Træets form

FIGUR 9-8 (a). Kronegrundformer. Fritstående eg på Dyrehavesletten.

.

FIGUR 9-8 (b). Kronegrundformer. Fritstående rød-gran i Gribskov.

.

FIGUR 9-10. Unge bøgetræer af samme genotype, men opvokset under forskellig belysning, hvorfor de bliver af forskellig fænotype. A) Dyb skygge, B) sparsomt lys, C) tilpas halvlys, D) stærkt lys, men ikke direkte solskin, E) fuldt sollys.

.

FIGUR 9-9. Grundform hos A) skov-fyrs grovrodssystem hos et voksent træ og B) bøgs grovrodsystem hos et ungt og et voksent træ.

.

FIGUR 9-11. Udvikling i trækronens form og størrelse hos rød-gran set i sammenhæng med voksende stammediameter.

.

FIGUR 9-12. Fritstillede egestammer med veludviklede vanris.

.

Artikelstart

Hver træart har en karakteristisk krone- og rodgrundform, nemlig den form der opstår, når udviklingen ikke begrænses. Hos ældre træer, der vokser frit i parker eller åbne områder i skove, har man mulighed for at iagttage kronegrundformer (figur 9-8). Tilsvarende vil træer på voksesteder, hvor rodudviklingen ikke hindres af begrænsninger i jorden eller konkurrence fra nabotræer, udvikle rodgrundformer (figur 9-9). Krone- og rodgrundformen hos en træart beskriver kronens og rodsystemets udseende i generelle vendinger.

Træernes vækst og udseende er bestemt af samspillet mellem deres gener (genotype) og vilkårene på voksestedet. Det resultat, man ser af samspillet, er træernes fænotype. Én ung bøg kan fremtræde høj og ranglet og med spinkle grene, mens en anden nær ved af samme alder og herkomst, kan være lavere, men bredere og med kraftige grene. De to bøge kan meget vel have samme genotype, hvor den første er vokset op under sparsomme lysforhold, den anden under fuld belysning (figur 9-10). Udviklingen af kronen skyldes to sideløbende processer:

1) Grenenes længde og tykkelse øges i vækstperioden, og der dannes nye sidegrene. Grenenes orientering afhænger af, om de har sideknopsbaseret (sympodial) eller endeknopsbaseret (monopodial) vækst, men også af lysfordelingen i kronen og de nye grenes tilbøjelighed til at orientere sig mod lyset.

2) I takt med at grenene vokser, og nye kommer til, ændres lysforholdene i kronen. De grene, som herefter ikke får opfyldt deres minimale lysbehov, dør bort efter et eller flere år og bliver efterfølgende afkastet. Figur 9-11 viser, hvordan kroneudviklingen forløber hos rød-gran.

Rodsystemets udvikling skyldes først og fremmest røddernes stærke tilbøjelighed og evne til at vokse imod de områder i jorden, hvor de kan opnå den bedste forsyning med vand og næringsstoffer, og hvor jordluften har tilstrækkeligt iltindhold til at sikre røddernes 240 respiration. Hvis forsyningen i jorden forringes, vil de fine rødder stoppe deres vækst, og efterfølgende bliver de i vid udstrækning afstødt fra rodsystemet. Der sker derfor en løbende forandring i de fine rødders tilstedeværelse i jorden. Som følge af den stadige nydannelse og nedbrydning af finrødder i løbet af året er der en større omsætning af organisk stof i rodsystemet, end der er i kronen.

Sankthansskud og vanris

Hos nogle træarter udvikles såkaldte sankthansskud (sommerskud) efter afslutning af længdevæksten i foråret og forsommeren. Eg danner sankthansskud hvert år, bøg i de fleste år og rød-gran meget ofte. En varm, fugtig sommer eller et insektangreb, der afløver træerne, fremmer dannelsen af sankthansskud. Da disse skud udvikles et stykke henne i vækstperioden, er der risiko for, at de ikke når at (af)modne tilfredsstillende om efteråret; det vil derfor ofte ske, at de skades af tidlig efterårsfrost.

En del træarter udvikler vanris, dvs. kviste, der vokser ud af stammer og store grene (figur 9-12). De udvikles fra “sovende øjne”, der er knopper i stammebarken, eller fra overfladiske knopper, der er dannet i sårkanter efter afkastede eller afskårne grene, barkskader osv. Vanris udvikles ikke altid, men kun hvis træerne kommer ud af fysiologisk balance som følge af ændringer i deres vækstbetingelser. Forandringer i lysforholdene eller i jordbundens vandforhold kan således udløse dannelse af vanris. Eg er vores mest udtalte vanrisdanner.

Træer, der stynes (kappes i nogle meters højde) eller stævnes (overskæres nær ved jorden), kan udvikle nye skud fra sårkanterne gennem aktivering af overfladiske knopper. Ved stævning dannes stødskud, som det f.eks. ses hos eg, ask, ahorn, elm og hassel m.fl. Nogle træarter er i stand til at udvikle skud fra de større rødder. Det ses f.eks. i udtalt grad hos bævreasp.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Træets form.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig