Historisk set har statsskovene i stor udstrækning været præget af intensiv skovdyrkning, mens der altid har været stor spredning på de privatejede skove. Her findes både de største og mest intensive pyntegrøntbevoksninger og de mest naturrige gamle bondeskove, dyrehaver og slotsparker, hvoraf flere tidligt blev omfattet af frivillige fredninger, bl.a. på godserne Næsbyholm og Holckenhavn.
I 1980 var 2,3 % af det danske skovareal omfattet af naturfredning. Den andel var allerede mere end fordoblet i 1985. Mange skovfredninger var og er dog rene landskabsfredninger uden reelt indhold for skovdriften eller f.eks. sikring af en bestemt andel af løvskov. Sådanne fredninger er af begrænset værdi for arter, som har særlige levestedskrav såsom store gamle træer, stort dødt ved, systemer med lang kontinuitet og uforstyrrede jordbunde. Dette gælder mange arter af svampe og insekter og også hulrugende fugle og flagermus.
Mange af disse fredninger er gennemført i den bedste mening, men uden den skovhistoriske og økologiske indsigt og forståelse, som er en forudsætning for et godt resultat på langt sigt.
Der er flere eksempler fra både heder, egekrat og stævningsskove på, at man har forbudt netop de påvirkninger, f.eks. afgræsning eller regelmæssig nedskæring, som har været med til at skabe, forme og fastholde den tilstand, som man ønskede at beskytte og sikre. Feks har det været nødvendigt at ændre gamle fredningskendelser for at få lov til at udsætte græssende dyr i flere gamle skovfredninger.
Tidligere gik mange aktive naturbeskyttelsestiltag i skov ud på at udskyde, snarere end helt at undlade bestemte driftstiltag, f.eks. renafdrift af gammel løvskov eller igangsættelse af selvforyngelse med udhugning og jordbearbejdning. I flere administrative fredninger (dvs steder hvor skovens driftsplan foreskriver frivillig fredning) og naturfredninger opereres med “forlænget omdrift”, dvs. at en bøgebevoksning f.eks. får lov til at stå, til den er eksempelvis 150 år gammel. Herefter var/er det imidlertid lovligt at fjerne samtlige træer.
Også hvor fredningsbetingelserne blot siger, at træer skal “bevares til død“, er afdøde træer hyppigt blevet hugget til brænde snarere end blevet stående/liggende til glæde for skovens dyr og svampe. Som allerede nævnt i afsnittet Veterantræer og dødt ved er det døde træ imidlertid lige så fuldt af liv som det levende – og da der ikke er ret mange gamle og døde træer i de dyrkede skove, er det ofte her de truede arter findes.
Kun i ganske få ældre fredninger stilles krav om urørt skov(tidligere kaldt “urskovsfredning”), hvor naturen kan udfolde sig uhindret og frit. En af dem er fredningen af Bredvig Mose og kæmpeegene (bl.a. Kongeegen) i Jægerspris Nordskov fra 1956. Her siger fredningsbetingelserne bl.a.: “Hugst, kunstig såning eller plantning må ikke foretages. Døde træer, grene og stubbe må ikke fjernes. Urter og buske må ikke opgraves eller plukkes. Grøfter må ikke graves eller oprenses, eller vandafløb tilvejebringes på anden måde. Oprensning af eksisterende grøfter må dogforetages, såfremt de er nødvendige led i større afvandingssystemer uden for afdelingen“.
Et andet eksempel på fredning med det formål at hindre al skovdrift og udnyttelse er Draved Skov i Sønderjylland. Det tyske forstvæsen havde tilsyneladende ladet en mindre del af denne skov være urørt siden sidst i 1800-tallet, men denne fredning blev ophævet efter Genforeningen i 1920 og erstattet med en mere lempelig, administrativ fredning, hvor grøfteoprensning og hugst kunne foretages. Alligevel har dele af skoven takket være fredningen, skovens isolation og den våde, svært opdyrkelige jordbund, kunnet bevare en forholdsvis uforstyrret artssammensætning med bl.a. småbladet lind, stilk-eg, rød-el, kristtorn, bævreasp og bøg. Hele Draved Skov blev udlagt til urørt skov i 2000.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.