Nedbrydning af organisk stof

Nedbrydningen foregår overvejende i førnelaget og jordbunden, men den starter allerede over jorden på døde blade og stængler, inden disse har løsnet sig fra den levende plante.

Det er helt overvejende svampe og bakterier (saprotrofer), som er i stand til at spalte de komplekse organiske molekyler f.eks. cellulose og lignin, der udgør størstedelen af det døde plantemateriale. De kaldes primærnedbrydere.

Mange jordbundsdyr æder døde plantedele, men kun få producerer selv de enzymer, der skal til for at nedbryde de komplekse molekyler i det organiske stof. Det er tilfældet for snegle samt nogle arter af pansermider og regnorme. Disse dyr kan i princippet udnytte en stor del af det afgnavede døde organiske materiale uden hjælp fra saprotrofe organismer og kan regnes for primære nedbrydere.

Det almindelige blandt jordbundsdyrene er imidlertid, at fordøjelsen af de komplekse organiske molekyler sker ved hjælp af enzymer produceret af mikroorganismer, overvejende bakterier, i tarmen. Når disse dyr æder døde blade eller andet henfaldende organisk materiale, fortærer de samtidig de bakterier og svampe, som vokser derpå. En del af de saprotrofe organismer dør og fordøjes i tarmen og udgør en væsentlig del af dyrenes ernæring, men på grund af gunstige forhold i tarmen kan der ikke desto mindre ske en opformering af især bakterierne, som så kan hjælpe dyrene med at fordøje de komplekse molekyler i det organiske stof.

Efter passagen gennem tarmen fortsætter bakteriepopulationens vækst i ekskrementerne samtidig med, at svampesporer og hyfer, som har overlevet opholdet i tarmen, finder gunstige vækstbetingelser her. Ekskrementerne bliver på grund af det rige indhold af svampehyfer, bakterier og let tilgængelige næringsstoffer en attraktiv føde for andre jordbundsdyr (koprofager). Derfor ædes det organiske materiale gang på gang, hvorved det gradvist nedbrydes. De saprotrofe organismer og dermed nedbrydningen stimuleres således gennem jordbundsdyrenes ædeaktivitet.

Dyr, som på den måde udnytter de primære nedbrydere, kaldes sekundære nedbrydere (figur 3-32). Dem, der æder svampe og bakterier sammen med store mængder af dødt organisk stof og eventuelt også mineralpartikler, f.eks. tusindben og regnorme, kan kaldes „jordædere“ eller saprofager. Andre jordbundsdyr, „mikrogræs-sere“, afgnaver eller „græsser“ bevoksninger af bakterier og svampe på jordpartikler og døde planterester.

Ovenstående er kun en af de måder, hvorpå dyrene fremmer saprotrofernes aktivitet i jorden og dermed nedbrydningen. Blandt andre positive virkninger kan fremhæves: findeling af planterester, foryngelse af svampe- og bakteriepopulationerne, recirkulation af næringsstoffer, spredning af sporer og kim, ændring af svampenes og bakteriernes artssammensætning og en gunstig virkning på jordbundsmiljøet, f.eks. ved at fremme krummedannelse.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Nedbrydning af organisk stof.

• Forrige afsnit er Græsning og andre former for herbivori
• Næste afsnit er Predation og parasitisme på dyr