Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks
A. Hun (nederst) og han af blå oliebille, en af Danmarks 4 oliebillearter, som alle er redeparasitter hos enlige bier. Hannen, der har et tydeligt „knæk“ på hvert følehorn (funktion ukendt), er væsentligt mindre end den 3-4 cm lange hun, hvis opsvulmede bagkrop indeholder tusindvis af æg. Foto: M. Krag Petersen.
|
Afsnit fortsætter her. Oliebiller (slægten Meloë) er 1,5-3 cm lange, sorte med svagt blåligt skær, og især hunnen slæber rundt på en stor, tyk bagkrop, der rager langt uden for dækvingerne (A). Billerne er fremme om foråret og er planteædere med appetit på mange forskellige urteagtige planter. Hunnen producerer i sin store bagkrop i tusindvis af æg, som lægges i små gruber i jorden.
En nyklækket larve er kun ca. 2 mm lang og går en risikofyldt tilværelse i møde. Trods fare fra rovdyr skal den arbejde sig op af jorden, finde en blomst, f.eks. ranunkel eller mælkebøtte, og klatre op i den. I sin videre karriere er larven redeparasit hos enlige bier, og for at få fat i en vært klamrer den sig til det første det bedste insekt, som besøger blomsten. Denne manglende evne til at skelne er meget ofte fatal, idet larven dør, hvis insektet er f.eks. en flue, en humlebi eller en honningbi. Kun et lift hjem med en enlig bi kan bruges. I biens rede forlader larven først værten, når denne har lagt et æg. Når bien har lukket reden med ægget og honning til bilarven, æder oliebillelarven først ægget og senere honningen. Efter overvintring som puppe i biens underjordiske rede kommer den nyklækkede oliebille frem næste forår.
Afsnittet fortsætter efter boksen.
Boks 2
B. Vores største blåfugleart, sortplettet blåfugl, forekom tidligere på en række danske lokaliteter, men findes nu kun på én. Som det ses, er de sorte pletter på vingernes overside ofte ret svagt udviklet på denne lokalitet. Sommerfuglen sidder på et blomsterhoved af merian, hvor de fleste æg lægges. Andre nordeuropæiske bestande bruger især timian til dette formål. Arten kendes på størrelsen (vingefang ca. 4 cm) samt de blå vinger med mere eller mindre tydelige pletter og en bred, mørk stribe langs side- og bagrand. Foto: L. Stenseng.
|
Afsnit fortsætter her. Sortplettet blåfugl (Maculinea arion, B) er en stærkt truet art, som nu kun findes på én dansk lokalitet. Den kræver spredte bevoksninger af timian og en god bestand af en lille stikmyre, Myrmica sabuleti. Æggene lægges i timians blomsterhoveder (merian kan dog også bruges), hvor den lille larve lever af blomster og frø. Er der flere larver i samme blomsterhoved, æder én af dem normalt de andre.
Efter tredje hudskifte lader larven sig dumpe ned på jorden sent på eftermiddagen, når Myrmica sabuleti er mest aktiv. I heldigste fald bliver den nu fundet af en sådan myre. Sker det, afsondrer den et honningagtigt sekret, som lokker endnu flere myrer til. Til sidst accepteres den som en lidt mærkelig myrelarve og bliver båret hjem til boet. Larven risikerer også at blive hjemført af andre myrearter, men kun Myrmica sabuleti er egnet som vært.
I myrereden er blåfuglelarven et glubende rovdyr, som æder myrelarverne. Er der en dronning i myresamfundet, hvilket ikke altid er tilfældet, dræber arbejdermyrerne oftest larven i løbet af de første 14 dage. Men derefter – og som antydet i de dronningløse tilfælde – tolereres en overlevende larve, selv hvis den udrydder ynglen i det normalt ret lille samfund. Er det for lille, dør larven faktisk af sult, og helt galt går det, hvis myrerne bringer flere blåfuglelarver til reden.
Sortplettet blåfugl har altså en højst risikabel livscyklus, som endda ofte indebærer ødelæggelse af værtsdyrets samfund. Det kunne – sammen med mangel på egnede lokaliteter – være en vigtig grund til denne smukke sommerfuglearts sårbarhed.
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.