Græsning og andre former for herbivori

I Danmark er der kun få store, vildtlevende herbivorer i det åbne land: hjortevildt, harer, kaniner, gæs og svaner, og de har kun lokalt indflydelse på vegetationen. De vigtigste store herbivorer er vore husdyr. Deres græsning har til gengæld stor indflydelse på vegetationens udvikling og artssammensætning, ikke mindst hvor det er naturtyper som eng, strandeng, græsland og hede, der afgræsses. Hvis græsningen ikke er for intensiv, fortæres der ikke mere af planternes skud og blade, end at de kan fortsætte deres vækst, og plantedækket forbliver intakt.

Interessant nok er plantedækkets produktivitet i mange tilfælde noget større, hvis det udsættes for moderat græsning, end hvis der slet ikke græsses (figur 3-29). Det kan have flere årsager. For det første bidrager de græssende dyr til en hurtigere cirkulation og dermed større tilgængelighed af næringsstoffer. For det andet erstattes gamle plantedele, der ikke er så effektive i produktionen, af unge. Og for det tredje forhindres dannelsen af en måtte af døde plantedele, der skygger for de grønne blade, som det f.eks. er tilfældet med rød svingel på strandenge og bjergrørhvene på mere tør bund.

Hvis græsningen er så kraftig, at væksten ikke kan følge med, og plantedækket eventuelt brydes op, kan produktionen dog falde drastisk. Man taler da om overgræsning.

Græsning er på mange måder en styrende økologisk faktor i det åbne lands naturtyper. Den påvirker konkurrencen mellem de plantearter, der indgår i vegetationen, til fordel for lavtvoksende arter. planter, som har hårde, stikkende eller tornede skud og blade, som horsetidsel, undgås. I øvrigt afhænger det af dyrearten, hvilke planter der foretrækkes, og hvilke der vrages (mere om dette i f.eks. kapitlet Moserne og de ferske enge, se Præsentation og de følgende afsnit). Eksempelvis lader heste arter af skræppe stå, og kreaturer vrager ranunkler, som indeholder giftige og skarpt smagende stoffer. Får æder i højere grad end kvæg bredbladede urter, og derfor kan fåregræsning medføre, at græsser kommer til at udgøre en større andel af plantedækket, end hvis området græsses af f.eks. kvæg.

En anden virkning af græsning er, at der sker en omfordeling af næringsstoffer, idet jorden beriges med kvælstof og fosfor de steder, hvor dyrene ofte opholder sig og samtidig afleverer deres gødning og urin. Og gødningen kan indeholde levende plantefrø og give særlig fordelagtige vilkår for spiring og opvækst, så græsningen derved fremmer visse arters spredning og etablering. Endelig har dyrenes tramp den virkning, at jorden blottes, så nye planter får mulighed for at etablere sig fra frø eller udløbere. Det har især betydning for lavtvoksende arter og arter med lille konkurrenceevne. Moderat græsning kan således være vigtig for opretholdelse af en stor artsrigdom i vegetationen.

Mindre dyrs afgnavning af blade og andre plantedele over eller under jorden er i princippet sammenlignelig med de store dyrs græsning, men den har sjældent samme gennemgribende virkning på vegetationen. Der er dog eksempler på drastiske virkninger, f.eks. ændring af store hedeområder bevokset med hedelyng pga. masseforekomster af lyngens bladbille, se Tilgroning.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Herbivori omfatter også en serie andre fødestrategier, som spænder fra ren parasitisme til mine- og galledannelse samt sugning af plantesaft og celleindhold. Umiddelbart opfattes disse fødestrategier som klart afgrænsede, men i virkeligheden er der, som det vil fremgå af det følgende, glidende overgange mellem dem.

Parasitter er organismer, som kun kan gennemføre deres udvikling i eller på en værtsorganisme, som de får deres næring fra. Hos planter optræder især en række vira, svampearter og rundorme som parasitter med økonomisk vigtige sygdomme hos landbrugsafgrøderne til følge.

Galler på planter skyldes en særlig form for parasitisme, der udøves af galhvepse, galmyg, visse bladlus og galmider (figur 3-30). Galledannelsen starter med, at hunnen med sin læggebrod placerer æg i bestemte planters væv. Påvirkninger fra ægget og senere larven får planten til at udvikle en opsvulmet galle med et karakteristisk udseende. Gallen beskytter larven og indeholder væv, der er egnet som føde for den.

Hos sommerfugle, fluer og biller er det almindeligt, at larverne vokser op inde i plantedele, f.eks. mellem over- og undersiden af et blad. Når larverne gnaver sig frem, opstår ekskrementfyldte gange, som bliver bredere og bredere, efterhånden som larven vokser. Det er de såkaldte miner, der jo egentlig er resultatet af en form for parasitisme (figur 3-31).

Mange planteædende dyr har udviklet stikkende og sugende munddele. De suger plantesaft fra blade, stængler eller rødder eller gennemborer cellevægge og suger celleindholdet ud og kaldes under et for saftsugere. Bladlus er typiske saftsugere, der stikker deres stiletformede snabel ind i planternes karstrenge, hvorfra plantesaften opsuges eller på grund af trykket i karrene pres ses ind i dyret. Imidlertid findes de proteiner, der er vigtige for bladlusens udvikling, kun i lave koncentrationer i plantesaften. Derfor må bladlusene konsumere store mængder plantesaft for at dække deres næringsbehov. Det overskud af sukker i plantesaften, som bladlusene ikke kan udnytte, udskilles som dråber, honningdug, der i mange tilfælde udnyttes af myrer (se nedenfor).

Saftsugere findes især inden for insektgrupperne frynsevinger, Thysanoptera, og næbmunde, Hemiptera, som bl.a. omfatter bladlus, skjoldlus, cikader og tæger. Også en del rundorme, nematoder, lever som parasitter, især på rødder og andre underjordiske plantedele. De er forsynet med en stilet i mundhulen, hvormed de kan gennembore cellemembraner, hvorefter celleindholdet udsuges.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Græsning og andre former for herbivori.

• Forrige afsnit er Konkurrence
• Næste afsnit er Nedbrydning af organisk stof