De tørre klitter

Når man ser på de forskellige klittyper og deres plantebælter (figur 7-7) fra stranden og indad, må man uvilkårligt spørge sig selv, om de er opstået på grund af forskellig alder eller på grund af afstanden til havet.

Forestiller man sig, at man banker en pæl ned i sandet på en strand, hvor der pålejres sand, så vil klittens plantesamfund passere forbi pælen ét efter ét, efterhånden som kystlinjen rykker udad. Sagt på en anden måde så har sandfladen omkring pælen gennemgået en udvikling, hvor forskellige plantesamfund har afløst hinanden i et tidsmæssigt forløb – en succession. Her har klitseriens plantebælter altså forskellig alder og er derfor nået til forskellige successionsstadier (figur 7-9).

Andre steder, hvor kysten ikke pålejres sand og derfor ikke vokser, optræder de samme bælter, men her sker der – i et kortere perspektiv – ingen rumlig forskydning af dem.

Her er det derfor nærliggende at tolke plantebælterne som resultatet af forskellige omverdensfaktorer – forskelle som har med afstanden til havet at gøre.

I virkeligheden spiller begge forhold ind og er svære at skille ad: Jo tættere på havet, des stærkere virker vind og hav omfordelende på sandmasserne og skaber miljø for de tidlige successionsstadier. Reduceres styrken af disse kræfter, giver det mulighed for, at successionen på det enkelte sted kan få lov at fortsætte. Således ser man mange steder revlingheden nå helt ud på den landvendte side af den hvide klit (figur 7-7). Det er således graden af dynamik i systemet, der betinger bæltedannelsen. Læs mere om klitlandskaber og klitdannelse i bindet om geologien.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Forklitterne optræder som nævnt på den øverste del af stranden og opbygges af frisk, forholdsvis saltholdigt strandsand (figur 7-10). De dannes både i læ af drivgods og omkring strandens planter (figur 7-5). Særlig de flerårige græsser som strand-kvik, marehalm og østersø-hjælme, der klarer sig bedst i forholdsvis salt og basisk strandsand, er vigtige i klitdannelsen (figur 7-11). Østersø-hjælme er en krydsning mellem sand-hjælme og bjerg-rørhvene. Planterne bremser vinden, så en del af det sand, vinden blæser med sig, aflejres. Derved stimuleres planternes vækst (se nærmere nedenfor), hvilket resulterer i en yderligere nedsættelse af vindhastigheden, og en selvforstærkende proces er sat i gang, hvorved klitten vokser.

De fleste steder skylles forklitterne væk under vinterstormene, men er stranden så bred, at forklitterne sjældent nås af storme ved højvande, kan de efterhånden udvikle sig til hvid klit.

Den hvide klit dannes, hvor større mængder af friskt sand blæses op fra stranden (figur 7-12). I den hvide klit sker der en vis udvaskning af sandets indhold af salte, men den stadige tilførsel af strandsand sikrer alligevel et relativt højt saltindhold og høj pH (figur 7-10 og 7-13). Døde planterester blæser ofte bort fra voksestedet, så sandet har et lavt indhold af organisk materiale.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Plantedækket i den hvide klit er så spredt, at sandet overalt er synligt. Sand-hjælme er den dominerende plante, mens marehalm og østersø-hjælme optræder i de yderste dele af klitten. Andre karakteristiske arter er strandfladbælg og ager-svinemælk. I de indre dele af den hvide klit kan der forekomme krat af gråris, og på kalkrig bund kan den stikkende havtorn danne uigennemtrængelige krat.

Sand-hjælme har ligesom de andre klitgræsser et udbredt jordstængelsystem (figur 7-14). Væksten stimuleres af tilsanding, og arten tåler oversanding på op til 40 cm og er derfor den vigtigste klitdannende plante. Uden en plante som sand-hjælme ville den hvide klit næppe eksistere eller i alt fald ikke blive særlig høj. På steder, hvor sand-hjælme ikke længere udsættes for oversanding som i den grå klit og i klithederne, svækkes planten og blomstrer sjældent, fordi dens rødder bliver angrebet af svampe og rundorme.

I den hvide klit er den derimod kraftig og rigt blomstrende. Det skyldes, at sand-hjælme ved oversanding danner nye rødder i det friske sand, hvorved den for en periode slipper for de rodinficerende svampe og rundorme (figur 7-15).

Der er med andre ord tale om et positivt samspil mellem sand og plante: Dannelsen af den yderste, sammenhængende klitrække er afhængig af sand-hjælmes vinddæmpende og sandsamlende virkning, og sand-hjælme ville ikke kunne bevare sin vitalitet uden stadig tilsanding.

Forklitterne og den hvide klit er stærkt dynamiske, præget af åbne sandflader og sandfygning, og med et åbent plantedække. Hvor sandtilførslen aftager, men hvor sandet endnu er forholdsvist mineralrigt, kan der på landsiden af den hvide klit, og mange steder langt ind i terrænet bag denne, udvikles et mere sammenhængende plantedække, den grønne klit, der kan betragtes som en stabiliseret hvid klit (figur 7-16).

Plantesamfundet domineres ofte af rød svingel og rummer en række arter fra den hvide klit, f.eks. sand-hjælme og ager-svinemælk, men også arter fra den grå klit, f.eks. håret høgeurt, gul snerre, liden klokke, smalbladet timian og almindelig stedmoderblomst (figur 7-2). Mosserne klit-snotand (Tortula ruraliformis, figur 7-17), hvidlig kortkapsel (Brachythecium albicans) og cypresmos (Hypnum cupressiforme) er med til at binde sandet.

Kalkholdige klitter, dvs. hvor CaCO₃-indholdet i sandet er på mere end 1 %, er ikke almindelige i Danmark. Men på Skallingen, ved Bulbjerg, ved Tværsted og flere andre steder er klitsandet kalkholdigt fordi materiale fra skalbanker i havet ud for kysten indgår i sandet, eller fordi undergrunden er kalkholdig. Det høje kalkindhold sikrer en pH-værdi omkring 7. Her udvikles der bag den hvide klit et ret tæt og artsrigt plantedække af græsser og urter – den såkaldte grønsværklit (figur 7-18).

Til de karakteristiske arter hører nikkende kobjælde, blodrød storkenæb, mark-bynke, almindelig pimpinelle, sand-frøstjerne, klit-kambunke (figur 7-20), klit-limurt og bakke-nellike samt mosserne gylden silkemos (Camptothecium lutescens) og klit-snotand foruden de enårige græsser, sand-rottehale, tidlig dværgbunke og blød hejre. Dertil kommer en del arter, der også forekommer i andre klittyper.

De foregående klittyper ligger alle tæt ved kysten, og de får i større eller mindre udstrækning tilført frisk, saltholdigt sand fra stranden. Bevæger man sig videre ind over land, ændrer forholdene sig meget. Herinde har sandet nogenlunde stabiliseret sig på grund af den reducerede vindhastighed, og der tilføres kun små mængder frisk strandsand. Den stabile sandoverflade har været udsat for regnens udvaskning gennem lang tid, så sandet er blevet surt og næringsfattigt (figur 7-10 og 7-13). Derfor er stofproduktionen lav, og indholdet af organisk materiale i jordbunden er stadig lavt. Her finder man den såkaldte grå klit.

I den grå klit vokser nøjsomme plantearter, f.eks. sandskæg, der er et lille tuegræs, der spreder sig ved frø på de åbne sandflader. Andre vigtige arter er blåmunke og smalbladet høgeurt.

Plantesamfundet i den grå klit er det artsrigeste i klitterne (figur 7-19). Det skyldes i høj grad, at der vokser mange arter af lav, især af slægterne rensdyrlav og bægerlav (Cladonia), tjørnelav og kruslav (Cetraria). De er med til at give den grå klit sit karakteristiske grå udseende (figur 7-21).

Laverne klarer sig på det udvaskede sand, da de hovedsagelig får deres næringsstoffer fra luften og regnvandet (se boks 7-1). Desuden er der nogle få arter fra mosslægterne jomfruhår (Polytrichum) og kløvtand (Dicranum).

I takt med at den grå klit bliver ældre, sker der en indvandring af dværgbuske, først revling, senere hedelyng; grå klit bliver til klithede (figur 7-22). Det sker først spredt og mosaikagtigt, siden over store, sammenhængende områder. Til stede er også ofte sand-hjælme som spredte, ikke-blomstrende skud og f.eks. engelsk visse. Ofte starter indvandringen af dværgbuske på nordsiden af klitter eller i klitdale, hvor fugtighedsforholdene og ophobningen af organisk materiale er størst (figur 7-8).

Jordbunden i klitheden indeholder som nævnt meget organisk stof. Dværgbuskene bidrager efter deres indvandring hertil (se kapitlet Lynghederne: Præsentation og de følgende afsnit). Men pH er lav (figur 7-13), og det gælder også mængden af tilgængelige næringsstoffer. Kvælstofindholdet stiger ganske vist kraftigt ved overgangen fra den grå klit til klitheden (figur 7-23), men det meste ophobes i det organiske lag på en måde, der gør det utilgængeligt for planterne. At klithedens vegetation er kvælstofbegrænset, viste et gødskningsforsøg i en mosaik af klithede og grå klit på Anholt (figur 7-22), hvor tilførsel af kvælstof gav en kraftig tilvækst.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Til forskel fra indlandshederne får klithederne til stadighed tilført en vis mængde havsalt, når forstøvet havvand i stormvejr føres langt ind i land.

Et vigtigt træk ved klitterne er deres omskiftelige og mosaikagtige karakter. Klitterne forandrer sig til stadighed i tid og sted. Det skyldes vindens påvirkning. Under kraftig storm kan plantedækket blive revet op; overfladen eroderes, og der dannes et såkaldt vindbrud (figur 7-9 og 7-24). På grund af vindbrud kan store mængder sand blive flyttet rundt og blæst ind over land. Men klittens dominerende planter har vidtforgrenede jordstængler, der sikrer deres fortsatte tilstedeværelse, selv om store dele af klitten rives op.

Det er først og fremmest plantedækkets evne til at holde på sandet, der er bestemmende for vindbrudshyppigheden. Det er især den hvide klit, der er udsat for vinderosion på grund af det ofte sparsomme plantedække. Men også den grønne klit er sårbar. Og selv om vindstyrken aftager ind over land, opstår der hyppigt vindbrud også i den grå klit som følge af plantedækkets åbne struktur. I grønsværklitten er vindbrud derimod mere sjældne. Det tætte plantedække er robust over for vinderosion og slitage.

Den vindskabte dynamik i klitlandskabet medvirker til at opretholde et højt artsantal og en vegetation, der består af mange successionsstadier. Omlejring af større sandmængder kan ændre vindforholdene, så nye vindbrud dannes og eksisterende kommer i læ. Når et vindbrud kommer i læ, begynder planterne at vandre ind på den nøgne sandflade fra omgivelserne. I et vindbrud i den grå klit genindvandrer først den grå klits pionerplanter (figur 7-25).

Hvorledes genindvandringen forløber afhænger af artssammensætningen i den omgivende grå klit. Ofte begynder den med spredte individer af sandbindende mosser: hårspidset jomfruhår (Polytrichum piliferum), enejomfruhår (Polytrichum juniperinum), klitsnotand eller rød horntand (Ceratodon purpureus). Mosserne danner imidlertid ret hurtigt sammenhængende bestande, der stabiliserer sandet med deres tætte „rodtråde“. Mere spredt indvandrer arter af tjørnelav. De etablerer sig enten direkte i sandet eller på mosserne. Efterhånden indvandrer også sandskæg og sand-star og endelig revling, især på nordvendte skråninger.

I særlig voldsomme og vedvarende vindbrud standser erosionen først, når overfladen er nået ned til lag, der ikke kan føres bort af vinden. Hvis vindbruddet f.eks. når ned til en gammel stenstrøning, standser erosionen, og der dannes en såkaldt stenslette. Hvis erosionen når ned til grundvandet, standser erosionen også, og der dannes en fugtig klitlavning. Hvis erosionen sker et år med særlig lav grundvandsstand, vil den dannede lavning i mere normale år være vanddækket. Der er dannet en klitsø.

Hvor vinden har frit spil gennem lang tid, kan vindbruddet gradvist blive forlænget i vindretningen. Hvis der er tilstrækkeligt med sand til rådighed, vil den sandtunge, der dannes af det bortblæste sand, ændre karakter. Den vil danne en såkaldt mile med en jævnt skrånende luvside og en stejl læside, der bevæger sig ind over land i den fremherskende vindretning. Samtidig med at milen bevæger sig, aflejres der lange sandrimmer langs siderne bagud. Den samlede klitstruktur antager form af en parabel med åbningen mod vinden – en mobil parabelklit er dannet.

På grund af risikoen for sandflugt er næsten alle større parabelklitter blevet dæmpet ved plantning af klitplantager. Råbjerg Mile er en undtagelse; det er Danmarks største endnu levende parabelklit (figur 7-26). Milen rummer 4 millioner m³ sand og har i de sidste 100 år gennemsnitligt bevæget sig ca. 15 m om året.

I de senere år har den dog vandret 20-30 m årligt. På sin vej mod øst-nordøst fra stensletten Råbjerg Stene har milen optaget sand fra de klitarealer, den har passeret hen over og har foruden Råbjerg Stene efterladt flere store klitlavninger.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

En stenslette er en såkaldt afblæsningsflade med „brolægning“ af små eller større sten (figur 7-27). Stensletter dannes som nævnt, når et vindbrud eroderer klitten ned til en gammel stenstrand eller strandvold. Det plantesamfund, der findes her, kan betragtes som en særlig form for grå klit. Sandskæg og forskellige arter af bægerlav, tjørnelav og kruslav fra den grå klit dominerer ofte på sandet, mens skorpe- og bladlaver som arter af skivelav, landkortlav og skållav dominerer på stenene.

Mindre stensletter er ret almindelige i klitterne langs den jyske vestkyst. De kan være blottet en årrække for derefter at sande til igen, mens nye stensletter blottes andre steder. Hvis ikke stensletten sander til, vil den i det lange løb blive invaderet af klithedens planter. Råbjerg Stene (se ovenfor) er den mest kendte danske stenslette.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet De tørre klitter.

• Forrige afsnit er Sandstranden
• Næste afsnit er Strand- og tørklitplanternes levevilkår