Fællesskabstiden – fra Middelalderen til 1800-tallet

Jernalderens og Vikingetidens landsbyer var yderst labile. Med 100-200 års mellemrum blev gårde og huse flyttet inden for en radius af nogle få hundrede meter. Vi ved ikke hvorfor. Men bygningerne havde selvsagt begrænset holdbarhed, og når man alligevel skulle bygge nyt, kunne man jo lige så godt udnytte den tidligere stald- og møddingplads som frugtbar agerjord.

Disse landsbyflytninger fortsatte indtil den tidlige middelalder, hvor opførelsen af stenkirker kan have lagt bånd på i hvert fald sognebyerne. Men det er næppe en tilstrækkelig forklaring på flytningernes ophør (figur 2-11). Interessen skal snarere rettes mod samtidige ændringer i markdriften, der fordrede en vis bestandighed: en mere intensiv dyrkning, markfællesskab og et fastlagt sædskifte.

Den tidlige middelalder var præget af vækst. Folketallet steg til skønsmæssigt mellem 800.000 og 1 million mennesker (figur 2-3), og med det tiltog bebyggelsen. Først voksede den enkelte landsby ved opførelse af nye gårde og inddragelse af ny jord. Denne indre kolonisering kunne strækkes så vidt, at der blev for langt til de fjerneste marker og græsgange. Og så fortsatte bebyggelsesudvidelsen som knopskydning. Fra den gamle landsby rykkede enkeltgårde eller småbyer ud i dele af de skovdækkede marginalområder, som var blevet forladt i Jernalderen. Men moderbyen opretholdt kontrollen over disse såkaldte torper (figur 2-12) – skulle der atter opstå mangel på arbejdskraft, kunne moderbyen kræve torpen nedlagt og folk flyttet tilbage.

Torpdannelsen frem mod år 1300 resulterede i mindst 2000 nye bebyggelser. Bebyggelsesekspansionen må have resulteret i rydningen af betydelige skovarealer, hvilket også fremgår af mange pollendiagrammer. Men denne middelalderlige højkonjunktur synes atter at have aftaget i begyndelsen af 1300-årene. Med den pestepidemi, der har fået det malende navn „Den Sorte Død“, og som bredte sig til Danmark i 1348-49, vendtes væksten ligefrem til tilbagegang. Mange torper blev lagt øde, og med en befolkning, som måske var reduceret med hen ved en tredjedel, koncentreredes landbrugsproduktion og bebyggelse på mindre arealer.

I pollendiagrammer kan man lokalt se fremvæksten af ny skov i denne periode, men tendensen er ikke lige tydelig i alle egne. Eksempelvis synes befolkningstilbagegangen at have ramt særlig hårdt i Midt- og Vestjylland og resulteret i en relativ forskydning af bebyggelsen fra vest mod øst.

Pesten var den værste krise i historisk tid. Men da den først var overstået, var det ikke nødvendigvis krisetilstande, der herskede for de overlevende. Forholdet mellem befolkningstal og tilgængelige ressourcer var på dramatisk vis blevet reguleret. I den forstand oplevede 1300- 1400-tallets mennesker en tid præget af rigelighed. De første tegn på ny økonomisk vækst efter pesten ser man i nærheden af kysten, hvor fiskeri, ikke mindst i Øresund, blev et attraktivt supplement til landbrug.

Konsolidering og ny vækst i bebyggelse og folketal prægede den økonomiske højkonjunktur frem til 1630'erne. Men gennem de følgende hundrede år betød krige, misvækst og sygdomsudbrud fornyet tilbagegang. Mange gårde stod ved 1600-tallets midte øde, og det samlede folketal oversteg næppe en halv million. Landsbyen var overalt den dominerende bebyggelsesform, men især i tyndt befolkede kyst-, skov- og hedeegne kunne enkeltgårde, dvs. gårde hvis marker var indhegnet for sig selv (figur 2-13), spille en betydelig rolle. I Midt- og Vestjylland lå gårdene ofte med så stor indbyrdes afstand, at de fremtrådte som enkeltgårde (figur 2-14). Men eftersom de havde markfællesskab, var de organiseret som landsbyer med fælles beslutningsmyndighed.

1700-tallet oplevede en ganske voldsom tilvækst i folketallet (figur 2-3). Antallet af bondegårde var dog stort set uændret knapt 60.000 fra slutningen af 1600-tallet frem til landboreformerne hundrede år senere. Til gengæld blev landsbyens fællesarealer i stigende grad udlagt til smålandbrug. På sjælland næsten fordobledes antallet af familier med smålandbrug således mellem 1700 og 1770.

Vikingetidens forholdsvis store individuelle markfelter erstattedes af forskellige systemer af markfællesskaber, der var så komplicerede, at de var besværlige at ændre. Også udnyttelsen af de fleste andre naturressourcer underlagdes samtidig de forskellige grader af fælles brugsret, der har givet perioden frem til landboreformerne betegnelsen „Fællesskabstiden“.

For markdriftens vedkommende var der imidlertid ikke tale om noget egentligt dyrkningsfællesskab. Hver gård i en landsby havde nemlig sine individuelle lodder (figur 2-15). Det nye var, at de efter sindrige fordelingsnøgler lå spredt imellem de andre gårdes lodder over hele landsbyens mark. Den enkelte gårds agerjord kunne således være spredt på mellem 50 og 100 forskellige lokaliteter. Men driften af den påhvilede stadig den enkelte bonde. så bortset fra nødvendigheden af en vidtstrakt koordinering mellem landsbyens gårdmænd om såning og høst, angik fællesskabet dybest set den tid, hvor marken ikke bar afgrøder, men var dækket af kornstubbe, græs og urter. For da gik dyr fra alle landsbyens gårde sammen „horn ved horn og klov ved klov“ over hele marken. Markfællesskabet var et græsningsfællesskab.

Man kunne tro, at denne ejendommelige form for jordfordeling udsprang af et ønske om, at alle gårde fik adgang til både god og dårlig jord. Men eftersom råderet over ressourcerne på utallige andre områder var ujævnt fordelt, er der ingen grund til, at man netop her skulle have tilstræbt ligelighed. snarere har hensynet til afgræsningen af marken efter høst og i hvileperioder spillet en afgørende rolle.

For der er mange tegn på, at Fællesskabstidens bønder stræbte efter så store sammenhængende græsningsarealer som muligt. og ved at fordele agerjorden på så mange små lodder, at de umuligt kunne indhegnes, forhindrede man gensidigt hinanden i at unddrage fællesskabet adgang til denne græsning.

Fællesskabet mellem bønderne lagde grunden for landbrugsdrift og dagligliv. Landsbyens gensidige sociale kontrol var både sikkerhedsnet og spændetrøje. Men et andet fællesskab kunne have lige så stor betydning – nemlig fællesskabet med herremanden, der blev anset for landbrugsjordens egentlige ejer. For senest fra 1300-tallet var det store flertal af danske bønder fæstere, der alene havde brugsretten til deres gård mod at betale visse årlige afgifter og mod at yde tvangsarbejde på godsejerens egen landbrugsbedrift, den såkaldte hovedgård. En del af landets landbrugsproduktion fandt således sted som stordrift, og gennem 1500- og 1600-årene satte denne såkaldte hovedgårdsdrift sit umiskendelige præg på landskabet. Den gjorde sig især gældende i forbindelse med produktion og eksport af kødkvæg og skabte derfor sammen med herremandsstandens interesse for jagt og vildtpleje omfattende græsningslandskaber.

Hensynet til opretholdelse af fælles græsning på agerjorden forklarer ikke, hvorfor agerlodderne var smalle og aflange i stedet for kvadratiske. Det gør til gengæld en vigtig teknologisk fornyelse, som også fandt sted i den tidlige middelalder: hjulploven (figur 2-16). Denne plovtype, som vi tidligst møder i arkæologiske fund fra 1200-tallet, var kraftigt konstrueret, havde hjulsæt og forudsatte et forspand af op til seks heste eller stude. Med et sådant markredskab gav det god mening ikke at vende oftere end højst nødvendigt.

Selv om hjulene gav den navn, var de ikke den virkelige fornyelse. Det var den skråtstillede plade, muldfjælen, der sad efter plovskæret (kaldes derfor også en muldfjæls-plov). For med den blev furen vendt, hvorved jorden bearbejdedes langt bedre end det var muligt med en ard. En sådan forbedring af markens såbed var især nødvendig på østdanske lerjorde, mens man i sandjordsegnene holdt sig til arden for ikke ligefrem at invitere til muldflugt og øget udvaskning.

Foruden ploven var der harver og tromler. I begyndelsen var de næsten helt igennem fremstillet af træ, men i periodens sidste del blev bevægelige og slidudsatte dele gradvist erstattet af jern. Markbehandlingen bestod på tungere jorde typisk af pløjning med hjulplov, efterfølgende pløjning med ard, harvning og tromling. Som høstredskab erstattede kornleen fra omkring 1700 gradvist den mindre segl.

Jordens dyrkning antog rundt om i landet form efter lokale naturforhold og inspiration udefra (figur 2-17). Og den var næppe uforanderlig, selv om man ikke kan tegne en generel udviklingslinje. I 1600-tallet var landsbyens jord i størstedelen af Østdanmark overordnet inddelt i 2-5 indhegnede vange, som normalt lå til grund for et sædskifte over lige så mange år. Antallet af vange afspejlede dog ikke nødvendigvis omdriften forstået på den måde, at en landsby med to vange nødvendigvis altid havde en hvilende og en besået vang. I det trevangsbrug, som var det mest udbredte dyrkningssystem på sjælland, skiftede den enkelte vang således mellem et års dyrkning af vårsæd, et års dyrkning af vintersæd og et års hvile. På Lolland-Falsters fede lerjorde benyttede man, vistnok inspireret fra Nordtyskland, 4-5-årig omdrift, hvor jorden altså kun hvilede hvert 4. eller 5. år. Og på begge sider af Lillebælt havde man tovangsbrug, idet den dyrkede vang dog ofte bar to forskellige afgrøder.

På de lette jorde var vangebrugets hviletid hvert andet til fjerde år generelt for kort til, at jorden kunne gendanne sit vækstpotentiale ved forvitring af mineraler. Endvidere rådede man i Midt- og Vestjylland sjældent over de materialer, der var fornødne for at opføre flettede gærder mellem markens hoveddele. I disse landsdele praktiserede man derfor i stedet det såkaldte græsmarksbrug, der havde længere perioder med hvile end vangebruget, og hvor tøjring og hjorddrenge i stedet for gærder sørgede for, at husdyrene blev holdt ude fra kornet. Hvor det i trevangsbruget i princippet kun var en tredjedel af landsbymarken, der hvilede, var det i græsmarksbruget oftest mere end halvdelen.

Modsat de lette jordes behov for lang hvile fandtes der enkelte steder så god græsning og rigelig gødningsproduktion, eller så begrænsede markflader, at det var muligt at gødske og dyrke den samme jord år efter år. Det var dog især enkeltgårde, der havde denne mulighed for at dyrke jorden som „alsæde“.

Langs Limfjorden var markerne ikke delt radialt som i vangebruget, men snarere i koncen triske cirkler, omend der heller ikke her fandtes adskillende gærder. Tættest ved bebyggelsen blev jorden gødsket og dyrket intensivt, mens anvendelsen af de fjernereliggende dele af bymarken, dvs. de arealer af agerjord og eng, der hørte til den enkelte landsby, var yderst ekstensiv. En tilsvarende, omend mere uformel, rotation mellem de centrale og perifere dele af marken genfindes i virkeligheden i alle øvrige dyrkningssystemer (figur 2-18). For selv om en vang stod for at bære korn, var den sjældent udnyttet fuldt ud. Og hertil kommer, at det hvert år kun var en mindre del af det opdyrkede bruttoareal, der faktisk også var dyrket.

Man dyrkede især korn, og arternes geografiske fordeling afspejler både deres vækstkrav og jordbundsforholdene. Byg forekom således primært på de gode jorde på Øerne og Mors og i Thy og Vendsyssel, mens havre i højere grad gjorde sig gældende på de lette jorde. Dyrkning af rug synes til gengæld snarere at bygge på lokale traditioner.

Allerede i Middelalderen vandt også en række arter af ærteblomstfamilien indpas. Det drejer sig bl.a. om vikke, bønner og ærter. Som andre af familiens arter indgår de i symbiose med bakterier i knolde på rødderne. Disse bakterier er i stand til at optage luftens kvælstof. Ved at pløje ærteplanterne ned efter høst kunne man altså tilføre jorden ellers utilgængelige næringsstoffer.

Vor viden om agerbrugets afkast er begrænset. Men generelt synes dyrkningen at have været sårbar over for ugunstigt vejr, svampe- og insektangreb samt omstrejfende dyr – så udbyttet var usselt. Fra denne periode findes der stort set kun oplysninger om foldudbyttet, dvs. høstens omfang i forhold til udsæden, fra hovedgårde (figur 2-19). Men eftersom husdyrholdet og dermed gødningsmængden her let kunne være mindre i forhold til det dyrkede areal end tilfældet var på fæstegårdene, kan foldudbyttet på fæstegårdene godt have været bedre. Det må det næsten have været, for med et foldudbytte på 2-3 som på hovedgårdene, ville der næppe have været tilstrækkeligt udbytte på fæstegårdene til både såkorn, brødkorn, bryggekorn og afgifter.

Også ukrudt var årsag til lave udbytter. Arter som kornblomst, agerkål og flyvehavre satte deres præg på mange marker, og efter våde somre kunne godt og vel halvdelen af rughøsten bestå af rughejre (Bromus secalinus L.). Man skal dog nok ikke fokusere for ensidigt på kernen, når man bedømmer resultaterne af agerbrugets anstrengelser. For den urtefyldte halm, som var en følge af manglende renholdelse, var en langt bedre foderkilde for dyrene end vore dages næringsfattige strå.

For tiden før indførelsen af en egentlig, systematisk landbrugsstatistik i 1800-tallet er grundlaget for at bedømme landbrugsarealets udvikling spinkelt. Overleverede oplysninger om middelalderlige jordmål er ofte uforståelige eller usammenlignelige. Som antydet kunne der generelt være stor forskel på, hvor stort et areal der fremtrådte som markjord (omdriftsarealet), hvor stor en andel af dette, der i princippet skulle dyrkes hvert år (i trevangsbruget to tredjedele) og så hvor stort et areal, der reelt blev besået.

Hvis vi antager, at landbrugsarealet i store træk har varieret med folketallet, må det i 1200-tallet have haft et maksimum, der først blev tangeret engang i 1700-årene. Det passer godt med såvel pollenanalysernes indikation af skovrydning som en stigende forekomst af jordstøv fra nøgne markflader i højmoserne gennem Middelalderen. Men selv om der var tale om et maksimum, nåede opdyrkningen ikke lige så geografisk marginale områder som i den ældre jernalder. Saxo noterede sig således i slutningen af 1100-årene, hvordan forladte marker i de store skove talte deres tydelige sprog om fordums storhed.

Herefter reduceredes landbrugsarealet i takt med folketallet, men nåede et nyt omend lavere højdepunkt i 1500-årene. Da de første sikre opmålinger blev gennemført i 1680'erne, udgjorde det samlede areal med ager- og engjord 28 % af landets samlede areal. Ordren til denne såkaldte matrikulerings landmålere lød på, at al landbrugsjord, der kunne erkendes i form af langstrakte, oppløjede agerrygge (figur 2-20) skulle måles og beskattes. også selv om de ikke havde været dyrket i mange år. Så det samlede, opmålte agerareal på 10.600 km² er skudt over målet. Det årligt dyrkede areal har næppe oversteget 5000 km² eller knapt en femtedel af vore dages.

Trods fortsat landbrugskrise indtil ca. 1730 var der omkring 1770 sket en betydelig udvidelse af omdriftsarealet. For de egne af landet, hvor der findes nogenlunde sikre tal, var væksten knapt 15 %. Men eftersom den ikke indregner den bedre udnyttelse af det allerede opdyrkede areal, som må være gået forud for egentlig nyopdyrkning, var den reelle vækst endnu større. Dansk landbrugsproduktion var i færd med et vældigt spring fremad allerede inden landboreformerne.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fællesskabstiden – fra Middelalderen til 1800-tallet.

• Forrige afsnit er Forhistoriens landbrug og agerland
• Næste afsnit er Landboreformerne