A. Hun (nederst) og han af blå oliebille, en af Danmarks 4 oliebillearter, som alle er redeparasitter hos enlige bier. Hannen, der har et tydeligt „knæk“ på hvert følehorn (funktion ukendt), er væsentligt mindre end den 3-4 cm lange hun, hvis opsvulmede bagkrop indeholder tusindvis af æg.

.

B. Vores største blåfugleart, sortplettet blåfugl, forekom tidligere på en række danske lokaliteter, men findes nu kun på én. Som det ses, er de sorte pletter på vingernes overside ofte ret svagt udviklet på denne lokalitet. Sommerfuglen sidder på et blomsterhoved af merian, hvor de fleste æg lægges. Andre nordeuropæiske bestande bruger især timian til dette formål. Arten kendes på størrelsen (vingefang ca. 4 cm) samt de blå vinger med mere eller mindre tydelige pletter og en bred, mørk stribe langs side- og bagrand.

.

B. Vores største blåfugleart, sortplettet blåfugl, forekom tidligere på en række danske lokaliteter, men findes nu kun på én. Som det ses, er de sorte pletter på vingernes overside ofte ret svagt udviklet på denne lokalitet. Sommerfuglen sidder på et blomsterhoved af merian, hvor de fleste æg lægges. Andre nordeuropæiske bestande bruger især timian til dette formål. Arten kendes på størrelsen (vingefang ca. 4 cm) samt de blå vinger med mere eller mindre tydelige pletter og en bred, mørk stribe langs side- og bagrand.

.

FIGUR 5-29. Danmarks måske talrigeste dagsommerfugl: græsrandøje med stor øjeplet på forvingerne, men ingen på bagvingerne. Den tydelige orange tegning omkring øjepletten viser, at individet er en hun. Vingefang 4-5 cm.

.

Der er dog også mange insektarter, der tilbringer hele livet i græsland, heriblandt adskillige sommerfugle. Her skal kun nævnes to. Måske den almindeligste dagsommerfugl i Danmark er græsrandøje (Maniola jurtina). selv om den kan være ret variabel, så er et godt kendetegn den tydelige øjeplet på forvingen, omgivet af en orange tegning. Man mener, at denne øjeplet kan bruges til at skræmme fjender væk med (figur 5-29).

Græsrandøje kan suge nektar fra talrige blomsterarter – i Sydtyskland er den observeret på ikke mindre end 164 arter – og den findes stort set overalt, hvor der er græs. Den yngler igennem det meste af sommeren, og de lysegrønne larver æder af en lang række græsser, hvor de tykke, lysegrønne pupper også er ophængt. Nye sommerfugle klækkes gennem hele sommeren.

En anden af græslandets almindelige sommerfugle er almindelig blåfugl (Polyommatus icarus). Mens hannerne altid er strålende blå, så er grundfarven på hunnernes vingeoversider typisk mørkt chokoladebrun.

Hunnernes udseende kan dog variere meget, og pletmønsteret på vingeundersiderne er faktisk den bedste artskarakter. Mange blåfuglearter er desværre i tilbagegang, og almindelig blåfugl er den eneste, som fortsat er almindelig over hele landet.

Da der er 2-3 årlige generationer, kan de små, hurtige sommerfugle ses hele sommeren på mange forskellige blomster, men især på ærteblomster som kløver, sneglebælg og lucerne. Hannerne har i den varme tid midt på dagen udkigsposter, f.eks. i høje planter, hvorfra de af og til flyver ud for at finde hunner eller jage andre insekter væk. Æggene lægges på ærteblomstrede planter, og her lever også de tykke, grønne larver. Deres farve giver perfekt kamuflage, og man bemærker dem derfor sjældent. Disse larver er fredelige planteædere, men visse andre blåfuglearter har larver med en helt anden og speciel levevis (se boks 5-7).

Boks

A. Hun (nederst) og han af blå oliebille, en af Danmarks 4 oliebillearter, som alle er redeparasitter hos enlige bier. Hannen, der har et tydeligt „knæk“ på hvert følehorn (funktion ukendt), er væsentligt mindre end den 3-4 cm lange hun, hvis opsvulmede bagkrop indeholder tusindvis af æg.

.
Boks 5-7. To chanceryttere som er redeparasitter

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

A. Hun (nederst) og han af blå oliebille, en af Danmarks 4 oliebillearter, som alle er redeparasitter hos enlige bier. Hannen, der har et tydeligt „knæk“ på hvert følehorn (funktion ukendt), er væsentligt mindre end den 3-4 cm lange hun, hvis opsvulmede bagkrop indeholder tusindvis af æg. Foto: M. Krag Petersen.

Afsnit fortsætter her.

Oliebiller (slægten Meloë) er 1,5-3 cm lange, sorte med svagt blåligt skær, og især hunnen slæber rundt på en stor, tyk bagkrop, der rager langt uden for dækvingerne (A). Billerne er fremme om foråret og er planteædere med appetit på mange forskellige urteagtige planter. Hunnen producerer i sin store bagkrop i tusindvis af æg, som lægges i små gruber i jorden.

En nyklækket larve er kun ca. 2 mm lang og går en risikofyldt tilværelse i møde. Trods fare fra rovdyr skal den arbejde sig op af jorden, finde en blomst, f.eks. ranunkel eller mælkebøtte, og klatre op i den. I sin videre karriere er larven redeparasit hos enlige bier, og for at få fat i en vært klamrer den sig til det første det bedste insekt, som besøger blomsten. Denne manglende evne til at skelne er meget ofte fatal, idet larven dør, hvis insektet er f.eks. en flue, en humlebi eller en honningbi. Kun et lift hjem med en enlig bi kan bruges. I biens rede forlader larven først værten, når denne har lagt et æg. Når bien har lukket reden med ægget og honning til bilarven, æder oliebillelarven først ægget og senere honningen. Efter overvintring som puppe i biens underjordiske rede kommer den nyklækkede oliebille frem næste forår.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

B. Vores største blåfugleart, sortplettet blåfugl, forekom tidligere på en række danske lokaliteter, men findes nu kun på én. Som det ses, er de sorte pletter på vingernes overside ofte ret svagt udviklet på denne lokalitet. Sommerfuglen sidder på et blomsterhoved af merian, hvor de fleste æg lægges. Andre nordeuropæiske bestande bruger især timian til dette formål. Arten kendes på størrelsen (vingefang ca. 4 cm) samt de blå vinger med mere eller mindre tydelige pletter og en bred, mørk stribe langs side- og bagrand. Foto: L. Stenseng.

Afsnit fortsætter her.

Sortplettet blåfugl (Maculinea arion, B) er en stærkt truet art, som nu kun findes på én dansk lokalitet. Den kræver spredte bevoksninger af timian og en god bestand af en lille stikmyre, Myrmica sabuleti. Æggene lægges i timians blomsterhoveder (merian kan dog også bruges), hvor den lille larve lever af blomster og frø. Er der flere larver i samme blomsterhoved, æder én af dem normalt de andre.

Efter tredje hudskifte lader larven sig dumpe ned på jorden sent på eftermiddagen, når Myrmica sabuleti er mest aktiv. I heldigste fald bliver den nu fundet af en sådan myre. Sker det, afsondrer den et honningagtigt sekret, som lokker endnu flere myrer til. Til sidst accepteres den som en lidt mærkelig myrelarve og bliver båret hjem til boet. Larven risikerer også at blive hjemført af andre myrearter, men kun Myrmica sabuleti er egnet som vært.

I myrereden er blåfuglelarven et glubende rovdyr, som æder myrelarverne. Er der en dronning i myresamfundet, hvilket ikke altid er tilfældet, dræber arbejdermyrerne oftest larven i løbet af de første 14 dage. Men derefter – og som antydet i de dronningløse tilfælde – tolereres en overlevende larve, selv hvis den udrydder ynglen i det normalt ret lille samfund. Er det for lille, dør larven faktisk af sult, og helt galt går det, hvis myrerne bringer flere blåfuglelarver til reden.

Sortplettet blåfugl har altså en højst risikabel livscyklus, som endda ofte indebærer ødelæggelse af værtsdyrets samfund. Det kunne – sammen med mangel på egnede lokaliteter – være en vigtig grund til denne smukke sommerfuglearts sårbarhed.

A. Hun (nederst) og han af blå oliebille, en af Danmarks 4 oliebillearter, som alle er redeparasitter hos enlige bier. Hannen, der har et tydeligt „knæk“ på hvert følehorn (funktion ukendt), er væsentligt mindre end den 3-4 cm lange hun, hvis opsvulmede bagkrop indeholder tusindvis af æg. Foto: M. Krag Petersen.

B. Vores største blåfugleart, sortplettet blåfugl, forekom tidligere på en række danske lokaliteter, men findes nu kun på én. Som det ses, er de sorte pletter på vingernes overside ofte ret svagt udviklet på denne lokalitet. Sommerfuglen sidder på et blomsterhoved af merian, hvor de fleste æg lægges. Andre nordeuropæiske bestande bruger især timian til dette formål. Arten kendes på størrelsen (vingefang ca. 4 cm) samt de blå vinger med mere eller mindre tydelige pletter og en bred, mørk stribe langs side- og bagrand. Foto: L. Stenseng.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Græslandssommerfugle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig