Landboreformerne

Den mest fundamentale af alle strukturreformer var ophævelsen af det gamle landsbyfællesskab. Den indeholdt en nyfordeling af jorden, og derfor omtales den som „udskiftningen“ Det var udskiftningens formål at samle agerjorden til hver gård i et samlet tilliggende, således at jordens dyrkning blev frigjort fra afhængigheden af naboerne. For hvad nyttede det at fjerne ukrudt fra sin egen agerlod, hvis det voksede tæt på alle nabomarker?

Udskiftning indgik i de første, lokale reformforsøg, men på landsplan tog processen først for alvor fart efter lovgivning i 1781. Omkring 1810 var den gennemført over næsten hele landet. I de tilfælde, hvor landsbyen lå centralt i forhold til markerne, klarede man sig sædvanligvis med en stjerneudskiftning. Så kunne gårdene blive på deres gamle plads, mens deres jorder lå som lagkagestykker uden om. Men hvis der enten var særlig mange gårde i byen, eller gården lå langt fra centrum, måtte i det mindste en del af de nye lodder dannes ved blokudskiftning, så de kom til at ligge som rektangler fjernt fra byen. I de tilfælde førte udskiftningen gerne til en udflytning af gården til dens nye lod (figur 2-21).

En anden strukturreform af stor betydning var en tiltagende statslig regulering af hoveriet. Men selv om den var et markant indgreb i den gamle relation mellem herremand og fæstebonde, havde dens betydning i begyndelsen mere symbolsk end egentlig praktisk betydning. På langt sigt medvirkede den dog til nedbrydning af det traditionelle godssystem. Ved 1800-tallets midte var antallet og udstrækningen af hovedgårdsmarkerne blevet betydelig reduceret, og det var alene jordløse husmænd og landarbejdere, som arbejdede der.

I samme retning pegede den gradvise opgivelse af fæstevæsenet. Bonden skulle ikke alene frigøres fra den tvang, som fællesskabet med hans standsfæller repræsenterede. også fællesskabet med godsejeren måtte høre op. Fra at have været totalt dominerende dækkede fæstevæsenet i 1835 kun ca. en tredjedel af landets gårde, og blot femten år senere var denne andel faldet til en femtedel. Enkelte fæsteforhold overlevede til gengæld ind i 1900-tallet.

De ændrede rammer blev fulgt op af en generel intensivering af landbrugsdriften. Mere effektive markbehandlingsredskaber af jern blev enten importeret eller udviklet lokalt, og nye dyrkningssystemer, afgrødevalg og jordforbedring bidrog hver på deres måde til intensiveringen.

Reformperiodens mest iøjnefaldende redskabsfornyelse var, paradoksalt nok, endnu engang en plov: den lette, hjulløse svingplov til erstatning for den traditionelle, tunge plov (figur 2-22). Hertil kom op gennem 1800-tallet en lang række teknisk forbedrede plove og harver. Som et dobbelt udtryk for jordforbedringens resultater og de tekniske fremskridt kunne man i 1860 konstatere, at den gennemsnitlige pløjedybde siden 1830 var forøget med ca. 5 cm.

To faktorer bidrog afgørende til forbedring af den eksisterende og nybrudte agerjord gennem 1800-tallet. For det første bredte jyske traditioner for kalkning eller mergling sig til hele landet. Mergel, der består af kalkholdige jordarter, virker som katalysator for planternes næringsstofoptagelse og fremmer endvidere dannelsen af en ideel krummestruktur i pløjelaget. Det uheldige forhold, at man ved at forcere optagelsen kan udpine jorden, er sammenfattet i det gamle mundheld, at mergling giver „en rig far, men en fattig søn“. Ved begyndelsen af 1900-tallet havde godt halvdelen af landbrugsjorden været merglet.

For det andet satte reformperioden gang i kampen mod „det skadelige vand“. Mangelfulde afløbsmuligheder og deraf følgende problemer med stående vand på markerne, som forsinkede forårets markbehandling, var et udbredt problem på de fleste lerjorde. Dræning og senere vandløbsregulering blev i Østdanmark anset for nødvendig for jordforbedringen.

I begyndelsen blev drængrøfter gravet på kryds og tværs af de nyudskiftede markfelter – visse steder så tæt, at de optog hen ved en ottendedel af markens samlede areal (figur 2-23). Men fra 1850'erne erstattedes disse åbne dræn af cylindriske rør af brændt ler, „drænrør“, og halvtreds år senere var 25 % af landbrugsjorden drænet. I dag gælder det godt halvdelen.

Den form for jordforbedring, der mest synligt ændrede landbrugslandets fremtræden efter reformerne, var imidlertid en gennemgribende ensartning. Det havde været reformfortalernes udtalte mål at skabe et landskab præget af regulære, individuelt drevne marker, der var fri for sten, sumpede lavninger og uordentlige krat, og hvor enge, agre og skove var tydeligt adskilt fra hinanden. Og det var præcis en sådan landskabelig pertentlighed, der kom til at præge 1800-tallet. samtidig med at reformtiden sværmede for rå, utæmmede landskaber, resulterede dens erklærede frigørelse af menneskenaturen altså i et kulturlandskab, som i vore øjne indeholdt mindre natur end tidligere.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Landboreformerne.

• Forrige afsnit er Fællesskabstiden – fra Middelalderen til 1800-tallet
• Næste afsnit er Landbrugets udvikling i 1800- og 1900-tallet