Samspillet mellem ørreder og andre vandløbsorganismer

Ørreder er territoriale dyr, og de store, gamle fisk jager altid de små, unge fisk væk fra deres standpladser. De gamle fisk foretrækker at have vand både under bugen og over ryggen, så de stiller sig i de nedre frem for de øvre dele af vandløbet, og på de enkelte strækninger stiller de sig ofte i hullerne i delvis skjul under brinker (figur 11-11). De yngste små ørreder presses derfor ud på strækninger med lavt vand og på dårligere standpladser.

Hos visse arter af laksefisk sætter de store hunner sig på de bedste pladser, mens såvel hannerne som de unge fisk må stille sig tilfreds med andenrangs lokaliteter. Fjerner man aktivt de store hunner, rykker hannerne og de unge fisk lynhurtigt ind på præmielokaliteten. Reaktionen viser, at det er aktive valg og konkurrence, der ligger bag fiskenes fordeling og ikke bare, at de forskellige køn og størrelsesklasser har valgt de steder, der bekommer dem bedst.

Det er velkendt, at ørreden fanger mange smådyr, som driver ned ad vandløbet. Både smådyr, der kommer fra vandløbet selv, og landdyr, som er faldet i, bliver ædt. Det er realistisk, at en tredjedel af ørredens føde kan komme fra landdyr. Det er selvfølgelig grunden til, at lystfiskerne fanger ørreder på såvel tørflue som vådflue.

Ørreden påvirker også smådyrene i vandløbet ved at forskrække dem og ved at æde dem. I kapitlet Smådyrenes tilpasninger til rindende vand blev det nævnt, at flere ferskvandstanglopper gik i drift for at komme væk og undgå at blive ædt, da man i forsøg udsatte bure med ørred i Rold Kilde, hvor der ellers ikke lever ørred. Tanglopperne kunne lugte fisk og fare i vandet, og de opretholdt deres forøgede flugtadfærd i i hvert fald tre døgn efter, at burene med ørred var fjernet igen. Så „huske“ kan smådyrene også.

Et andet interessant eksperiment med ørred blev gennemført i små øvre vandløb i skov, hvor ørreden også oprindeligt var fraværende. Der blev udsat ørreder på 100 m lange, afspærrede strækninger, som blev sammenlignet med nabostrækninger, hvor der fortsat inden ørreder var. Forsøget blev altså udført på et sted, hvor byttedyrene aldrig tidligere har mødt ørreder. Man kan derfor forvente, at virkningerne af den grund var større end på strækninger, hvor byttedyrene møder ørreder til daglig.

De udsatte ørreder foretrak at æde store frem for små individer af ferskvandstangloppen. Den enkelte mundfuld giver nemlig mere energi i forhold til indsatsen på den måde. Først da de store tanglopper var ædt, blev ørreden tvunget til at æde de mindre. Tanglopperne dækkede i alt en fjerdedel af ørredens føde. På strækninger med ørred steg antallet af ferskvandstanglopper i perioden fra marts til juni til det dobbelte, men på kontrolstrækninger uden ørred steg antallet syv-otte gange (tabel 11-5). Den beherskede stigning i antallet af tanglopper på strækninger med ørred skyldes sandsynligvis en kombination af flere ædte og øget drift med strømmen ud af området.

Et andet eksempel er den store rovvårflue uden hus Plectrocnemia conspersa, der i særligt voldsom grad blev ædt af ørrederne. Det er et generelt fænomen, at de store rovdyr blandt smådyrene bliver særlig hårdt påvirket af fiskenes tilstedeværelse, og at den slags smådyr derfor er hyppigst i vandløb uden rovfisk. Det skyldes måske, at disse smådyr bevæger særlig aktivt omkring og derfor udsætter sig maksimalt for ørredens blikke.

Ørred falder også selv som bytte for rovfisk. Ikke mindst når de begiver sig på vandring til og fra havet, oplever de at gå i garnene eller havne i gabet på gedder og skarver. Der er tilfælde, hvor fjordene har en sådan udformning, og garnfiskeriet har en så høj intensitet, at yderst få fisk kommer igennem fra havet til bækkene for at gyde. Er der så også undervejs fysiske spærringer og forkert anlagte omløbsstryg omkring spærringerne, bidrager de til yderligere dødelighed.

Fiskeribiologer har de seneste år haft opmærksomheden rettet mod de nye søer, som er blevet anlagt i vandløbssystemerne. Det viser sig, at smoltene (se Vandløbenes fisk og de følgende afsnit) på turen ud til havet får forlænget deres vandringstid, fordi de ikke kan finde vej ud af de indskudte søers afløb. Det forlængede ophold har to mulige konsekvenser. De bliver ædt i stort antal af gedder og skarver, og de kommer ikke igennem inden for det tidsrum, hvor de fysiologisk har indrettet sig på at skifte fra at leve i ferskvand til at leve i saltvand. En del stopper derfor vandringen og vender tilbage til den gamle tilstand tilpasset til ferskvand.

Et er den store dødelighed under ørredens opgang og nedgang. Noget andet er, om det påvirker ørredens bestandsstørrelse oppe i vandløbene. Dette spørgsmål er mere sparsomt belyst. Det er klart, at kommer der slet ingen fisk fra havet op til gydepladserne, så har man ikke en naturlig havørredbestand mere. Men hvor mange opgangsfisk skal der i grunden til for at opretholde bestandene i vandløbene? Dødeligheden er jo kolossalt stor blandt ørredynglen. Dette spørgsmål mangler at blive belyst.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Samspillet mellem ørreder og andre vandløbsorganismer.

• Forrige afsnit er Samspillet mellem alger, vandløbsplanter og andre vandløbsorganismer
• Næste afsnit er Vandløbenes forurening