Skoven trænges tilbage - det åbne land opstår

I dag er hovedparten af Danmark åbent land, og det skyldes som antydet ovenfor især menneskets indgriben. Hvis de indgreb, der holder landskabet lysåbent, f.eks. opdyrkning, slåning eller græsning, svækkes eller helt hører op, gror træer og buske frem. Det kræver en vedvarende indsats at holde træerne og dermed skoven tilbage.

Menneskets „kamp“ mod skoven tog sin begyndelse med agerbrugets indførelse ved overgangen fra Jægerstenalderen til Bondestenalderen for omkring 6000 år siden (figur 1-4). Efterhånden optog de dyrkede marker mere plads, og ved husdyrenes græsning på tørt moræneterræn blev der med tiden skabt store lys åbne arealer med græsland, de såkaldte overdrev. På fugtige arealer i og uden for skovene blev der skabt ferske enge ved græsning og høslæt. Ved rydning af skove på sandet bund, efterfulgt af opdyrkning og senere igen ophør af dyrkning, opstod lynghederne. Så i takt med tiltagende græsning i og rydning af skoven og tiltagende udnyttelse af landskabet kom de dyrkede marker, men især de ekstensivt udnyttede arealer – heder, ferske enge, strandenge og græsland – til at fylde stadig mere.

Da skovandelen var lavest, omkring år 1820, var den på landsplan nede på 4 %. Det danske landskab så dengang anderledes ud end i vore dage. Vidtstrakte heder, fugtige områder og overdrev dækkede omkring halvdelen af landet (figur 1-5).