via Østersøen. Desværre menes denne art nu at være uddød i Danmark.

Artskomplekset med helt (Coregonus lavaretus) og snæbel (Coregonus oxyrhynchus) har en særlig indvandringshistorie (boks 10-1). Endelig er mange ferskvandsfisk udbredt over hele landet, f.eks. gedde og aborre (figur 10-7). Disse arter har været meget effektive til at kolonisere og sprede sig, efter isen forsvandt.

Nogle fiskearter er anadrome, dvs. de gyder og vokser op i ferskvand, men lever størstedelen af deres liv i saltvand. Dette gælder bl.a. den europæiske ørred og den atlantiske laks. Disse arter har ikke været begrænset af at skulle indvandre gennem ferskvand, men har efter sidste istid kunnet sprede sig gennem havet. Da Danmark er et lavlandsområde uden naturlige spærringer i form af f.eks. vandfald (med Bornholm som en undtagelse), har alle vandløb i princippet været tilgængelige for dem.

Ørreden er naturligt udbredt over hele landet, mens laksen i historisk tid kun er registreret i de større vestjyske vandløb samt i Gudenå. Den mest nærliggende forklaring er, at strejfende laks fra tid til anden nok har gydt i andre danske vandløb, men at dens krav til levested ikke er blevet opfyldt, så den ikke har kunnet danne permanente bestande.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fiskebestandenes indvandringshistorie.

• Forrige afsnit er Vandløbenes og fiskenes historie
• Næste afsnit er Vandløbenes fiskearter