Kilder

I kanten af sumpkilden kan der være store ansamlinger af visne blade fra de omgivende træer. I de centrale dele vokser forskellige sumpplanter og mosser. Mosserne kan danne store, udbredte mostæpper gennemskåret af strømrender. Bunden i strømrenderne består af sand, grus og sten. Ofte rager stenene op over selve vandspejlet, og kun en tynd vandhinde ligger hen over dem. En sådan vandhinde findes også på vandplanter og grene, der rager op over vandet. Denne vandhinde udgør et specielt levested (se boks 21-3). Samlet udgør sumpkilden en mosaik af mange forskellige typer bund og dermed mange levesteder for dyrene.

Mostæppet alene kan opdeles i fire forskellige levesteder. Nederst mod bunden er mosstænglerne døde og dækket af et tæt lag af fint organisk stof. Over dette lag og de visne mosstængler ligger et lag, hvor vandet strømmer gennem de grønne mospuder, som står med toppen over vandet. I det første stykke over vandet ligger vandhinden i et tyndt lag omkring stængler og blade, det udgør det tredje lag. Endelig består det fjerde lag af mostæppets øverste, tørre del.

Strømhastigheden varierer meget i de forskellige levesteder. I de tætte mostæpper kan vandet stå næsten stille, hvorimod det løber stærkt i strømrenderne. Også temperaturen varierer meget. I strømrenderne er temperaturen relativt konstant og tæt på grundvandets temperatur, hvorimod det mere stillestående og tynde vandlag i mospuderne opvarmes af Solen om sommeren og afkøles i vinterkulde.

I lysåbne sumpkilder er planternes produktion (P) ganske stor, men samtidig er tilførslen af organisk stof fra omgivelserne også meget stor. Planternes, dyrenes og bakteriernes samlede forbrug af organisk stof (forkortes R, fordi forbrug nogle gange omtales som respiration) kan derfor være større end produktionen – og er det ofte. Forholdet mellem P og R (P divideret med R, P/R) i lysåbne sumpkilder er dog selvsagt større end i skyggede kilder og også væsentligt større end i skovbækken (se afsnittet om skovbækken og figur 7-1).

I en undersøgelse af mere end 100 sumpkilder med tilhørende kildebække i Danmark har man fundet over 350 dyrearter, hvoraf ca. halvdelen forekom regelmæssigt, mens de resterende var mindre almindelige og kunne opfattes som landlevende arter (springhaler, forskellige biller og edderkopper) tilknyttet fugtige steder.

Nogle af arterne er enten på grund af den konstante lave temperatur eller på grund af den nære kobling mellem land og vand særegne for kilder. Langt de fleste af kildens arter findes dog også i andre vandløbsafsnit.

Ferskvandstangloppen (figur 7-4) forekommer talrigt overalt lige fra de visne bladpakker i kanten af kilderne til den allernederste del af de store vandløb. Nogle af de gravende orme og dansemyg i bunden under mospuderne er også almindelige i store vandløb. Selv om slørvingerne gennemgående er koldtvandsarter, er ingen af dem specielle for kilderne, men en række arter i slægterne Leuctra,Protonemura, Nemoura, Nemurella og Amphinemura (figur 9-7) kan være talrige i kilder og kildebække.

Som allerede nævnt er langt de fleste kilder i Danmark sumpkilder, og typen er derfor almindelig over hele landet. De mest spektakulære finder man langs højderyggen i Jylland, hvor de er vandrige. Gudenås kilde er en kendt og meget besøgt sumpkilde (se figur 10-2). Biologisk er de store kilder langs Lindenborg Å ved Rebild Bakker og kilderne omkring Hald Sø meget interessante.