Hvor findes aflejringer fra Tidlig Palæozoikum?

På Danmarks overflade kender man kun tidlig palæozoiske bjergarter fra Bornholm, hvor lagene kan ses i en række områder mod syd og øst på øen (figur 7-2). Deres udforskning har i snart to hundrede år været koncentreret om blotninger langs åerne Risebæk, Læså og Øleå og om en række små stenbrud. I nyere tid er data fra overfladenære boringer kommet til. Især har de to forskningsboringer Skelbro-1 ved Risebæk og Billegrav-1 ved Øleå givet værdifulde oplysninger (figur 7-3 og 7-4).

Som nævnt i det foregående kapitel er Bornholm i dag en horst, der er hævet op over naboområderne. Sådan har det ikke altid været. I tidlig palæozoisk tid var det bornholmske område en del af den sydskandinaviske region, hvor aflejringsforholdene stort set var identiske over det hele. Tolkningen af Bornholms geologiske historie kan derfor støttes med oplysninger fra bl.a. Skåne, hvor tidlig palæozoiske aflejringer er almindelige i et NV-SØ-gående bælte tværs gennem landsdelen.

Aflejringer af tidlig palæozoisk alder kan også ses i blotninger i f.eks. Västergötland og Öland i Sverige, i Osloområdet i Norge og i Estland. Sammenligninger mellem disse mange spredte blotninger viser en forbløffende overensstemmelse. Man kan altså med god ret se på Skandinavien og den baltiske region som et sammenhængende område gennem Tidlig Palæozoikum (figur 7-5).

Mens man i mange år har kunnet studere den tidlig palæozoiske lagserie på Bornholm og i Skåne, har vores viden om tilsvarende aflejringer i resten af Danmark været sporadisk, da de ligger dybt i undergrunden. Først gennem 1980'ernes omfattende olieefterforskning i Danmark og Østersøen er der begyndt at tegne sig et sammenhængende billede af disse aflejringer. Her har seismiske undersøgelser og dybe boringer givet os megen ny viden: Tidlig palæozoiske aflejringer findes spredt over hele det danske område. De optræder ofte i dybder fra 2 til 8 km og når flere steder tykkelser på over 4 km. De udgør det nedre sedimentære „stokværk“ i den danske undergrund, begrænset nedadtil af grundfjeldets overflade og opadtil af en markant laggrænse i bunden af permperiodens aflejringer.

Der er altså mange brikker til rådighed, når man skal samle puslespillet om de tidlig palæozoiske aflejringer i Danmark. Men der er stadig huller og uklarheder, forbeholdene er mange, og konklusionerne bliver bl.a. besværliggjort af grundlæggende forskelle mellem den tidlig palæozoiske verden og vores tid.

• Man ved f.eks., at plantelivet først etablerede sig på landjorden i slutningen af Silur – men ikke, hvad det har betydet for f.eks. forvitringsprocesserne på landjorden.

• Man ved, at iltindholdet i atmosfæren har været lavere i prækambrisk tid – men ikke, om det har betydet perioder med lavere iltindhold også i tidlig palæozoisk tid.

• Man ved, at aflejringshastighederne har været ekstremt lave gennem det meste af Tidlig Palæozoikum – men der kendes ingen moderne paralleller.

Man må derfor acceptere at studere et interval af Jordens historie, hvor man ikke umiddelbart kan benytte nutiden som nøgle til forståelse af fortiden. Aflejringerne må tale for sig selv om en verden, der på mange måder har været helt forskellig fra nutidens.

Afsnittet fortsætter efter boksen.