To mindre kendte repræsentanter for laksefiskene er slægtningene helt og snæbel. Begge tilhører slægten Coregonus, der er vidt udbredt i Nordeuropa, Sibirien og Nordamerika. Et utal af forskellige arter, racer og former er beskrevet inden for slægten, og der hersker stor forvirring om deres navngivning.
Helt og snæbel - laksefisk med mange former
Figur 10-24. Yngel af helt.
Helt
Figur 10-25. Voksen helt.
Figur 10-26. Forskelle i gællegitterstave mellem helt-former.
Helt (figur 10-24 og 10-25) betegnes ofte som en anadrom art (dvs. den gyder i ferskvand og søger føde i havet). Den kan dog kun tåle forholdsvis lav saltholdighed og findes derfor kun i vandløbssystemer og brakvandsområder. Det er imidlertid langtfra alle helt, der nogensinde møder saltvand. En del gyder og vokser op i store, dybe søer og deres tilløb, som det f.eks. er tilfældet med flere bestande i Gudenå-systemet.
En hunhelt gyder store mængder små æg, der klistrer fast til bunden. I modsætning til æg af laks og ørred har heltens æg en kort udviklingstid, ca. en måned mod mere end tre måneder hos laks og ørred. Man ved relativt lidt om ynglens liv, men fra gydestedet i vandløbet transporteres nyklækkede larver tilsyneladende passivt ud i de tilknyttede søer eller fjorde, hvor opvæksten foregår, mens fiskene går i store stimer. Heltens yngel opholder sig således kun kort tid (få uger) i vandløbet i modsætning til lakse- og ørredyngel (op til flere år).
Forskellige former af helt
Forskellige bestande af helt udviser stor mangfoldighed mht. udseende, vandringsadfærd og fødesøgning. Helt har derfor som gruppe tiltrukket sig stor opmærksomhed inden for evolutionsbiologien. Visse steder, f.eks. i mange nordskandinaviske søsystemer, sameksisterer flere helt-former med forskellig størrelse, udseende og fødesøgningsstrategier. Her kan man visse steder finde op til fem forskellige former inden for samme sø. Hver form er tilsyneladende specialiseret til udnyttelse af forskellige fødenicher. Sådanne forskellige økologiske former findes i øvrigt også hos smelt og trepigget hundestejle. Hos helt-arter på det nordamerikanske kontinent findes ofte både ‘normal-’ og dværgformer, der lever på forskellig vanddybde og har forskellige fødevalg.
Forskellige helt-former varierer som nævnt på en lang række områder som f.eks. væksthastighed, kropsform og størrelse, gydetidspunkt og -sted (f.eks. på lavt eller dybt vand, inden for en sø eller i søens tilløb). En typisk forskel mellem forskellige helt-former er antallet af gællegitterstave. Gællegitterstave er bruskagtige elementer på gællebuerne, der har betydning for fiskens evne til at filtrere små fødeemner fra vandet. Former med forholdsvis mange og lange gællegitterstave lever generelt af planktondyr i de åbne vandmasser. Former med færre, mindre stave er i højere grad specialiseret til større fødeemner såsom insektlarver og andre smådyr, og søger derfor oftere deres føde på bunden. Antallet af gællegitterstave er arveligt, men varierer meget både inden for og mellem de forskellige former.
Undersøgelser tyder på, at antallet af gællegitterstave hos de enkelte former er påvirket af den naturlige selektion. Hvis helt med få gællegitterstave f.eks. indvandrer til et nyt levested med færre insektlarver eller større konkurrence om dem, vil den naturlige selektion over generationer kunne føre til gradvis udvikling af en ny form med flere gællegitterstave, der bedre kan udnytte planktondyr som fødekilde.
Specielt bemærkelsesværdigt er det, at man i de enkelte søer eller vandløb ofte finder flere former sammen. Genetiske analyser viser, at former med hhv. få og mange gællegitterstave, der lever i samme sø, ofte er nærmere beslægtet med hinanden end med lignende gællegitterstav-former i andre søer (figur 10-26). I to forskellige sø- eller vandløbssystemer stammer helt-former med mange gællegitterstave således ikke nødvendigvis fra en fælles ‘mange-stavet’ type, der indvandrede efter sidste istid. De er mere sandsynligt indvandret som en ‘få-stavet’ form, som først efter etableringen har ændret form gennem nedarvede tilpasninger.
Det interessante set med evolutionsbiologiens øjne er, at tilsyneladende ens former kan opstå i mange forskellige åer og søer uafhængigt af hinanden, og det er sket mange steder inden for helt-fiskenes udbredelsesområde. På den måde er der store ligheder mellem udviklingen af forskellige former af trepigget hundestejle (boks 10-4) og helt-fisk med forskellige antal gællegitterstave. Da nutidens helt-bestande først indvandrede til Nordeuropa og Danmark efter sidste istid for tidligst 12.000 år siden, må alle disse tilpasninger være foregået med en – set i et udviklingsbiologisk tidsperspektiv – rasende fart (se også boks 10-1). Helt-fiskenes store formmæssige mangfoldighed afspejler dermed deres bemærkelsesværdige tilpasningsevne.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks
Trepigget hundestejle. Øverst: Ferskvandsform med få benplader. Nederst: Saltvandsform med mange benplader.
| Den trepiggede hundestejle (<frem>Gasterosteus aculeatus</frem>) er en af vores almindeligste fisk, og samtidig en af de mest interessante. Den er vidt udbredt i åer, søer og saltvand. Den har en ret speciel ynglebiologi, da hannen bygger en rede af planterester, som den bagefter lokker hunner ind i. Efter parringen bliver hunnerne jaget væk, og hannen passer derefter æggene og de spæde unger. I de senere år har hundestejlen vakt opmærksomhed af helt andre årsager. Den udviser nemlig meget stor variation i udseende, og bl.a. finder man en type i saltvand, som er dækket af benplader langs bagkroppen, mens ferskvandstyper kun har nogle få plader (figuren). Disse typer findes spredt over hele den nordlige halvkugle. Igennem mange år opfattede man disse former som underarter, som muligvis var indvandret fra forskellige refugier efter sidste istid. Analyser af DNA har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet. Selv om typer med få plader langs siden fra forskellige vandløb og søer ser ens ud, er de ikke specielt tæt beslægtet med hinanden. Bestandene ser derimod ud til at være opstået uafhængigt af hinanden, ved at saltvandshundestejler er vandret ind i ferskvand og har grundlagt en ny bestand. Dette er foregået hundreder af gange vidt forskellige steder. Men hvorfor har alle ferskvandsbestandene så alligevel kun meget få benplader langs siden? Ved at kortlægge hundestejlens arvemasse har man fundet ud af, at det er en genetisk variation i et enkelt gen, som koder for proteinet ectodysplacin, der bestemmer, om hundestejlen har mange eller få benplader. Hos hundestejler i saltvand har næsten alle fisk den variant af genet, som giver mange benplader langs siden. Dette panser er et vigtigt forsvar mod rovdyr i havet. Nogle få procent har imidlertid den variant, som giver få benplader. Når hundestejler fra saltvand grundlægger en bestand i ferskvand, er det en ulempe at have mange benplader, da nogle af rovdyrene i ferskvand kan bruge dem til at gribe fat i. Den naturlige udvælgelse forårsager derfor, at hyppigheden af den variant af ectodysplacin-genet, som giver få benplader, i ferskvand stiger fra nogle få procent til tæt ved hundrede procent. Disse resultater har vakt voldsom interesse blandt evolutionsbiologer. Hundestejlen viser nemlig, hvordan genetisk variation i et enkelt gen kan føre til drastiske forskelle i form og udseende, som repræsenterer tilpasninger til forskellige miljøer. I sidste ende kan variation i et enkelt gen føre til, at nye arter begynder at opstå. Tegning: Lene Jacobsen Trepigget hundestejle. Øverst: Ferskvandsform med få benplader. Nederst: Saltvandsform med mange benplader. |
|---|
Afsnit fortsætter her.
Bestande i tilbagegang
Dræning og ændringer i gyde- og opvækstområderne har sammen med fiskeri mindsket helt-fiskenes bestande kraftigt i 1900-tallet, og over hele udbredelsesområdet regnes talrige bestande i dag som truede. I sammenligning med laks og ørred er helt tilsyneladende dårlig til at forcere forhindringer. De spredes derfor dårligt inden for og mellem vandløb, som disse typisk ser ud i dagens Danmark, og dette har været med til at begrænse deres bestandsstørrelser.
Helten har flere steder været genstand for udsætninger i forsøg på at ophjælpe lokale bestande, f.eks. i Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Udsætninger er også sket steder, hvor arten ikke forekommer naturligt, f.eks. i Suså. Denne bestand udgør i dag den eneste forekomst i Danmark uden for Jylland, så generelt har udsætningerne ikke givet anledning til nye bestande.
Snæbel
Snæblen kan skelnes fra helten på sin forlængede næse og på, at den kan tåle højere saltkoncentrationer (figur 10-27). I modsætning til helten træffes snæblen derfor også i havet. Den form, man på dansk kalder snæbel eller nordsøsnæbel, levede førhen i de fleste vandløb og floder med udløb i Vadehavet. Som hos anadrome former af helt gyder snæblen i åen og vokser op i saltvand. Man ved dog relativt lidt om dens biologi og krav til gyde- og opvækstområder. Ligesom helten er snæblen tilsyneladende ikke god til at forcere de spærringer, den måtte møde under gydevandringen, hvilket begrænser dens spredningsevne i nutidens regulerede vandløb.
Ligesom med de forskellige helt-former er det ikke helt enkelt at fastslå, hvad der er en snæbel, og om den bør betragtes som en selvstændig art i forhold til helten. Spørgsmålet er ikke endeligt afklaret, men snæblen må under alle omstændigheder siges at være på vej til at blive en art, hvilket i sig selv er en særdeles spændende proces at få lov til at „overvære“.
Som beskrevet i boks 10-1 viser DNA-analyser, at helt og snæbel er nært beslægtede. På den anden side findes der vigtige forskelle mellem dem. Ud over snæblens lange næse, som dog også kan variere i størrelse hos helt, er den absolut vigtigste forskel, at snæblen er i stand til at leve i havvand med fuld saltholdighed, hvilket ingen andre europæiske heltbestande er i stand til. Denne helt unikke tilpasning til et liv i Vadehavsområdet udgør en uerstattelig del af heltfiskenes biologiske mangfoldighed, som det er vigtigt at bevare. Selv om der kan rejses tvivl om, hvorvidt snæblen er en selvstændig art eller ej, berører det derfor ikke dens status som stærkt bevaringsværdig.
Genopretning af snæbelbestande
Snæblen var engang talrig. F.eks. levede der tidligere en meget stor bestand i Rhinen, i hvis munding man indtil begyndelsen af 1900-tallet garnfangede op til 15 tons snæbler om året. Snæblen viste sig dog at være yderst sårbar over for fiskeri og menneskeskabte miljøændringer. Resultatet er, at rhinsnæblen og de fleste andre bestande nu er uddøde. I dag findes snæblen kun i Danmark, hvor den er totalfredet. Den eneste stabile bestand gyder i Vidå, og herudover forekommer små bestande i Ribe Å og Varde Å samt muligvis i Sneum Å og Brede Å.
I 1980’erne og 1990’erne forsøgte man flere steder i Danmark, Tyskland og Holland at genetablere snæbelbestandene vha. udsætninger af store mængder yngel. Tilsyneladende har ingen af disse udsætninger dog ført til levedygtige bestande; udsætninger afhjælper ikke den grundlæggende mangel på gyde- og opvækstområder.
I et nyt forsøg på at bevare snæblen har man i 2005 igangsat et storstilet EU-støttet projekt. Her forsøger man gennem naturgenopretning i Vidå, Ribe Å, Varde Å og Sneum Å at øge omfanget af gyde- og opvækstområder. Dette gøres bl.a. ved at fjerne spærringer ved dambrug og kraftværker, ved genslyngning af mange kilometer førhen udrettede åløb samt ved udlægning af gydegrus. Forhåbentlig vil alle disse tiltag ikke bare resultere i en øgning og sikring af snæbelbestandene fremover, men også i en rigere, mere varieret natur til gavn for en lang række andre arter og til glæde for mennesker.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Helt og snæbel - laksefisk med mange former.
- Forrige afsnit er Ørreden - lystfiskernes vigtigste fangstobjekt
- Næste afsnit er Ålens fantastiske liv og sørgelige tilbagegang
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.