Hvaler er meget omdannede pattedyr (se figur 13-2 og 13-3). De har udviklet en strømlinet, tenagtig krop, hvorved vandmodstanden under svømningen minimeres. Næseåbningen er flyttet op på toppen af hovedet (undtagen hos kaskelotten) og kaldes åndehullet. Ydre ører findes ikke. Forlemmerne er omdannet til padleformede luffer, der tjener til styring under svømning. Baglemmer findes heller ikke. Til gengæld er der udviklet en halefinne, der står for hele fremdriften.
Hos hvaler følger føden og luften helt adskilte veje ind i dyret, mens disse vejes øverste dele som bekendt er samlet hos f.eks. mennesker. Derfor kan hvaler, i modsætning til os, synke føde og trække vejret samtidig. Hvalernes hårpragt begrænser sig til en lille bræmme på overlæben, og hos mange arter, heriblandt marsvinet, fældes disse hår oven i købet allerede før eller umiddelbart efter fødslen.
Hvalerne har altså ikke hår til at hjælpe med varmereguleringen, i stedet har de et tykt spæklag på de store kropsflader og særlige varmeudvekslingsorganer i luffer, hale og rygfinne. I disse organer snor arterier, der fører frisk iltet blod ud i kroppen, sig tæt omkring venerne, der fører blodet tilbage efter iltafgivelsen i kroppen. Da blodet i arterierne kommer fra kroppens centrum, er det ikke alene mere iltet, det er også varmere end blodet i venerne, der har været ude i de perifere dele af kroppen. Når disse to blodmasser mødes i varmeudvekslerne, udveksles der varme imellem dem, så forskellene udjævnes (figur 13-4).
Ved hjælp af spækket og varmeudvekslerne kan hvalerne holde en jævn kropstemperatur på ca. 37 °C. Både testiklerne og livmoderen ligger inde i den varme krop, men der er i virkeligheden for varmt til, at hannernes sædceller og hunnernes fostre burde kunne udvikles. Hvalerne har derfor opfundet et særligt kølesystem til kønsorganerne og fostrene. Det består som varmeudvekslerne af et netværk af små blodkar, hvor varmen føres væk og afgives til omgivelserne fra rygfinnen.
Visse hvalarter, som kaskelotten, kan dykke ned på flere tusinde m's dybde. Trykket på så store dybder kunne let føre til, at kvælstof fra lungernes luft blev presset over i blodbanen og her dannede bobler, efterhånden som trykket atter faldt under opstigningen: dykkersyge. Men det sker ikke for hvalerne, for deres lunger er klappet helt sammen under dybdedykningen – dvs. der er ingen luft i dem. Det ilt, som hvaler nødvendigvis skal have, har de bundet i et særligt iltbindende stof (myoglobin). Det findes i musklerne, og herfra frigives det under dykningen.
Hvalernes vigtigste sans er hørelsen, men for nogle arter spiller smagssansen også en stor rolle. Ved hjælp af smagssansen kan f.eks. marsvin registrere brunstige artsfæller, kende forskel på enkelte fiskearter og måske få andre informationer om miljøet og blive advaret mod farer. Synet har de derimod ikke megen glæde af i de ofte uklare og mørke vandmasser. Derimod har de udviklet andre systemer, der kan hjælpe dem med at navigere rundt. Hos tandhvalerne består det af en art ekkolod, et sonarsystem, der udsender højfrekvente lydbølger og registrerer deres tilbagesendelse fra genstande (føde, artsfæller og andet) i vandet. Hos bardehvalerne består det i udsendelse af meget dybe lyde (infralyd), hvis refleksion ligeledes registreres. Visse bardehvaler, som f.eks. finhvalen, menes at have udviklet en særlig lavfrekvent sonar, der gør dem i stand til at finde rundt i meget komplicerede kystvande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.