Danske klittyper

Den første klittype, der dannes, hvis aflejringen er ruhedsbetinget, er skjold- eller urklitten. Til at begynde med er der blot tale om en lille sandplet, der har samlet sig et sted på stranden, hvor der i forvejen var løst sand. Efterhånden som sandpletten samler mere sand, vil den vokse i højden til et par decimeter, samtidig med at den vandrer med vinden. Er stranden fugtig, kan der dannes en lille stejlkant mod vinden. Overfladen hælder svagt i vindretningen.

Hvis der er rigelige sandmængder til rådighed for sandtransport, og vinden på langs ad stranden er vedvarende og kraftig, kan skjoldklitten udvikle sig til en primær barkhan. Denne klittype, der har form som en halvmåne, kan under ideelle forhold blive op til 1 m i højden og 100 m i tværsnit. Halvmåneformens horn peger med vinden, fordi siderne vandrer hurtigere end toppen af klitten. Sandkornene kryber og hopper op ad den relativ flade og faste vindside, hen over toppen, og triller ned ad den stejle, løstpakkede læskråning mellem hornene. Denne kontinuerlige sandbevægelse fra forsiden til bagsiden af klitten bevirker, at hele klitformen vandrer hen ad stranden.

Både skjoldklitten og den primære barkhan er vandrende klitter, men de er ret sjældne fænomener på de danske kyster. Enten er vejret for omskifteligt og sandtransporten utilstrækkelig, eller også bremses og ødelægges formerne af for megen vegetation.

Derimod møder man ofte de stedbundne, obstruktionsbetingede tue- og tungeklitter. Små pude- eller linseformede tueklitter dannes især omkring lave græsarter og pilebuske, hvor sandet falder til hvile i læet inde i vegetationen. Højden af tueklitterne er 0,5-1 m, og udstrækningen generelt mindre end 10 m. Er betingelserne til stede, det kan f.eks. være en strandvoldsslette med et mere eller mindre tæt vegetationsdække, kan der dannes mange tueklitter, som med tiden vokser sammen til et sammenhængende sanddække, der kan brede sig over flere kvadratkilometer. Det relativt tynde sanddække smyger sig hen over det oprindelige relief, men de store linjer i det oprindelige landskabs former kan dog stadig ses.

Ved højere og mere massive lægivere, f.eks. de store klitgræsser som hjelme og marehalm eller store sten, vil læet strække sig længere væk, og aflejringen ændres til en langstrakt, tungeformet sandophobning, en tungeklit, der peger bort fra vinden. Er der tale om en massiv lægiver, kan der samtidig dannes en lille sandophobning i vindsiden, adskilt fra lægiveren af en rende, hvor vindens turbulens forhindrer aflejring. Efterhånden som tungeklitten vokser, vil den udfylde hele læets udstrækning, som er 15-25 gange lægiverens højde.

Hvis lægiveren, som det ofte er tilfældet, er hjelmeplanter, kan tungeklitten opnå en yderligere vækst. Det hænger sammen med, at hjelmeplanter har den særlige egenskab, at deres vækst fremmes ved sandpålejring. Planten vokser ovenud af sanddækket og skaber læ for endnu mere pålejring.

Også tungeklitter kan vokse sammen, med eller uden tueklitternes tilstedeværelse, og skabe større sanddækker.

De hurtigt- og letvoksende tue- og tungeklitter (figur 17-55) er barnestadierne for de større klitbælter, man finder langs kysterne. Hvis sammenvoksningen af tue- og tungeklitterne finder sted på bagstranden, hvor bl.a. hjelmeplanterne danner overgang til den mere landprægede vegetation, kan der opstå et eller flere langstrakte bælter af såkaldte forklitter orienteret parallelt med kystlinjen. Forklitter er en del af tværklitterne, dvs. klitter, der ligger på tværs af den dominerende vindretning. Navnet forklitter indikerer blot, at det er forreste klitrække mod havet. Klittypen kaldes også for kyst- eller havklitter.

Efterhånden som den mest kystnære klit bygges op, opnår den et profil, der ligner tværsnittet af en barkhan: Vindsiden, eller havsiden, af klitten hælder 5-12°, mens bagsidens læskråning er stejlere og hælder 25-30°. I vinterhalvåret, hvor storme og høje vandstande præger kysten, sker det, at bølgerne når ind og eroderer i klitfronten, så den bliver meget stejl, næsten lodret.

Højden af forklitterne er oftest mindre end 10 m og bredden af klitbæltet 50-500 m, men der er store, regionale forskelle. De største kystklitter findes i det nordvestlige Jylland, hvor klitfronten kan nå op til 30 m over stranden, mens klitterne i den sydvestlige del af landet maksimalt når 20 m’s højde, men generelt er mindre.

Hvis der går hul i vegetationsdækket på en klit, kan der ske en udblæsning af sandet, hvilket fører til, at en afrundet, kraterlignende erosionsform dannes. Plantevæksten kan enten være ødelagt ved erosion fra havet, den kan visne naturligt eller den kan være ødelagt på grund af slitage fra færdsel i klitterne. Udstrækningen af en sådan vindkule, også kaldet en vind- eller klitgryde, er almindeligvis op til 10-20 m.

Sandet blæser fra det blotlagte område, der så udhules, og op over vegetationskanten, hvor det aflejres i en ringformet vold, der fremhæver den karakteristiske kraterform. Udviklingen af vindkulen kan stoppe af sig selv, når hullet bliver så dybt, at vindkulen bliver sin egen lægiver. Men hvis udblæsningen fortsætter i den dominerende vindretning, vil der i stedet ske en videreudvikling af vindkulen, så den omdannes til en langstrakt vindrende eller vindslugt. Vindrender kan blive adskillige hundred meter lange, men forbliver forholdsvis smalle med bredder på op til kun 20-50 m.

Vedvarende udblæsning fra en vindrende med rigelig sandfygning kan resultere i dannelsen af en parabelklit. Klitten har form som et kæmpemæssigt U, eller en parabel, der vender åbningen mod den dominerende vind. Hele formen vandrer ind over landet i takt med, at sandet eroderes væk fra parabelens inderside og aflejres i læskråninger i vegetationen på ydersiden.

Parabelarmene er smalle og stejle til begge sider, og kan blive flere kilometer lange. Det klitparti, der vandrer forrest og forbinder armene, kaldes parabelkernen (figur 17-57 og 17-58).

Mellem parabelarmene ligger en afblæsningsflade, der enten kan være en stenslette eller en sandslette. Hvis det landskab, parabelen vandrer hen over, indeholder grus og sten, som f.eks. hævede strandvolde, vil der dannes en stenslette, efterhånden som sandet blæser væk. Er det derimod en meget sandet overflade, f.eks. Et ældre flyvesandsdække, som klitten passerer, vil der dannes en sandslette mellem parabelarmene.

Afblæsningen af sandsletten sker til niveauet lige over grundvandsspejlet, hvor sandet er så fugtigt, at det ikke kan blæse væk. Da grundvandsspejlet til en vis grad følger overfladeterrænet, vil det ligge højere lokalt omkring parabelklitten end ved et fladt område. Det betyder, at der på afblæsningsfladen kan dannes søer eller sumpede områder, hvilket igen betyder, at vegetationen hurtigt kan indfinde sig. Herved tilbageholdes den oprindelige sandkilde, og klitten har nu kun sit eget sandvolumen til rådighed for den videre vandring.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Nogle af de største og mest veludviklede parabelklitter findes i Nordvestjylland, i områderne bag de høje kystklitter.

Hvis der sker en fortsat vindpåvirkning af parabelklitten, og vegetationsdækket reduceres, kan kernen løsrive sig fra armene og vandre videre som en barkhanlignende storklit, der kaldes en mile. Disse klitter, som formmæssigt tilhører tværklitterne, er, i modsætning til parabelklitterne, vegetationsfrie, men begge typer er karakteristiske for fugtige klimaområder. Milens ovale grundform har en udstrækning fra 100 m til 1 km, og dens højde er op til 20-30 m. Klittypen kaldes også for en sekundær barkhan og kan bestå af flere mindre barkhanagtige former oven på hinanden.

Når milerne river sig fri af parabelklitterne, efterlader de armene, der i Nordjylland har fået betegnelsen klitrimmer. Også milernes vandring skaber afblæsningsflader i form af sand- eller stensletter. En mile behøver ikke nødvendigvis at have parabelklitten som mellemform, men kan også dannes direkte fra kystklitterne, hvis forudsætningerne er opfyldt.

Råbjerg Mile sydvest for Skagen har i mere end 100 år fået lov at vandre frit mod øst (se figur 19-5). I løbet af den periode har klitten tilbagelagt godt og vel 1 km. Andre danske miler er tæmmet ved beplantning.

Hvis en ældre klit, eller et større areal med ældre klitter, præges af afblæsning og dannelse af vindkuler og vindrender, kan der i stedet for parabelklitter dannes en residualklit eller et residualklitlandskab. Residualklitter er meget ujævne og iturevne med stejle, eroderede sider, der først og fremmest fastholdes af vegetationsrester og fugtighed.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Danske klittyper.

• Forrige afsnit er Klitlandskabet
• Næste afsnit er Sandflugt