Skovbrugets lindeskove

Lindens bløde, rolige ved har gennem tiden været anvendt til billedskærearbejder, instrumenter, blindtræ i møbler og trælegetøj, men dét marked er nu væk eller helt minimalt.

Linden har som egentlig vedproducent ikke haft større interesse for skovbruget. Kun i Vindeholme Skov på Lolland er lind blevet dyrket målrettet til langt op i 1900-tallet. Der var dels næsten rene lindebevoksninger, som blev drevet i plukhugst med stort aldersspand, og dels blandskove. Her blev også høstet frø og opgravet småplanter til salg i de få år, hvor det var muligt.

Hist og her findes forstlige lindeplantninger, bl.a. fra perioden 1930-1960. De enkelte bevoksninger er sjældent større end én ha. De ligner bøgeplantninger med deres ranke, grå stammer og udtyndes på samme måde. Lind er desuden plantet som skyggende underskov i egeskov for at forhindre vanrisdannelse på stammerne (se Træets form).

På grund af den ringe frøsætning hos lind i Danmark, er der i stor udstrækning anvendt udenlandsk materiale, først og fremmest fra Polen og Rusland. I 1990'erne blev der igangsat indsamling af danske lindekloner med henblik på at sikre en fremtidig frøproduktion fra dansk materiale.

Lind er en robust træart; den tåler frost, og i stærk modsætning til unge bøge bliver dens bark næsten ikke gnavet af mus og mosegrise. Den kan derfor lettere komme igennem på græsklædte arealer. I de senere år er den derfor plantet flere steder som led i skovrejsningen.