Få dage efter den hændelse i Kobbeå, som blev beskrevet ovenfor, var antallet af dyr faldet til 20 % af det oprindelige antal. Men efter nogle måneder var antallet af individer med nogle få undtagelser (f.eks. vårfluen Silo’s larver og huesneglen Ancylus, se figur 8-8 og 9-5) igen oppe på det normale. Den hurtige genindvandring skyldtes en række mekanismer, der sikrer, at alle vandløbsdyr ikke for længst er skyllet ned ad vandløbene og ud i havet.
For det første lever mange af bunddyrene ikke bare oppe på overfladen, men også et stykke nede i bunden. Herfra kan genindvandringen hurtigt finde sted. Det er ofte de første stadier af bunddyrene, man finder dybt nede, dels fordi små individer bedre kan kravle rundt i de små hulrum, dels fordi disse stadier hernede er bedre beskyttet mod rovdyr. Små nymfer af slørvinger og døgnfluer samt ungdomsstadier af ferskvandstangloppen er almindelige nede i bunden, men også larver og voksne af de små klobiller findes ofte i stort antal her.
For det andet svømmer mange arter så godt, at de allerede efter nogle få meter i det strømmende vand igen kan få kontakt til bunden. En teoretisk beregning viser, at i en lille bæk vil en ferskvandstangloppe i løbet af ca. 1 år i alt være drevet 1,5 km ned ad vandløbet. For at sikre en fortsat eksistens i den øvre del af vandløbet kompenserer tanglopperne for driften ved aktivt at bevæge sig opstrøms ad vandløbet.
De fleste vandløbsdyr kravler eller svømmer altid mod strømmen. Dette kan let iagttages på lavt vand i små bække eller i kilder. Hvis man roder i bunden i en kilde, hvor den sorte fladorm Dugesiagonocephala (figur 8-11) lever, vil den i løbet af få minutter komme frem fra sit skjul og i lange rækker vandre op mod strømmen. På et sted, hvor to strømrender løber sammen, kan man iagttage, hvordan dyrene deler sig i to kolonner, der vandrer op i hver sin strømrende.
For det tredje flyver mange insekters voksenstadium tilsyneladende opstrøms og lægger deres æg højere oppe i vandløbet, end de selv er udklækket, hvorved de skulle modvirke driftens udtyndende virkning. Det er dog næppe en særlig vigtig mekanisme, for mange undersøgelser viser, at der stort set flyver lige så mange voksne ned ad vandløbet, som der flyver opad. Formentlig kan insekterne opretholde deres bestandsstørrelse øverst i vandløbene alene i kraft af, at hver enkelt hun lægger et meget stort antal æg, således at ganske få æglæggende hunner derfor er nok til at opretholde bestandene.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.