Fugle (i det åbne land)

Menneskets virksomhed banede således vejen for de fleste af det åbne lands fuglearter. Men i løbet af 1900-tallet har den teknologiske udvikling i landbruget givet bagslag for fuglene i det åbne land. Det virkeligt store vendepunkt indtraf efter midten af 1800-tallet, da Hedeselskabet og landbruget med statens økonomiske støtte påbegyndte en omfattende dræning af lavvandede arealer og lavtliggende arealer og opdyrkede og tilplantede heden. Uopdyrkede og ekstensivt udnyttede naturtyper er som følge heraf reduceret med hele 85 % siden 1850.

Med den teknologiske udvikling i 1900-tallet kom kunstgødning og traktorer til. Og så gik det for alvor ned ad bakke med levestederne for det åbne lands fugle. Bl.a. storken, urfuglen og hjejlen gik nu voldsomt tilbage. Allerede i 1852 anførte Niels Kjærbølling, at mange engsnarrer gik til grunde under høslættet, og fremhævede det som årsagen til fuglens begyndende aftagen. Selvbinderens hurtige udbredelse medførte, at engsnarren i løbet af få årtier blev slået ud af den danske natur (se også Engsnarre). Fuglen, der reagerer på en trussel ved at løbe væk og trykke sig i græsset, blev simpelthen klippet i stykker. Det samme gjorde dens æg og unger. Samtidig betød den mere effektive dræning, at marker og enge kunne slås stadig tidligere, hvorved høst tidspunktet faldt sammen med den periode, hvor engsnarren har unger i reden.

Strukturudviklingen i landbruget er især accelereret efter 1950, hvor maskinparken og driftsformerne er blevet højteknologiske, og kemiske bekæmpelsesmidler har fået stor udbredelse. Udviklingen fik endnu et skub fremad med Danmarks indtræden i Den Europæiske Union, hvis generøse landbrugsstøtte skabte en stor økonomisk vækst i erhvervet. Stordrift og specialisering blev yderligere fremmet på bekostning af små og blandede brug. Størstedelen af de få, tilbageværende små moser, enge, vandhuller, diger og skel er som et resultat af denne udvikling blevet erstattet af store marker med monokultur. Sprøjtegifte, kunst- og naturgødning har nu kraftigt reduceret den vilde flora og fauna i markerne. Det har ramt åbentlandsfuglene særlig hårdt. Blandt de mange populære fugle, der er reduceret voldsomt i antal, er hvid stork, agerhøne, vibe, kirkeugle, gøg, sanglærke, engpiber, landsvale, stenpikker, stær, gråspurv og bomlærke.

De mest karakteristiske fuglegrupper, der lever i det åbne land i dag, er gæs, rovfugle, hønsefugle, vadefugle, måger og kragefugle, samt en række mindre spurvefugle som lærker, svaler, pibere, vipstjerter og stær. De kræver åbne biotoper med lav vegetation af græsser eller lave urter. Som jordrugende fugle, der ofte ligger ret åbent, har de brug for at kunne opdage og reagere på predatorer i god tid.