FIGUR 17-60. I det klitbælte, der befinder sig mellem stranden og en parkeringsplads eller et sommerhusområde, er vegetationen ofte gennemfuret af stier, der er opstået pga. slidtage. Når først der er skabt huller i vegetationen, kan vinden let få fat og udbrede erosionen til større flader. Mange steder forsøger man at begrænse slidtagen ved passagerne ved at lægge granris på stierne.

.

Størsteparten af de klitter, der præger det nutidige danske landskab, blev skabt under „de store sandflugtsperioder“, og de har derfor adskillige hundred år på bagen. Sandflugten var i disse perioder et meget alvorligt problem for befolkningen, specielt i de vest- og nordjyske kystegne, og i den sidste af perioderne også i Nordsjælland. Mange mennesker blev fortrængt fra deres gårde af enorme, ukontrollerbare sandmasser.

Oprindeligt var landet skovdækket helt ud til kysten, også i Jylland, og skoven hindrede, at sandflugt fandt sted. Men for omkring 2800-2600 år siden indtraf den første sandflugtsperiode. Derefter viste sandflugt og klitdannelse sig gentagne gange, specielt i perioden fra år 400 til 800, og igen fra omkring 1500 til 1850 (figur 17-59). I de mellemliggende perioder har vegetationsdækket tilsyneladende kunnet bremse sandflugten. I 1720'erne påbegyndtes sandflugtsbekæmpelsen for alvor. Godt og vel 100 år senere, efter et gigantisk tilplantningsarbejde, havde man endelig sandflugten nogenlunde under kontrol.

Der er forskellige teorier om, hvad der har igangsat sandflugten, men at skovens større eller mindre udbredelse har spillet en stor rolle, er hævet over enhver tvivl. På den ene side er der tegn på, at den har svinget i takt med landbruget: sandflugten tog til i perioder, hvor landbruget ekspanderede, og mindskedes i perioder, hvor landbruget gik tilbage. På den anden side er sandflugtsperioderne sammenfaldende med perioder, hvor klimaet var koldere end i dag. Større vandmængder var bundet som sne og is, og derfor var havspejlet lavere. Det betød, at de tørlagte og bredere strande kunne levere de enorme mængder sand, der blev sat i bevægelse af sandflugten. Muligvis har det samtidig været mere blæsende.

I sidste ende er der formentlig tale om et uheldigt sammenfald af forskellige, både naturlige og menneskeskabte, årsager til sandflugten. I den sidste store sandflugtsperiode skulle skovhugsten f.eks. ikke kun dække et øget behov for brændsel til opvarmning pga. Et koldere klima, men blev yderligere intensiveret ved den store efterspørgsel på træ til flådens krigsskibe i 1500- og 1600-tallet. Kreaturernes græsning og befolkningens skovhugst på de magre, kystnære arealer betød en overudnyttelse af ressourcerne og har antagelig været en væsentlig årsag til sandflugten.

Sandflugt og sandflugtsgener forekommer også i dag, hvor problemerne specielt knytter sig til de mange sommerhuse og feriebebyggelser i og ved klitterne, der ved sandflugt ofte kommer i fare for at blive ødelagt af fygesand. Sandfygning aktiveres typisk ved den nedslidning af vegetationen, som overdreven færdsel i klitterne medfører, eller når kysterosionen forårsager gennembrud af klitterne (figur 17-60). Ligeledes kan sænkning af grundvandsspejlet ved vandindvinding og dræning medføre, at vådområder tørrer ud, så vegetationsdækket forarmes og sandet lettere bringes i drift.

Nedslidningen kan til dels modvirkes ved fornuftig udlægning af adgangsstier til stranden, og vegetationsløse partier af klitterne kan tilplantes, således at sandflugtsgener stort set undgås. Men når beslutningerne herom skal tages, er der mange hensyn, som skal vægtes indbyrdes. På den ene side står ønsket om at beskytte bebyggelse, landbrug, veje mv. mod sandfygning, og på den anden side står hensynet til klitterne, der som naturtype er noget af det mest uforstyrrede og naturlige, der findes.

Mange steder danner klitbæltet langs kysten en naturlig dæmning mellem havet og de bagvedliggende, lave landområder; klitterne beskytter disse mod oversvømmelse under stormangreb med høj vandstand. Hvor kystlinjen er truet af erosion og gennembrud, bidrager et robust klitbælte derfor til kystbeskyttelsen. Klitbælternes funktion som naturligt dige opnås bedst, hvis klitudviklingen får lov at følge kystudviklingen. Med andre ord, at klitterne vandrer ind i landet, når kysten eroderes tilbage, og tilsvarende, at nye klitbælter bygger ud over stranden i takt med at kysten rykker frem.

Denne naturlige, dynamiske mekanisme mellem kyst- og klitsystem er mange steder ikke mulig, fordi klitterne ved kunstig beplantning fastholdes på stedet af hensyn til bagvedliggende ejendomme. Det har resulteret i, at klitbæltet er blevet stadigt smallere og højere i takt med, at kysten er rykket tilbage. For at forstærke klitbæltet begyndte man allerede i slutningen af 1800-tallet at bygge egentlige diger bag de skrøbelige klitter. I dag er mange af de naturlige klitter helt forsvundet, og de kunstigt anlagte diger fungerer som havdiger.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Sandflugt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig