Ålens fantastiske liv og sørgelige tilbagegang

Figur 10-29. Johs. Schmidt (1877‑1933), den danske forsker, som fandt ålens gydepladser.

.

Figur 10-30. Ålen gyder i frontzoner i Sargassohavet, hvor koldt og varmt vand mødes. Under Galathea 3-ekspeditionen blev der i marts-april 2007 fisket efter ålelarver langs tre nord-sydgående linjer på tværs af frontzonerne (de lodrette, hvide linjer på kortet). Størrelserne af cirklerne på kortet er proportionale med det antal ålelarver, der blev fanget. Alle ålelarver er fanget i frontzonerne.

.

Figur 10-28. Ålelarve fra Sargassohavet under mikroskopet, fanget under Galathea 3-ekspeditionen.

.

Figur 10-32. Spidssnudet og bredsnudet ål.

.

Figur 10-33. I efteråret 2006 blev denne og 21 andre blankål mærket med elektroniske mærker, som registrerer temperatur, lys og dybde, og derefter udsat ved kysten i Irland. Mærket bliver programmeret til at frigøre sig på et bestemt tidspunkt, hvorefter det sender oplysninger om de registrerede forhold og position op til en satellit. Disse mærker har givet ny, vigtig viden om ålens vandring mod Sargassohavet.

.

Figur 10-31. Glasål.

.

Figur 10-34. Danske fiskeres landinger af ål fra 1920 til 2006.

.

Artikelstart

Af alle de spændende fisk, man kan møde i vore vandløb, har den europæiske ål uden tvivl den mest fantastiske livshistorie (figur 10-28).

Jagten på ålens gydepladser

Arten findes udbredt i vandløb, søer, brakvand og kystnære områder fra Island til Nordafrika og var tidligere en af vores mest almindelige fisk. Så meget desto mere har man tidligere undret sig over, hvor ålen egentlig kommer fra, da man hverken kunne finde åleyngel eller æg og sæd i de voksne ål. Den græske filosof og naturvidenskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.) mente derfor, at ål måtte stamme fra orm, som igen opstod spontant fra mudder. Den romerske naturvidenskabsmand Plinius den ældre (år 23-79) mente derimod, at ål gnubbede hud og slim af mod sten, hvorved nye ål opstod.

Man skulle helt hen til 17- og 1800-tallet, før der kom skred i vores viden om ålen. Man identificerede meget tidlige stadier af kønsprodukter i voksne ål. Samtidig blev det slået fast, at unge stadier af ål, såkaldte glasål, vandrer ind mod kysterne og op i de ferske vande om foråret, mens voksne ål vandrer ud i havet om efteråret; gydningen måtte altså foregå i havet. I 1897 opdagede de italienske forskere Grassi og Calandruccio, at en lille bladformet fisk, man flere gange havde fanget i havet og havde givet det videnskabelige navn Leptocephalus brevirostris, faktisk var ålens larvestadium. Nu gik jagten på ålens gydepladser ind, og det skulle blive en dansk forsker, Johs. Schmidt, som løste gåden (figur 10-29).

I 1904 fangede han på en ekspedition helt tilfældigt en ålelarve ud for Færøerne og blev helt og aldeles grebet af problemet om ålens gydepladser. Gennem adskillige ekspeditioner og ved at få danske fragtskibe til at fiske efter ålelarver under deres sejlads i Atlanterhavet, lykkedes det ham at indkredse ålens gydepladser ved at søge efter mindre og mindre larver. I 1922, efter mange års søgen, kunne han konkludere, at de allermindste, nyklækkede ålelarver findes i Sargassohavet syd for Bermuda i et område med centrum i 26° N og 60° V. Den europæiske ål gyder med andre ord i Sargassohavet, og faktisk viste det sig, at den nært beslægtede amerikanske ål også gyder i stort set samme område.

Sidenhen har flere ekspeditioner bekræftet Schmidt’s oprindelige resultater, senest i 2007 under Galathea 3-ekspeditionen. Dog er disse konklusioner udelukkende baseret på fund af nyklækkede larver. Der er endnu aldrig nogen, der har set eller fanget gydende ål i Sargasso­havet.

Det viser sig endvidere, at gydeområdet er større, end Schmidt oprindeligt mente, og faktisk er det endnu ikke blevet endeligt afgrænset. Det strækker sig mere end 1000 km fra øst til vest i et 3-400 km bredt bælte, som er karakteriseret ved udprægede temperaturfronter, hvor koldt og varmt vand mødes. Disse fronter rækker 3-400 m ned i vandsøjlen, og selv om Sargassohavet er 5 km dybt, menes gydningen at foregå i disse øvre vandlag.

Resultater fra Galathea 3 viser, at ålelarvernes tidligste livsstadier er fuldstændig knyttet til disse temperaturfronter. Der er simpelthen mere føde for de små larver i fronterne end i de øvrige områder af det næringsfattige Sargassohav (figur 10-30).

Ålelarvernes lange rejse

De nyudklækkede ålelarver er ca. 5-7 mm lange og føres langsomt med Golfstrømmen og den atlantiske vestenvindsdrift mod Europas og Nordafrikas kyster, en rejse på mere end 5000 km. Om dette varer 1, 2 eller flere år er omdiskuteret, ligesom der er uenighed om, hvorvidt larverne driver passivt eller svømmer aktivt.

Når de ankommer til kontinentalsoklen, begynder forvandlingen fra larve til ca. 7 cm lange, gennemsigtige såkaldte glasål (figur 10-31). Nogle glasål slår sig ned i de kystnære områders saltvand, mens andre vandrer op i vandløb og søer.

Hovedparten af de ål, der forbliver i saltvand, bliver til hanner, mens ål i ferskvand fortrinsvis er hunner. Faktisk er fastlæggelsen af kønnet hos mange fisk et spørgsmål om både miljø og genetik; hos ålen synes miljøet at spille den største rolle, og bestandstætheden menes at være den afgørende faktor – jo tættere, jo flere hanner. Således bliver mere end 90 % af alle ål i ålefarme til hanner, selv om de alle oprindeligt er fisket op som glasål i naturen, hvor man ellers skulle forvente mange hunner iblandt.

Voksne ål og deres gydevandring

Når glasålene slår sig ned langs kysterne eller vandrer op i vandløb og søer, ændrer de gradvis farve og får en lys bug og mørk ryg, samtidig med at de bliver decideret bundlevende. Ofte finder man to typer: En spidssnudet form, som mest lever af insektlarver, herunder især dansemyggelarver, og en bredsnudet form, som fortrinsvis lever af fiskeyngel (figur 10-32). Man ved reelt ikke, hvad der betinger, om en ål bliver spids- eller bredsnudet, men ligesom med kønsfastlæggelsen kan der være tale om miljøbetingede forskelle, f.eks. som følge af bestandstæthed og de tilgængelige fødeemner.

Ålen opholder sig typisk i Danmark i 5-15 år, hvorpå den begynder at forvandle sig til blankål. I dette stadium indleder ålen sin vandring mod gydeområderne. For hannernes vedkommende sker det ved en længde på ca. 30-45 cm, mens hunnerne bliver blankål ved længder på 40-100 cm. I Danmark foregår hovedudtrækket af blankål i september og oktober, og vandreaktiviteten er tæt knyttet til månens faser, med nymåne som den mest aktive periode.

Vel ude i havet foregår vandringen til at begynde med langs kysten, men på et tidspunkt forlader ålene kontinentalsoklen, og hidtil har man derefter mistet alle spor af deres vandring. Resultater fra Galathea 3, baseret på mærkning af blankål med elektroniske satellitmærker, viser imidlertid, at ålen vandrer i de øverste 0-1000 m på trods af havdybder på flere kilometer, og de tager en ret direkte rute mod Sargassohavet (figur 10-33).

Disse resultater stammer fra ål, som havde svømmet op til 1300 km på vej mod gydepladserne. Hvad der sker på de sidste 2/3 af turen til Sargassohavet, er imidlertid stadig ukendt. Skjult for nysgerrige blikke og efter at have svømmet mere end 5000 kilometer tilbage til fødestedet mødes ålene i Sargassohavet i marts-april, gyder og dør efter al sandsynlighed derefter.

Ålens mange gåder

Selv om de seneste 100 års forskning har kastet betydeligt lys på ålens livshistorie, er der stadig mange gåder tilbage, som vi ikke kender svaret på: 1) Man mangler stadig det endegyldige bevis på, at ålen gyder i Sargassohavet, nemlig at fange en gydende ål. 2) Man mangler at kortlægge hele ålens vandringsrute til Sargassohavet. 3) Man mangler at afklare, hvorfor i alverden ålen vandrer mere end 5000 km for at gyde i Sargassohavet.

To af de hidtidige gåder er imidlertid nu blevet løst takket være resultater fra Galathea 3. Det har længe været et mysterium, hvad de små ålelarver lever af i Sargassohavet, og det har endda været foreslået, at de ikke æder gennem munden, men opsuger næring fra vandet gennem huden. Ved at analysere DNA fra larvernes tarmindhold er det imidlertid lykkedes at identificere deres føde. Det viser sig, at de æder et bredt udsnit af små planktonorganismer, bl.a. vandlopper og en række smådyr med højt gelatineindhold.

Det har også været meget omdiskuteret, om deres findes en eller flere genetisk forskellige bestande af ål. Analyser af DNA fra ålelarver fra Sargassohavet og fra glasål fra hele udbredelsesområdet fra Island til Marokko viser meget bemærkelsesværdigt, at ålen udgør én stor, genetisk set homogen bestand, dvs. den er panmiktisk. Det betyder, at alle ål gyder på kryds og tværs med hinanden i Sargassohavet. En ål fra Danmark kan f.eks. lige så godt få afkom med en anden ål fra Danmark som med en ål fra Marokko eller Island. Det er ret enestående at finde en art, der er udbredt over et så stort geografisk område og alligevel er panmiktisk.

Endelig er der et stort tilbageværende mysterium, som også involverer den amerikanske ål. De to arter kan få afkom med hinanden, men hybriderne (krydsningerne) findes stort set kun på Island. Det lyder besynderligt, men flere uafhængige undersøgelser baseret på DNA-analyser giver det samme resultat. En forklaring kan være, at amerikanske ål har en kort larvefase og europæiske ål en lang. Hybrider har muligvis en mellemlang larvefase og vil begynde forvandlingen til glasål midtvejs på ruten mod Europa, og nogle af dem er i stand til at nå til Island og vandre op i vandløb og søer på øen. Genetiske analyser og fremtidige muligheder for at krydse de to arter i fangenskab kan måske afklare, om det er forskelle i larvefasens varighed, som er årsag til de mange hybrider på Island.

Opdræt af ål

Der er store problemer med at kunne opdrætte ålen kunstigt. Både i Europa og Asien findes adskillige ålefarme, som producerer ål i spisestørrelse. Denne produktion er imidlertid baseret på vilde glasål, som er opfisket i naturen. De danske åleforskere Inge og Jan Boëtius var i 1960’erne pionerer med hensyn til at kønsmodne ål kunstigt ved hjælp af hormoner, og det er siden lykkedes at frembringe levende ålelarver. Imidlertid er bl.a. fodringen af larverne et problem. Her kan det være en stor hjælp, at man nu ved, hvad ålelarverne æder i naturen.

Der er flere forskergrupper, som for tiden arbejder på at udvikle kunstigt opdræt af ål. Det vil dog tage adskillige år, før man kommercielt kan opdrætte ål i fangenskab fra æg til kønsmoden blankål.

Ålens katastrofale tilbagegang

Ålen har tidligere været en af de mest almindelige fisk i vores vandløb, søer og fjorde og en meget vigtig art i det danske erhvervsfiskeri med årlige fangster på op til 5000 tons (figur 10-34). Hertil kommer et betydeligt fiskeri med ruser i vandløbene.

Siden slutningen af 1970’erne har ålen imidlertid været i rivende tilbagegang, og indvandringen af glasål til Europa er nu blot på mellem 1 og 5 % af, hvad den var i 1980. Tilbagegangen er så drastisk, at ålen nu er på listen over truede arter hos den internationale organisation IUCN (se Vandløbenes fiskearter). Her betegnes ålen som „kritisk truet“, hvilket er trinnet umiddelbart før „udryddet i naturen“.

Hvad er der galt, og hvordan har det kunnet komme så vidt? Ålen er ramt af to forbandelser: Den ene er, at den er meget velsmagende og derfor særdeles efterstræbt både som glasål og som voksen ål. Den anden er, at vi stadig ved så lidt om dens biologi, at det er svært at sige, hvilke faktorer der har den største betydning for tilbagegangen, og det har det desværre med at blive en undskyldning for ikke at gribe til handling.

Overfiskeri spiller uden tvivl en stor rolle, både i form af fiskeri på voksne ål og ikke mindst i form af det fiskeri på glasål, som foregår i Frankrig og Spanien. Glasål bliver regnet for en delikatesse i Sydeuropa, og en stor del af fangsten bliver derfor spist. En meget stor andel blev desuden tidligere solgt levende til ålefarme, især i Kina, hvor de blev fodret op og eksporteret videre til Japan.

En anden uden tvivl meget vigtig faktor består i, at dræning af vådområder og regulering af vandløb i hele Europa har ført til store tab af opvækstområder for ål. Vandkraftværker spiller også en stor negativ rolle i denne sammenhæng, da de i mange tilfælde spærrer for opvandring af glasål, mens nedvandrende blankål bliver dræbt i turbinerne. Det er ikke usædvanligt at måle dødeligheder på 60-70 % blandt vandrende blankål, som skal passere et kraftværk, og er der f.eks. tre kraftværker, som skal passeres, vil dødeligheden være højere end 90 %, før ålene overhovedet har nået havet.

Ophobning af miljøgifte i ålens fedtvæv, som frigives og forgifter ålen under gydevandringen, samt indførte sygdomme og parasitter såsom svømmeblæreormen Anguillicola crassus, der er indslæbt med importerede japanske ål, kan også meget vel spille en rolle. Endelig er der spekula­tioner om ændringer i havstrømmene, som skulle føre ålelarverne på afveje, så de går til i stedet for at ramme Europas kyster.

Buddene er mange og kan sagtens alle være rigtige; problemet er at sætte procenter på, hvor meget de hver især betyder. Dette betyder dog ikke, at man skal synke tilbage i handlingslammelse. Klimaændringer og ændringer af havstrømme er det svært at gøre noget ved, men regulering af fiskeriet, effektive afværgeforanstaltninger ved turbiner, sikring af passageforhold og genopretning af levesteder vil alt sammen have en stor, gavnlig indflydelse på ålens fremtidsudsigter. Lad os tage de positive briller på og håbe, at vi om 20 år kan se tilbage på ålens tilbagegang som et mønstereksempel på et problem, der blev løst ved, at politikere og embedsmænd fra hele Europa lagde snævre nationale interesser på hylden og lavede en fælles, effektiv handlingsplan.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Ålens fantastiske liv og sørgelige tilbagegang.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig