Pattedyr og fugle

De store, planteædende pattedyr inddeles efter deres foretrukne føde i “græssere”, der overvejende æder græs og urter, “nippere” (browsere), der overvejende æder knopper, løv og kviste samt “nip-græssere” eller “blandings-ædere”, der æder både bundvegetation og løv (se figur 11-12). Kvæg og heste hører ligesom deres vilde stamformer urokse og vildhest til de udprægede græssere, mens rådyr er udprægede nippere.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Fødevalget og dermed bidpåvirkningen varierer over året. Mens græs, brydende knopper og løv udgør det vigtigste fødeemne i sommerhalvåret, er husdyr og de vilde græssere afhængige af frø, frugter, kviste og bark fra træer, buske og dværgbuske i vinterhalvåret. Når græsset visner, falder næringsindholdet og kan ikke længere alene dække dyrenes behov.

Dyregræsningen (især vildtets nipning) kan nedsætte opvæksttætheden, reducere opvækst- og tilgroningshastigheden, fremme lysåbenheden og den strukturelle variation og i det hele taget virke bremsende på en skovs tilgronings- og opvækstdynamik. Dyr kan f.eks. længe fastholde strukturen og forlænge en egedominans i en gammel græsningsskov.

Græsningstrykket pr. areal- og tidsenhed skal dog være meget højt for helt at forhindre en vis opvækst i f.eks. spirely (se figur 13-18). Så højt er trykket kun i hegninger med stor dyrebestand og helårsgræsning som f.eks. i Jægersborg Dyrehave, hvor hjortebestanden (krondyr, dådyr og sika) ligger helt oppe omkring 275 pr. 100 ha. Tætheden af krondyr i fritlevende bestande ligger på omkring 1-5 dyr pr. 100 ha.

Barkskrælning ses især om foråret, når barken er løs og let kan flås af, og om vinteren, når føden er knap. Især heste, krondyr og ikke mindst geder skræller bark. Unge røn, ask, skov-æble og stedvist eg er de mest udsatte. Nogle steder kan skrælning også gå ud over rød-gran, mens rød-el og bøg kun er minimalt udsatte.

Skrælningerne kan være så omfattende, at træet dør. På overlevende træer giver skrælningerne ofte indløb for rådsvampe, der kan være ødelæggende for vedkvaliteten på den nederste del af stammen og give anledning til tab for skovbruget, men økologisk set er bid- og skrælleskaderne med til at skabe flere levesteder, f.eks. for arter knyttet til dødt ved og hule træer. Skadede træer vil langt tidligere kunne udvikle hulheder, dødt ved og andre biologisk vigtige strukturer, end ubeskadigede træer.

Op mod 90 % af det plantemateriale, som dyrene æder, afsættes igen i form af gødning og urin. Afsætningen sker især ved dyrenes foretrukne hvilepladser og langs deres hovedstinet. Derved sker der en omfordeling og koncentration af næringsstoffer, der er med til at skabe variation i jordbund og plantevækst. Dyrenes gødningshobe er desuden levesteder for en lang række insekter og svampe samt spirebed for mange af skovens planter.

Hos pattedyrene er det dog (medmindre der tilskudsfodres) mest systemets egne næringsstoffer, der blot omplaceres i skoven. Større indvirkning har redekolonier af bl.a. råge, hejre og skarv og de store overnatningspladser for bl.a. kragefugle og stære. Her er der tale om tilførsel af store mængder næringsstoffer med føde hentet uden for skoven. Det gælder i særdeleshed for fiskeædere som fiskehejre og navnlig skarv, der aflejrer store mængder kvælstof og fosfor i kolonierne. Skarvens ekskrementer er tilmed så kraftige, at de slår redetræerne ihjel (figur 11-13).

Talrige planter er tilpasset forskellige former for dyrespredning, og mange pattedyr og fugle har en central betydning som frøspredere (vektorer).

Skovmærke, snerre, steffensurt, nellikerod, burre og bingelurt er blot nogle af mange eksempler på skovbundsplanter, hvis frø har kroge og børster, der gør, at de kan hænge fast i pels og fjer og på den måde spredes til nye voksesteder. Undersøgelser har vist, at frø f.eks. kan hænge fast i pelsen på får i mere end to måneder og således blive bragt langt omkring.

Hundredvis af planter, f.eks. tjørn, røn, tørst, hindbær, tyttebær og konvalarter har bær eller stenfrugter, som ædes af pattedyr som hjorte, vildsvin, ræv og grævling eller fugle som drosler og kragefugle, og hvis frø bevarer spireevnen under turen gennem dyrenes tarmsystem (figur 11-14).

Dyr, der æder, flytter og navnlig hamstrer frø af f.eks. eg, bøg og hassel for vinteren, har også stor betydning for planternes spredning. Det gælder bl.a. egern, flere arter af mus og fugle som nøddekrige, sumpmejse og skovskade. Skovskadens betydning for eg er nærmest legendarisk (se boks 8-9 i Skovenes fugle).

Generelt er fugle meget vigtige fjernspredere, fordi de let og i store mængder kan passere fysiske forhindringer og bl.a. nå isolerede skove og småøer (se Formering).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Pattedyr og fugle.

• Forrige afsnit er Andre naturlige forstyrrelser
• Næste afsnit er Insekter