FIGUR 13-5. Marsvin, der er ved at udføre sin karakteristiske rullende bevægelse.

.

Marsvinet (Phocoena phocoena) er en lille hval. Fuldt udvokset bliver den sjældent mere end 180 cm og vejer da op imod 90 kg. Opskyllede marsvin på de danske strande er normalt betydeligt mindre.

Fra båd kan man være heldig at se marsvinene bevæge sig hen over havbunden på lavt vand. Ellers ser man mest marsvinenes ryg med rygfinne udføre rullende bevægelser op over vandoverfladen (figur 13-5). I sjældne tilfælde kan marsvin springe helt ud af vandet som delfiner, og i fangenskab er det ret nemt at dressere dem til at udføre sådanne spring. Marsvin kommer tæt på sejlbåde; de ridder på skibenes bovbølge og svømmer i kølvandet, dykker frem og tilbage under bådens køl og udviser nogle gange regulær nysgerrighed (figur 13-6).

Undertiden ser man flere dyr svømme parallelt eller i formation – antageligt for at genne fiskestimer sammen. Man kender også en særlig „drivtømmeradfærd“ hos marsvin, hvor dyret ligger bevægelsesløst i overfladen med åndehul og rygfinne over vandet.

Forekomst

Marsvinet findes vidt udbredt i vore farvande. Man finder det på vanddybder fra m ved kysterne helt ned til 200 m over kontinentalsoklen. I mange tidligere værker kan man læse, at marsvinene foretog regelmæssige sæsonvandringer gennem de danske stræder ind i Østersøen om sommeren og tilbage igen om vinteren. Men det bygger kun på indicier: islæggets omfang i den indre Østersø, forekomsten af store marsvinefangster netop om vinteren i det nordlige Lillebælt og marsvinets formodede, store afhængighed af sildestimerne, der vandrer ud og ind af Østersøen. Østersøens marsvin opholder sig imidlertid i dette farvand året rundt – ligesom deres hovedføde torsken. De marsvin, der blev fanget i de indre danske farvande, kom altså ikke fra Østersøen, men fra de selv samme indre farvande.

Marsvin er nærmest individualister, og en fasttømret flokstruktur, som man kender den fra visse delfinarter, har de ikke. Man kan snarere sige, at marsvinet flokkes om føden, således at der til tider opstår større ansamlinger af dyr, hvor der er store mængder fisk. En moder med sin unge er grundelementet i marsvinets forekomst, og flere af sådanne par svømmer undertiden sammen, ligesom mor-unge-parret kan være ledsaget af en årsunge eller måske en yngre voksen hun. Man ved ikke særlig meget om hannernes adfærd, efter de har forladt moren. Antageligt svømmer de hver for sig.

Bestande

FIGUR 13-6. Nysgerrighed over for sejlbåden: et marsvin tager sig et orienteringskig.

.

FIGUR 13-7. Et marsvin forsynet med en satellitsender.

.

FIGUR 13-8. Satellitmærkede marsvins positioner og opdeling i bestande. Rød: Nordsøens og Skagerraks bestand, gul: indre farvandes bestand. Østersøbestanden er ikke vist.

.

Vore marsvin tilhører tre mere eller mindre adskilte bestande: én i Nordsøen og Skagerrak, én i de indre danske farvande og én i den indre Østersø omkring Bornholm. Bestandene i Nordsøen, Skagerrak-Kattegat og Bælthavet er størst, mens der er relativt få marsvin i Limfjorden, Øresund og den vestlige Østersø. Fra farvandet omkring Bornholm er marsvinet næsten forsvundet helt. Men i de allerseneste år er der atter set marsvin i det nordlige Øresund og i Østersøen sydøst for Bornholm.

En bestand kan bedst defineres som de dyr, der på nomadevis udnytter et givet havområde. Voksne dyr søger at parre sig inden for dette område, og dyr født i det udvikler små forskelle i forhold til dyr fra andre tilsvarende områder. Derfor er der små forskelle i visse kraniekarakterer og i arvemassen (DNA). En bestands egenskaber aflæses bedst på voksne dyr, da unge dyr farer mere omkring, og kan derfor i et givet område være opblandet med ungdyr fra naboområder.

Marsvinebestanden i Nordsøen og Skagerrak

Bestanden i Nordsøen og Skagerrak er klumpet fordelt over området og antageligt styret af de hydrografiske forhold, der skaber særligt store fiskeforekomster visse steder. Særlige yngleområder er ikke blevet påvist, og marsvinet menes at kunne yngle overalt. Man har ikke nogen opgørelse over denne bestands nuværende størrelse, men den har i mange år været udsat for store, utilsigtede tab som bifangst i fiskegarn. Der er blevet udtrykt bekymring for, at bestanden kunne være truet heraf.

De indre farvandes marsvin

Satellitundersøgelser har vist, at marsvinene i de indre danske farvande, dvs. Bælthavet, Øresund og vore mange fjorde, holder sig for sig selv og ikke blander sig med ovenstående bestand (figur 13-7 og 13-8).

Marsvinebestanden i de indre farvande har udvist betydelige svingninger, men man kender desværre ikke den nøjagtige årsag hertil. I de senere år er bestanden i Limfjorden faldet dramatisk, hvilket formodentlig skyldes mangel på føde og måske konkurrence med spættet sæl. I Øresund har marsvinet fået en renæssance og er blevet observeret hyppigere i de senere år. I de øvrige indre farvande kan man derimod konstatere et konstant eller svagt stigende antal marsvin. Her skal forklaringen findes i, at fiskeriet er gået meget tilbage, og dermed er risikoen for at ende i fiskegarn også faldet. Baggrunden for fiskeriets tilbagegang er nedgangen i fiskebestandene, men det har tilsyneladende ikke påvirket marsvinebestanden så meget.

Østersøens marsvinebestand

Marsvinene i Østersøen udgør som nævnt ovenfor en selvstændig bestand med helårigt ophold i området. De i ældre bøger nævnte vandringer ud og ind af Østersøen har ikke hold i virkeligheden.

Der er fundet såvel genetiske som små anatomiske forskelle mellem Østersøens og de indre danske farvandes marsvin. Østersøunger fødes tidligere på året – allerede i marts og april – og er med en skønnet fødselslængde på 90 cm større end i de indre danske farvande (omkring 70-85 cm). Større unger kan bedre holde varmen i det koldere Østersøvand, så det kan være en tilpasning til de lokale forhold.

Siden ca. 1970 er antallet af marsvin i Østersøen faldet dratisk, og arten er i dag fåtallig overalt i dette farvand. Årsagerne hertil kan være mange. Sandsynligvis har overfiskningen og forureningen i Østersøen spillet en stor rolle.

Overfiskningen har reduceret fødegrundlaget, og forureningen har ført til „dårligere“ føde, da de opkoncentrerede mængder af DDT og PCB kan have nedsat marsvinenes forplantningsdygtighed. Der har måske også fundet en utilsigtet bifangst sted i driv- og nedgarn, men der foreligger ingen dokumentation for, at store bifangster har været afgørende for bestandens tilbagegang.

Den samlede danske marsvinebestand

Antallet af marsvin i de enkelte danske havområder er ikke blevet opgjort særskilt. Den samlede bestand i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og Bælthavet er bare en enkelt gang i sommeren 1994 blevet undersøgt og blev ved den lejlighed skønnet til 260.000 dyr, heraf ca. 110.000 i de danske dele af farvandene. Fra Østersøen øst for Bornholm foreligger ingen samtidig optælling, men ved en senere optælling skønnede man på grundlag af blot to observationer, at bestanden var på 600 dyr.

Ved undersøgelsen brugte man flere skibe og fly. Man tæller under gode observationsforhold med svag vind og god sigt langs en på forhånd afstukket rute, der dækker en repræsentativ del af et givet havområde. Antallet skønnes, lidt forenklet udtrykt, ved at gange de optalte dyr op til hele områdets areal. Det er klart, at skønnet kun er et øjebliksbillede, der ikke viser noget om sæsonsvingninger.

Om den samlede bestand er gået op eller ned siden kan ikke afgøres, før der foretages en ny optælling og et nyt skøn. Man kan derfor ikke i absolutte tal sige, hvor mange marsvin der er i 2003. Men det kan meget vel være større end i 1994. Det skyldes for det første, at torskebestandene er gået stærkt tilbage, og at de store torsk, som er fødekonkurrenter til marsvinene, nu mangler helt. Desuden tager fiskegarn ikke så mange marsvin mere, fordi maskestørrelsen er sænket fra 95 mm til 75 mm. Det betyder, at marsvinene nemmere kan spore – og undgå – nettene.

Marsvinets føde

Marsvin lever af fisk, f.eks. torsk, hvilling, makrel, sild, brisling og ål, og de jagter enten alene eller sammen med andre individer afhængig af fiskearten. At jage stimefisk som sild og tobis synes at være en opgave for flere marsvin, der i fællesskab omringer fiskene eller driver dem ind mod stranden. Torsk og andre fisk, der lever nær havbunden, jages derimod antageligvis alene.

Når marsvinet jager er det normalt neddykket i 2-3 minutter, men det kan være neddykket i helt op til 12 minutter. Til fødesøgningen bruger marsvinet sit sonarsystem samt til en vis grad synet. Om marsvinet er i stand til at lamme eller dræbe byttet med kraftige lydbølger, som det formodes at være tilfældet hos kaskelotten, er ikke kendt. Smagssansen spiller sandsynligvis en betydelig rolle for marsvinets evne til at kende de enkelte fiskearter.

Forplantning og vækst

I parringssæsonen fra juli til august svulmer hannens testikler voldsomt op og producerer store mængder sæd. Derfor mener man, at der forekommer regulær „sædkonkurrence“, hvor sæden fra den sidst ankomne han så at sige skyller den foregående hans sæd ud af hunnens skede, før de har befrugtet hendes æg. Man formoder, at hunnerne hos marsvinet – ligesom hos andre hvalarter med sædkonkurrence (f.eks. nordkaperen) – parrer sig med flere hanner indtil den „udvalgte“ er fundet. Hannerne bliver kønsmodne i en alder af 2-3 år, hunnerne først når de er 3-4 år gamle.

Drægtigheden varer næsten 11 måneder, og de fleste marsvinehunner føder deres unger omkring 1. juli med en margin på 14 dage til hver side. Små marsvineunger er dog fundet hele året rundt på stranden eller i garn, og det tyder på, at der også, men i mindre grad, fødes unger uden for midsommeren.

Ungen er ret stor ved fødslen: Den måler omtrent det halve af moderens længde og vejer mellem 5 og 10 kg. Den nyfødte unge dier hos sin mor i 5 måneder, før den helt og holdent går over til fiskeføde. Ungen vokser meget hurtigt og har efter et halvt år øget sin længde til 120 cm. Mælken er som hos alle hvaler meget fedtholdig (40 % fedt).

Levealder og dødsårsager

Marsvinets maksimale levealder i danske farvande er på grundlag af vækstlag i tænderne blevet bestemt til 23 år. De færreste marsvin bliver dog så gamle.

Den væsentligste dødelighed skyldes fiskegarn, men marsvinet pådrager sig også dødelige sygdomme. En mindre udbredt dødsårsag er de naturlige fjender. Det drejer sig mest om spækhuggeren og i mindre grad om større hajer. Der kan også forekomme angreb fra hvalarter, som marsvinet konkurrerer om føden med. Ved den skotske kyst slår og bider øresvin f.eks. mindre marsvin og forvolder dem nogle gange så store skader, at de dør af det.

Boks

Marsvinefangsten i det nordlige Lillebælt 1715-1944.

.

Marsvinefangsten i det nordlige Lillebælt 1715-1944.

.
Boks 13-1. Marsvinefangst

Lige fra Stenalderen har man i danske farvande jaget marsvin, der både kunne levere kød og tran.

I historisk tid har der været store organiserede fangster i Isfjordsområdet og i det nordlige Lillebælt. I Isefjordsområ-det anvendtes store labyrintagtige garn til fangsten, der om foråret blev drevet ved Kulhuse, Orø og Bramsnæsvig. Fangsten i Lillebælt formede sig som en regulær drivjagt med mindre både og blev afviklet i det sene efterår og om vinteren. Det skønnes, at henved 142.000 marsvin, 100.000 i Lillebælt og 42.000 i Isfjord, blev nedlagt i løbet af 1800-tallet (figur).

Lillebælts naturgeografi er som skabt til marsvinefangst. Farvandet er snævert, og dyrene er nemme at få øje på, da vandet som regel er uden høje bølger. Erfaringen havde lært fangerne, at man bedst kunne opdage og fange marsvin, der kom sydfra.

Tidligere forklarede man fangstsæsonen med marsvinenes „naturlige“ vandringsadfærd, der skulle føre dem gennem bælterne med kurs mod Østersøen om foråret og den modsatte vej om vinteren. I dag ved vi, at marsvinenes massive forekomst bestemte steder snarere skyldtes tilstedeværelsen af rigelige fødemængder.

Man jager ikke længere marsvin i de danske farvande. Derimod sker der en utilsigtet bifangst i forskellige fiskegarn. Bifangsterne afhænger af nettenes maskestørrelse (stormaskede garn er sværere at opdage for marsvin), lokaliteten (marsvin er ikke lige hyppige overalt) og måden, hvorpå man sætter garnene (hvor længe, hvor dybt og under hvilke strømforhold).

Desværre foreligger der kun få og usikre skøn over bifangstens størrelse. De første skøn på 3000 marsvin blev gjort ud fra enkeltoplysninger om bifangster i det såkaldte vragfiskeri (garn ved eller over skibsvrag, der tiltrækker store fiskemængder). Netop her er der observeret meget store bifangster af marsvin. Senere dækkede man garnfiskeriet ved hjælp af observatører på et nærmere bestemt antal garnbåde og regnede sig, ud fra disse observationer, atter frem til meget store utilsigtede bifangster på op til 7000 dyr.

I de seneste år har man forsøgt at følge svingningerne i den utilsigtede bifangst ved at undersøge landinger fra garnbåde. Der er dog også mulighed for fejl i disse regnestykker. Går man f.eks. ud fra, at alle fartøjer fanger lige mange marsvin, kommer man hurtigt til at overvurdere bifangstens størrelse. Tager man ikke højde for fangstindsatsen, dvs. antallet af garn anvendt til de fangne fisk, risikerer man omvendt at undervurdere bifangstens størrelse.

Marsvinefangsten i det nordlige Lillebælt 1715-1944.

Marsvinefangsten i det nordlige Lillebælt 1715-1944.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Marsvin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig