Sandstranden

FIGUR 7-4. Sandstrand med flere tanglinjer, der hver repræsenterer en højvandssituation. Selve tangvoldene er begravet i sand, men markeres af de næringskrævende planter, der vokser på dem. På den nærmeste tangvold ses strandsennep, sodaurt og strand-mælde. Bløden Hale, Læsø, juli 1982.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-5. Strandsennep danner små forklitter øverst på sandstranden. Anholt Nordstrand, september 1996.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-2. Kystprofil med sandstrand og klitter. Ikke alle bælter er nødvendigvis til stede på den enkelte lokalitet.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 7-3. Sandstrand med en gruset og småstenet vold nær havstokken. På den nedre del af stranden er sandet fugtigt og derfor mørkt. Vinterstormene omlejrer sandet helt op til det lave kystkrat. Plantevæksten på stranden er derfor meget spredt. Draget ved Enebærodde, Fyn, maj 2003.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Sandstrand er almindelig langs de danske kyster. De største sandstrande findes langs den jyske vestkyst, ved Kattegats åbne kyster og ved Østersøens øst- og sydvendte kyster.

Plantevækstens udformning bestemmes af strandens bredde, hældning og eksponering samt af sandets kornstørrelse. Ofte fordeler planterne sig i flere bælter (figur 7-2). I selve havstokken, der nås af bølgerne, er sandet fugtigt og mørkt. Her vokser ingen planter – miljøet er for ustabilt. Indadtil ender havstokken ofte i en lav vold af grus og småsten, der efterlades, når bølgerne trækker sig tilbage (figur 7-3).

På den nedre del af stranden, på landsiden af havstokken, er der ofte fugtige områder, hvor der vokser mikroskopiske grønalger, kiselalger og cyanobakterier, som giver sandet et grønligt til brunligt skær. Algerne, og i særlig grad cyanobakterierne med deres slimkapper, er med til at kitte sandkornene sammen. De lever i et tyndt lag lige under overfladen, hvor der er lys nok til fotosyntese. Oftest er en enkelt algeart særlig fremtrædende i de enkelte bevoksninger. I groft sand lever især arter, der sidder fast på sandkornenes overflade. I fint sand dominerer arter, der bevæger sig frit mellem sandkornene, hovedsagelig kiselalger.

Dybere nede i sandet, hvor der ikke er tilstrækkeligt med lys til fotosyntesen, aftager iltindholdet. Hvor der ikke længere er fri ilt til stede, kan sandet være farvet sort eller blåsort. Det skyldes bakterier, der udnytter svovlforbindelser (sulfationer) i vandet mellem sandskornene i nedbrydningen af organisk stof i stedet for ilt. Derved dannes der svovlbrinte, der i forbindelse med bestemte jernforbindelser danner svovljern (ferrosulfid), som farver sandet mørkt.

Nedre og øvre tangvold

På stranden er der ofte volde af opskyllet tang. De markerer, hvor højt bølgerne er nået op under tidligere storme (figur 7-4). Veludviklede tangvolde forekommer hovedsageligt på sandstrande ved de indre farvande, hvor der på havbunden udenfor kan forekomme store bevoksninger af alger eller ålegræs, som storme river løs og skyller ind på stranden. Ofte er der to særlig veludviklede tangvolde – den nedre tangvold, der repræsenterer det daglige højvande, og den øvre tangvold, der viser, hvortil bølgerne er nået under vinterstorme.

På den nedre tangvold skaber gradvis nedbrydning af det organiske materiale et næringsrigt miljø. Tangvolden er også rig på salt og fugtighed, fordi det organiske materiale tilbageholder vand. Desuden er den meget ustabil, da den nås af bølgerne ved kraftig vind og omlejres totalt om vinteren. På tangvolden vokser der derfor overvejende enårige, ofte sukkulente arter, der tåler det høje saltindhold, og som begunstiges af det høje næringsindhold. De mest almindelige arter er strand-mælde, spyd-mælde og strandgåsefod.

Den øvre tangvold er oftest ældre end den nedre, så nedbrydningen af det organiske materiale har stået på igennem længere tid. Indholdet af salt og næringsstoffer udvaskes af nedbøren, og vinden tilfører sand. Derfor er den øvre tangvold mindre næringsrig og mere sandet end den nedre, og den er samtidig mere tør. Ved fortsat nedbrydning af tangen vil forholdene efterhånden nærme sig den omgivende sandbund.

På den øvre tangvold vokser der enårige arter som sodaurt og strandsennep (figur 7-5) og flerårige arter som kruset skræppe og almindelig kvik. Desuden optræder forskellige næringskrævende arter, der også vokser som mark- og haveukrudt: almindelig svinemælk, ager-svinemælk, horse-tidsel, stor nælde og vild kørvel. Måske er netop den øvre tangvold disse arters naturlige voksested, hvorfra de har spredt sig ind på dyrkede jorder, efterhånden som disse er blevet mere næringsrige.

Er stranden så bred, at der på den øvre del aflejres tykkere, mere uforstyrrede sandlag, kan der her vokse strand-mandstro og strandkål.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Sandstranden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig