FIGUR 4-1. En skematisk tegning af en eukaryot med fotosyntese. Cellen er omgivet af en cellemembran, og kan tillige have en cellevæg. I cellen findes kernen med arvematerialet (DNA), og organeller som flageller, kloroplaster (grønkorn) og mitokondrier.

.

Planktonalger er som nævnt meget små. De største i danske farvande er op mod 500 mikrometer (μm), hvilket er det samme som 0,5 mm. Men langt de fleste arter måler mellem 2 og 50 μm. De er alle encellede; mange arter lever enkeltvis, men hos en del har cellerne sluttet sig sammen i trådformede, kugleformede eller anderledes formede kolonier.

Hovedparten af planktonalgerne er eukaryote, dvs. de indeholder cellekerne, kloroplaster (grønkorn) og mitokondrier (figur 4-1). Nogle få – cyanobakterierne og proklorofytterne – er dog prokaryote, dvs. deres celler indeholder hverken cellekerne, kloroplaster eller mitokondrier.

Alle arter er omgivet af en cellemembran, der fungerer som et ydre „skelet“. I mange tilfælde er cellemembranen understøttet af en væg bestående af uorganiske (f.eks. kisel) eller organiske (f.eks. cellulose) skeletelementer, som cellen selv danner. Hos mange alger ligger disse skeletstrukturer i selve cellemembranen (f.eks. dinoflagellater), mens de hos andre ligger uden på cellemembranen som skaller (f. eks. kiselalger) eller skæl (f.eks. stilkalger). I sjældne tilfælde findes der skeletelementer inde i cellen.

Formering

Planktonalger formerer sig ukønnet ved celledeling. Men hos mange eukaryote planktonalger findes der tillige kønnet formering, hvor to kønsceller – en hanlig og en hunlig – smelter sammen og danner en såkaldt zygote med det fælles arvemateriale. Fra denne zygote dannes fra 1 til 4 nye celler, som derefter deler og formerer sig ukønnet (figur 4-2).

Hos nogle algegrupper danner zygoten en såkaldt hvilespore som et resultat af kønnede processer. I hvilesporerne er stofskiftet stærkt nedsat, og de er meget modstandsdygtige over for f.eks. næringsmangel og lysmangel og kan ofte overleve lange perioder på havbunden uden lys. Hvirvles de op i vandet og i lyset, vil de spire og udvikle sig som vist i figur 4-2.

Pigmenter

FIGUR 4-2. Livscyklus hos en planktonalge (her en dinoflagellat). Ved den kønnede formering danner vegetative celler (1) kønsceller (2). Disse kønsceller smelter sammen og danner en zygote (3). Zygoten danner ved celledeling nye vegetative celler (9) eller hvilesporer, som taber det oprindelige panser og tit danner en kraftig cellevæg (4-6). Fra hvilesporerne (7) klækker en planozygote (8b), som så deler sig. Alternativt kan celledelingerne foregå i selve hvilesporen, hvorved 2-4 nye celler forlader denne (8a). Den ukønnede formering foregår ved, at en celle deler sig til 2 nye celler, uden at kromosomantallet ændres (10). Den vegetative celle kan endelig udvikle sig til en midlertidig hvilecelle (11).

.

Planktonalger indeholder pigmenter, dvs. farvede kemiske stoffer, som opfanger den solenergi, algerne bruger i fotosyntesen. Alle arter indeholder det grønne klorofyl, men derudover indeholder mange arter også en række andre pigmenter, der kaldes hjælpepigmenter (tabel 4-1). Almindelige hjælpepigmenter er f.eks. de blå eller røde fykobiliner eller de brune eller orange karotenoider og xanthofyller. Algeopblomstringer kan derfor være enten grønne, blågrønne, røde eller brune alt efter algernes pigmenter og deres mængde.

Hos eukaryote planktonalger findes pigmenterne i kloroplaster (se Alle algers kloroplaster nedstammer fra cyanobakterier). Cyanobakterierne og proklorofytterne, som er prokaryoter, mangler kloroplaster, og hos dem er pigmenterne bundet til fritliggende membransystemer i cellen, såkaldte thylakoider.

Bevægelse

Mange alger er ude af stand til at bevæge sig ved egen hjælp og vil derfor synke, fordi de er tungere end havvand. Den hastighed, hvormed de synker, afhænger af deres størrelse (figur 4-3). Små alger synker langsomt, mens store alger synker hurtigere, helt op til 10 m per dag. Andre alger er forsynet med en flagel, som sætter dem i stand til at svømme aktivt. De kaldes under ét flagellater. Flagellaternes svømmehastighed afhænger af, hvor store de er. Små flagellater svømmer sjældent mere end 1 til 2 m per dag, mens de største kan svømme mellem 10 og 25 m per dag.

Fordelen ved at kunne svømme er selvfølgelig, at algerne derved „med vilje“ kan svømme opad, så de ikke synker ned på bunden, og så de til en vis grad kan opsøge gunstige mikromiljøer med gode lys- og næringssaltforhold.

For at kunne opsøge gode lysforhold må algerne være i stand til at sanse lys. Det kan flagellater da også ved hjælp af en såkaldt øjeplet, som indeholder karotenoider og fedtstoffer. Øjepletten ligger tit tæt på et lysfølsomt område på cellen og fungerer ved at skygge for lyset. Da en flagellat roterer omkring sin egen akse, når den svømmer, kan den sanse, hvorfra lyset kommer. Normalt vil den svømme mod lyset, men hvis det er for stærkt, vil den tværtimod svømme bort fra det. Det passer godt sammen med, at meget høje lysintensiteter, som kan optræde i de øverste meter af vandsøjlen om sommeren, kan være skadelige for planktonalger.

Svømning hos de mixotrofe flagellater tjener bl.a. til at fange bytte (se Byttefangst og Hvad lever planktoniske protozoer af, og hvordan fanger de føden?). Desuden kan svømning hjælpe flagellaterne til at undvige fjender. F.eks. kan specielt mange små flagellater foruden deres normale svømning foretage flugtspring, hvis de sanser en angribende fjende.

TABEL 4-1. Fotosyntesepigmenter hos forskellige marine planktonalgegrupper.
Fotosyntese- pigmenter Cyano-bakterier Prochlorofyter Grønalger Øjealger Stilkalger
Klorofyller
Klorofyl a x x x x x
Klorofyl b x x x
Klorofyl c x
Fykobiliner
Phycocyanin x
Phycoerythrin x
Karotenoider x x x x x
Xanthofyller
Oscillaxanthin x
Zeaxanthin x x + +/-
Peridinin
Fucoxanthin x
Alloxanthin
Diatoxanthin +/- x
Diadinoxanthin + x
Dinoxanthin +
x vigtigt pigment, + pigment til stede, +/- pigment til stede hos nogle arter.
TABEL 4-1 (fortsat). Fotosyntesepigmenter hos forskellige marine planktonalgegrupper.
Fotosyntese-pigmenter Rekylalger Dinoflagellater Gulalger Kiselalger Raphido-fyceer
Klorofyller
Klorofyl a x x x x x
Klorofyl b
Klorofyl c x x x x x
Fykobiliner
Phycocyanin x +/-
Phycoerythrin x +/-
Karotenoider x x x x x
Xanthofyller
Oscillaxanthin
Zeaxanthin + + +
Peridinin x
Fucoxanthin +/- x x x
Alloxanthin x +/-
Diatoxanthin +/- + x
Diadinoxanthin x + x x
Dinoxanthin + +
x vigtigt pigment, + pigment til stede, +/- pigment til stede hos nogle arter.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planktonalgers egenskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig