Samspillet mellem alger, vandløbsplanter og andre vandløbsorganismer

I Hestetangsåen, som løber til Farum Sø, har man observeret, hvordan tusindvis af små bladbiller næsten kan afløve topskuddene af lancetbladet ærenpris, som rager op over vandet, mens ingen bladædere ser ud til at røre de topskud, som er under vand (figur 11-6).

Spørgsmålet er nu, om amfibiske planter generelt er bedre beskyttet mod planteædere ude i det våde element end inde på land. For det første kan man sige, at de mange specialiserede bladædere, som notorisk findes på land, ikke kan leve under vand – hverken bladbiller, snudebiller eller sommerfuglelarver dykker. For det andet kan man med god ret formode, at det store arsenal af sekundærstoffer (f.eks. alkaloider, fenoler og terpenoider), der er udviklet blandt de amfibiske planter som beskyttelse mod insekter på land, kunne besidde en særlig høj effekt under vand. De fleste planteædere under vand har jo ikke kunnet tilpasse sig giftvirkningen, og de er kemisk uforberedt på de forskellige stoffer.

For at skabe større overblik over bladæderes indflydelse på amfibiske planter blev 15-25 bestande af sideskærm, vandmynte og eng-forglemmigej på land og et tilsvarende antal under vand undersøgt. Resultaterne viste, at der både bliver ædt af de tre arter på land og under vand (figur 11-7). Tabet var imidlertid ofte større under vand end oppe på land, men det var forskelligt hos de tre arter. Det var omtrent fire gange større hos eng-forglemmigej end hos sideskærm. Umiddelbart er der ikke noget i bladstrukturen eller næringsindholdet, som kan forklare denne forskel. Måske virker den kemiske beskyttelse bedre hos sideskærm end hos eng-forglemmigej. Sideskærm hører i hvert fald til skærmplanterne, som er kendt for at indeholde mange virksomme sekundærstoffer, mens eng-forglemmigejs kemi ikke er undersøgt. Vandmynte indeholder også virksomme sekundærstoffer, men de fleste insekter kan ikke overleve på mynteblade alene. Man kan altså konkludere, at de amfibiske arter ikke generelt kan skjule sig og forhindre angreb fra bladædere ved at dykke ned under vandet. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at den føromtalte lancetbladet ærenpris en sommer ved Hestetangsåen faktisk skjulte sig for bladbillerne under vand. Det er bare ikke et generelt mønster.

I den ovenfor omtalte undersøgelse fjernede bladæderne i snit under 3 % af bladarealet oppe på land og gav altså kun anledning til et ubetydeligt tab. Under vand var tabet på de ældste blade under 5 % i halvdelen af tilfældene, og kun i 7 % af bestandene oversteg tabet 20 %. Da tabet ydermere først nåede dette niveau på de ældste blade, umiddelbart før de alligevel naturligt henfalder pga. alder, så har bladædere sædvanligvis heller ingen konsekvenser for de amfibiske planters udvikling og overlevelse under vand. Men for vanddyrene kan de amfibiske planter alligevel være af stor betydning.

Bladtabet steg i alle tilfælde nogenlunde i takt med bladenes alder op til godt 30 dage, hvorefter de fældes (figur 11-8). Dette mønster viser, at tabet stiger i takt med den tid, bladene har været udsat for de bladædende dyr. Det betyder, at bladene kan opretholde deres funktion over det meste af deres levetid og fuldt ud nå at betale plantens investering tilbage via den fotosyntese, de kan nå at udføre. Hvis bladæderne i stedet med forkærlighed havde ædt de yngste blade, fordi de eksempelvis var mere delikate, knap så seje og uden så mange beskyttelsesstoffer, så ville konsekvenserne for planten være meget mere alvorlige, fordi alle dens investeringer i unge blade er spildt, hvis de bliver ædt med det samme. Det er sandsynligvis en vigtig grund til, at unge blade ofte forsvares særlig nidkært med mobile giftstoffer, der hele tiden kan flyttes over i de yngste blade og væk fra de ældste, som ikke er så værdifulde.

Samspillet mellem bladædere og planter ændrer sig dog hele tiden, så man får det bedste mål for bladædernes betydning ved at sammenligne tabet med planternes produktion. Omvendt kan man få en idé om bladenes betydning for dyrene ved at undersøge, hvor meget dyrene dagligt æder pr. m². Også det blev målt i den ovenfor omtalte undersøgelse.

Det første, man kunne iagttage, var, at de tre amfibiske plantearter havde en ca. 2 til 6 gange så stor bladproduktion på land som under vand (tabel 11-4). Det skyldes sandsynligvis især, at forsyningen med CO₂ til fotosyntesen er reduceret under vand (se Livsbetingelser i vand og de følgende afsnit). Desuden kunne det konstateres, at dyrene åd næsten lige så meget på land som under vand og den samme mængde af de tre arter, nemlig omkring 100 mg tørstof pr. dag og m². For vanddyrene var de amfibiske vandplanter dermed en væsentlig fødekilde.

Der er en vigtig forskel mellem bladæderne på land og i vand. På land er det fødespecialister blandt insekterne, der tager for sig af bladene, mens det under vand især er generalister som vårfluelarver. De specialiserede bladædere på land kan ved brug af lugtesansen og flyveevnen meget let og præcist opsøge de foretrukne planter. Denne præcise udvælgelse kan simpelthen ikke fungere under vand. Insekter kan hverken flyve eller navigere efter lugte under vand.

Denne situation betyder også, at tilfælde med næsten total afløvning især findes på land. Fødespecialisterne kan nemlig ikke bruge alternative fødekilder, hvis de bliver mange. Men det kan de uspecialiserede bladædere nede i vandet.