Skovbundsplanternes livsrytmer

Hos mange af skovbundens planter visner de overjordiske, grønne dele ned om vinteren, som det typisk også er tilfældet for hovedparten af urterne uden for skoven i de tempererede egne. Næste forårs fornyelse kan så ske på to forskellige måder. For nogle arters vedkommende sker det fra knopper, der sidder på plantedele i jordoverfladen, og hos andre fra underjordiske organer som jordstængler, løg og knolde (boks 5-2). Det første er tilfældet hos skov-vikke, fladkravet kodriver og uldhåret ranunkel, mens skov-padderok, hvid anemone, dansk ingefær og hulrodet lærkespore er eksempler på arter med underjordiske organer, hvorfra det næste års skud udgår.

Hos andre som ulvefodarterne, skavgræs, skjoldbregne, engelsød, guldnælde, stor frytle og tyndakset star samt dværgbuske, som f.eks. hedelyng bevares skud og blade grønne igennem vinteren. Blandt skovbundens planter findes der også enkelte, der som træer og buske taber bladene om vinteren, men bevarer en del af de overjordiske skud, der er forveddede. Det gælder f.eks. dværgbusken blåbær. Det kan umiddelbart virke, som om skoven og dens organismer har en hvileperiode om vinteren. Men sådan forholder det sig langtfra for alle skovbundsplanters vedkommende.

Anemoner, guldstjerner (boks 5-2), lærkesporer og orkideer (boks 5-1) har alle underjordiske nærings- og foryngelsesorganer i form af jordstængler, løg eller knolde. For disse arter er sommeren hvileperioden, der falder sammen med, at kronelagets skyggevirkning er udbredt, og lufttemperaturen ofte er forholdsvis høj. Deres forberedelser til næste års aktivitet begynder i det sene efterår og strækker sig hen over vinteren. De nye blade og blomstrende skud begynder i slutningen af den periode at skyde frem – først langsomt, men siden hurtigere i takt med de øgede mængder af sollys, stigende temperaturer og ikke mindst ophør af nattefrost.

Foråret bliver for mange af planterne i bunden af den løvfældende skov det vigtigste blomstringstidsrum, fordi den reducerede lysmængde efter løvspring senere vil hæmme deres vækst.

Udspringstidspunktet er afhængigt af den topografiske og geografiske placering. Blomster hos skovbundsplanter, der vokser på syd- og sydvestvendte skråninger, springer generelt tidligere ud end artsfæller, der vokser på nord- og nordøsteksponerede steder. I egne nær et koldt hav eller havgus kan skovbundsplanternes blomstringstidspunkt være forsinket i forhold til udspringet i mere lune og beskyttede dele af Danmark. Endelig kan udsving i nattemperaturen forårsage store afvigelser i udspringstidspunktet fra år til år.

De skovbundsplanter, der springer tidligst ud, er f.eks. almindelig guldstjerne, almindelig bingelurt, vorterod og blå anemone. Den første forårsvarme kan typisk få deres blomster til at åbne sig fra midten af marts. Dernæst følger hvid anemone og skovsyre, almindelig lungeurt og fingerlærkespore. Da der ofte dannes flere blomster på samme plante, kan blomstringen fortsætte i op til to måneder, hvis den starter allerede i begyndelsen af marts. Hvid anemone afviger fra dette mønster ved at have én blomst, der til gengæld kan holde sig frisk længe.

I sidste halvdel af april indleder gul anemone og skælrod samt liden guldstjerne, liden lærkespore og skov-viol blomstringen. Fjorten dage senere springer de nært beslægtede arter hylsterguldstjerne, hulrodet lærkespore og krat-viol ud samtidig med fladkravet kodriver, storkronet kodriver, skovmærke, rams-løg, stor fladstjerne og tyndakset gøgeurt.

I løbet af maj folder først bøg og birk, siden el og lind og til sidst ask og eg bladene ud. Derved indtræder en ændring i lysforholdene, som markerer afslutningen af årets blomstring for skovbundens tidlige forårsflora.

Et par artsrige og markante grupper af skovbundsplanter, nemlig græsser og halvgræsser, er ikke afhængige af lystilgang for at iværksætte blomstring. Deres blomsteropbygning med små blomster omgivet af skælformede blade gør, at de enten har selvbestøvning eller vindbestøvning. Blomstringen kan således foregå under kronelagets skygge uafhængigt af tilstedeværelsen af en bestøver og er ikke på samme måde betinget af lysmængder som det tidlige forårsflor.

I juni-juli kommer der en række arter med større farvede, insektbestøvede kroner i blomst som dunet steffensurt, skov-galtetand, nældebladet og bredbladet klokke, skov- og almindelig kohvede samt vintergrønarterne. De er ikke på samme måde begrænset lystilgangen som det tidlige forårsflor, og kan derfor blomstre såvel under træernes kroner som i lysninger, langs veje og stier og i udkanten af skoven.

Det er samtidig i denne periode, at en række skovorkideer folder sig ud. Skov-gøgelilje, skov-gøgeurt, rød, hvidgul og sværd-skovlilje, koralrod og rederod har deres blomstringstidspunkt fra slutningen af maj og en måned frem. I juli måned kommer flere arter af hullæbe til med deres spændende blomsterbiologi. Som de seneste blomstrende arter springer knælæbe og tætblomstret hullæbe ud i slutningen af juli og hos sidstnævnte fortsætter blomstringen til begyndelsen af september (boks 5-1 i Den typiske skovbundsplante).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovbundsplanternes livsrytmer.

• Forrige afsnit er Skovbundsplanternes udbredelse
• Næste afsnit er Skovbundsplanternes formering