Den første istid, hvis aflejringer kan spores over større dele af Danmark, er Elster, der varede fra ca. 490.000 til 410.000 år før nu. Der er fundet aflejringer fra tre større gletsjerfremstød og fra et arktisk hav, der bredte sig i slutningen af Elster. Om den klimatiske udvikling i overgangen fra Cromer til Elster Istid kan der kun gættes, da de yngste lag ved Harreskov og Ølgod som nævnt ikke nødvendigvis er fra begyndelsen af Elster.
Elster Istids morænesedimenter, der er bedst kendt fra Fyn og Jylland, bærer stærkt præg af den lokale undergrund, idet de ofte hviler direkte på Prækvartæroverfladen.
Det første gletsjerfremstød kom nordfra. Det dækkede hele landet og aflejrede en sandet moræne med ledeblokke fra Osloområdet (figur 13-25). Efter alt at dømme efterfulgtes denne gletsjer af et fremstød fra Mellemsverige, hvor Det Skandinaviske Isskjold nåede sin største udbredelse i Elster Istid. Randen lå langs en linje fra den sydlige del af Nordsøen gennem Holland, Nordtyskland og Polen til Rusland.
Det yngste Elster-gletsjerfremstød i Danmark havde sit udspring i Østersøområdet, og dets rand gik gennem Nordsøen og Nordtyskland under den maksimale udbredelse. Denne baltiske Elster-gletsjer aflejrede en moræne, som er rig på palæozoiske sedimenter, især røde kalksten og ledeblokke fra Østersøområdet (se Hvor findes aflejringer fra Tidlig Palæozoikum?).
Moræneaflejringerne i Danmark adskilles af store mængder smeltevandssedimenter fra isfrie intervaller, men det er dog uvist, om gletsjerfremstødene i Elster har været afbrudt af så lune perioder, at en arktisk pionervegetation har kunnet indvandre, ligesom der heller ikke er fundet sikre spor af havaflejringer (figur 13-25).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.