Miljøfaktorernes betydning for dyrenes udbredelse

Et godt eksempel på, hvordan flere miljøfaktorer i kombination påvirker arternes lokale udbredelse, er de to børsteorme almindelig nereis og grøn nereis (se figur 10-13). Begge er almindelige på lavt vand. Den grønne nereis er den største børsteorm i de danske farvande med længder over 70 cm i Øresund. Den almindelige nereis bliver kun 20 cm lang. Begge børsteorme er rovdyr, men de har meget fleksible ædevaner: de æder simpelthen alt som er tilgængeligt. Grøn nereis lever især i iltrige sandede sedimenter ved saltholdigheder over 15 ‰. Den almindelige nereis findes derimod ved lavere saltholdigheder og i mere finkornede sedimenter med et højt organisk indhold.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Et andet eksempel på, hvordan forskellige miljøfaktorer i forening kan bestemme to arters udbredelse, finder man ved at studere roskilderejen og brakvandsrejen. Roskilderejen (figur 10-15) er almindelig i fjorde på blandet bund med ålegræs. Den nærtstående og meget ens udseende art, brakvandsrejen, som også kaldes den lille fjordreje, lever længst inde i fjordene og gerne nær en åmunding. Roskilderejen er aggressiv over for den lille brakvandsreje. Men da brakvandsrejen tolererer lavere saltholdighed og også er mere modstandsdygtig over for iltmangel, kan den overleve inderst i fjordene, hvor roskilderejen ikke kan klare sig.

I Vadehavet findes der mindst to underarter af børsteormen Capitella capitata. Den ene underart findes udelukkende i de allerøverste lag af sedimentet, hvor svovlbrintekoncentrationen er lav (under 20 µM = 0,64 mg svovl per liter). Den anden underart findes til gengæld dybere i sedimentet, hvor svovlbrintekoncentrationen kan nå op på 350 µM (11,22 mg svovl per liter). Her er der altså tale om en rumlig adskillelse på få millimeter af to underarter. Og det skyldes forskellig tolerance over for svovlbrinte. Da de to underarter har lidt forskellige levesteder, undgår de at konkurrere om føden.

På tilsvarende vis er meiofaunaen ofte fordelt i sedimentet efter indholdet af ilt og svovlbrinte. Levestederne er her adskilt af ganske få millimeter (se Den interstitielle fauna samt følgende afsnit).

Dyrenes udbredelse fastlægges ikke udelukkende af de fysiske miljøfaktorer. Hvorvidt en art faktisk findes i et givent område, er også bestemt af dyrenes samspil med hinanden.

Det mest åbenlyse samspil findes mellem bytte- og rovdyr. I et eksperiment udelukkede man vha. bure rovdyrene fra et 400 cm² stort område af bunden. Resultaterne var overbevisende: I burene var der op til 28 arter med tilsammen 5.000 individer. Uden for burene, hvor rovdyrene kunne jage frit, var der på det tilsvarende areal kun 15-20 arter og 800 individer.

I et andet eksperiment blev der opsat 2 bure. I det ene bur efterlod man bunden urørt, og i det andet bur blev alle rovdyrene fjernet. Et halvt år senere var bunden i buret uden rovdyr dækket af store hjertemuslinger, mens buret med en normal tæthed af rovdyr ikke havde en eneste musling (figur 10-16).

Dyr, der ikke ernærer sig som rovdyr, må naturligvis også have tilstrækkeligt med føde. De lavvandede områder omkring Danmark er ganske forskellige, hvad angår mængde og form af den tilgængelig føde, så derfor vil man mange gange finde, at dyrenes udbredelse kan forklares ved fødens fordeling.

Som eksempel kan nævnes to krebsdyr, der lever i sedimentet på eksponerede kyster med sandbund, hvor der kun er få tilgængelige fødeemner. Her findes altovervejende mikroskopiske kiselalger, der vokser på sandskornene, eller detrituspartikler, der er blevet begravet i sedimentet. Det lille lyserøde krebsdyr Bathyporeia sarsi er et udmærket eksempel på en art, som kan klare sig på den eksponerede sandstrand. Bathyporeia sarsi ligger på ryggen nede i sedimentet og ernærer sig ved at gnave kiselalger af sandskornene (se figur 10-17). Den beslægtede Haustorius arenarius er både hurtig til at svømme og grave. I sedimentet lever den længere nede end Bathyporeia. Den ernærer sig af begravede detrituspartikler.

Et andet eksempel er børsteormen lanice (Lanice conchilega). Den kan både findes i Vadehavet, hvor vandet er lavt, og i andre farvande, hvor vandet er dybt. Forklaringen er, at dens ernæringskrav kan tilfredsstilles begge steder. Lanice lever i et rør, der stikker op af bunden. Røret er bygget af sand, grus og stumper af muslingeskaller og er vidt forgrenet i toppen. Forgreningerne fanger partikler fra vandet, som dyret med sine tentakler fører til munden. I Vadehavet kan lanice optræde i store kolonier, som minder om rev.