Insekter i den hvide klit

De fysiske miljøforhold i den hvide klit minder på mange måder om forholdene i en ørken. Mange af dyrenes tilpasninger er derfor fælles for de to levesteder. På en varm sommerdag kan temperaturen på sandoverfladen i en klit blive 50 °C, og luftfugtigheden falde til under 20 % (figur 7-29). Sandet er som regel tørt, og frit vand findes mest som dug, fordi regnvandet hurtigt siver igennem på vej mod grundvandet. Det tørre sand er et ugunstigt levested for de små jordbundsdyr, som normalt medvirker til nedbrydningen af det organiske stof.

De fleste af dyrene i den hvide klit er så specifikt tilpassede til miljøforholdene på denne biotop, at de kun findes her. En del arter er knyttet til marehalm og hjælme, f.eks. klitoldenborren, hvis store maddikelarver lever nedgravet i sandet og gnaver af rødderne. Smaltægen, Ischnodemus sabuleti, kan forekomme i store mængder på hjælme, hvor den suger plantesaft. Denne art har både en langvinget og en kortvinget form, hvoraf den sidste ikke kan flyve. Snudebillen Othiorrhyncus atroapterus mangler helt flyvevinger (se nedenfor om tab af flyveevne).

95234478.pngKarakteristisk er også de dagaktive sandspringer-biller, som ses løbende og flyvende i klitten på varme dage (figur 7-59). Myren Formica cinerea har sine reder i den hvide klit. For at nedsætte varmebelastningen, løber myrerne hurtigt rundt på lange ben, der hæver dem væk fra den varme overflade. De er desuden beklædt med sølvskinnende hår, der reflekterer strålingen fra omgivelserne. I den hvide klit lever også nogle små repræsentanter for skyggebillefamilien, Tenebrionidae, som ellers mest hører hjemme i ørkener. De lever af døde planterester og er meget tørkeresistente, bl.a. fordi de har et tykt hudskelet, som nedsætter vandtabet fra overfladen (figur 7-58).