Krav til skoven
For alle fugle gælder, at tre krav skal være opfyldt, for at de kan finde sig til rette: tilstrækkelig føde, sikre skjulesteder og gode ynglebetingelser. De fleste af skovens små og mellemstore fugle lever af smådyr og insekter, men også frø og bær har stor betydning, især for efterårets trækgæster og de fugle, som bliver i Danmark om vinteren. For ugler og rovfugle er en god bestand af småpattedyr, padder og mindre fugle vigtig.
De fleste fugle er villige til at strejfe omkring efter gode fødekilder om efteråret og vinteren, men i yngletiden skal føden være let tilgængelig og tæt på redestedet. Når man som f.eks. en sortmejse skal fodre hver af sine unger ca. 50 gange om dagen, er det ikke ligegyldigt, hvor langt den skal flyve hver gang. Fødens betydning illustreres også af figur 8-21, der viser sammenhængen mellem musvitbestande og oldenår.
Når det gælder skjul og redemulighed, er der i princippet to muligheder: træhuller eller åbne reder i løvhang, kvas eller bundvegetation.
Figur 8-22 viser skematisk, hvordan fuglebestanden varierer, efterhånden som en skov eller en bevoksning gror op og udvikler forskellige skjul- og redenicher.
I en nyplantning er der kun plads til nogle få arter, som yngler på jorden eller i lavt buskads, f.eks. skovpiber og gulspurv. Senere, når bevoksningen gror til, flytter de buskrugende fugle ind, f.eks. gærdesanger, løvsanger, solsort og rødhals. I bevoksningens første år som sluttet skov er der sjældent undervækst, og det er normalt også småt med hullede træer og barkrevner. Her yngler næsten kun bogfinker og hist og her en sortmejse i en gammel stub eller en gærdesmutte i en kvasbunke.
Efterhånden som bevoksningen ældes og bliver mere varieret, kommer flere fugle til, bl.a. arter som pirol og kærnebider, der holder til i trætoppene. Også hulrugende arter som spætter og mejser indfinder sig. Faktisk er en af de mest afgørende faktorer for fuglebestandens størrelse i skov mængden af gamle træer, især af store, svækkede og døde træer med dødt og frønnet ved, naturlige hulheder og barksprækker. Her er masser af insektlarver, barkbiller m.m., som kan tiltrække fuglene og samtidig give gode muligheder for at finde redehuller (boks 8-6).
Bestande i løvskov og nåleskov
Bogfinken er Danmarks mest almindelige skovfugl med en yngletæthed i skov på mere end 100 par pr. km2 og en samlet landsbestand på næsten 2 millioner par. Sammen med arter som solsort, ringdue, sangdrossel og gransanger kan bogfinken træffes i næsten alle skovtyper, mens de fleste andre fuglearter er knyttet til en bestemt skovtype eller træart. Havesanger, blåmejse og spætmejse er typiske løvskovsfugle, mens grønsisken ofte veksler mellem nåleskov og løvskov. Om foråret ernærer den sig fortrinsvis af granfrø, mens den resten af året har en forkærlighed for birke- og ellefrø.
Nåleskoven rummer generelt færre fugle end løvskoven. Det er der tre grunde til: For det første, fordi den fremherskende måde at dyrke nåletræ på her til lands har været tætte ensaldrende bevoksninger uden bunddække eller undervækst. For det andet, fordi nåleskov ofte dyrkes på mere næringsfattig jordbund end løvskov, hvor produktionen af føde derfor er lavere. Og for det tredje, fordi nåleskov ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, og de typiske nåleskovsfugle stadig er under indvandring. Fuglekongen kom formentlig sidst i 1700-tallet, mens både korsnæb, sortmejse og topmejse først blev danske ynglefugle i anden halvdel af 1800-tallet – samtidig med fremkomsten af de store nåletræsplantager.
Bestande i skovbryn og vådområder
Skovbryn er normalt meget fuglerige biotoper. Foruden de egentlige skovfugle yngler her også arter, som hører til i det åbne land, men som i skovbrynet finder skjul og sang- eller udkiksposter. Det er f.eks. gulspurv, tornsanger, gærdesanger og skovpiber. I tilgift er skovbrynet ofte et af de få steder i kulturskoven, hvor gamle krogede træer får lov at blive stående. Derfor har de hulrugende fugle gode ynglemuligheder her.
En undersøgelse af 23 jyske skovbryn har dokumenteret, at næsten 40 % af ynglefuglene i gamle skovbryn er hulrugende arter (mod kun 10 % i almindelige produktionsbevoksninger), og samlet er antallet af ynglepar to-tre gange større i skovbrynet end i skovens indre. Op mod 80 % af skovens musvågereder ligger i skovens udkant med godt udsyn, større mulighed for at manøvrere og god adgang til musejagt i det åbne land.
Også skovens indre bryn mod lysninger og vådområder rummer mange fugle. I haver med vand findes næsten dobbelt så mange fugle som i haver uden vand, og det samme gælder i skoven: Hvor der er vand, er der også alt andet lige flere fugle. Gråænder, blishøns og rørhøns finder hurtigt nye vandhuller, og en enkelt vadefugl, svalekliren, sætter så stor pris på skovens vandområder, at den ofte yngler i gamle drosselreder nær skovens vandhuller.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.