Engsnarre

FIGUR 13-13. Udviklingen i antallet af engsnarrer 1990-2003.

.

Fra en status som næsten uddød i Danmark efter voldsom tilbagegang gennem 1900-tallet træffes denne lille hønsefugl – der ikke er meget større end en stær – nu atter i danske enge og græsmarker. I den korte tid engsnarren opholder sig her i landet, ses den stort set ikke, men den høres. Den lille, brunlige fugls latinske navn er „Crex crex“, og det er præcis sådan, fuglens skrattende stemme lyder. Vil man opleve engsnarren „spille“, skal man ud i vår- eller sommernatten og lytte godt efter. Ofte starter fuglens „crexen“ først en time efter solnedgang, af og til først efter midnat. Med fuglens tiltagen i de senere år er chancerne for at høre stemmen blevet bedre. Den optræder ofte i større engområder i ådale med frodig græs- og urtevegetation. Men den kan også høres i græs- og kornmarker – ofte i tørlagte inddæmninger.

Efter vedvarende tilbagegang gennem 150 år var der omkring 1990 så få tegn på engsnarren i Danmark, at det var uvist, om den ynglede. Men efter midten af 1990'erne er der sket en pludselig og overraskende fremgang (figur 13-13). De 500 „crexende“ fugle, der registreredes i 2003, er det hidtil højeste antal. En lignende udvikling er set i andre nordeuropæiske lande. Væksten skyldes efter alt at dømme, at engsnarren efter jerntæppets fald har haft så gode ynglebetingelser i Polen og Baltikum, at overskudsfugle fra bestandene i disse lande har spredt sig til Danmark, Holland og Tyskland mv. Når den er gået så meget frem i Østeuropa, er det fordi store arealer med landbrugsjord er blevet braklagt, da kollektivbrugene blev nedlagt og statsstøtten til småbønderne forsvandt. Storken har ligeledes nydt gavn af denne udvikling.

I midten af 1800-tallet og frem til århundredeskiftet var engsnarren stadigvæk en karakterfugl i det åbne land. Datidens studeproduktion med omfattende græs- og hødrift skabte en kultursteppe, der tilvejebragte gode ynglebiotoper for arten. Det menes, at Danmark først i 1800-tallet rummede en bestand på 10-20.000 par engsnarrer svarende til den tæthed, man i dag finder i det østlige Polen, Letland og Litauen. Når engsnarren efter 1850 gik så voldsomt tilbage i Danmark, skyldtes det som nævnt i afsnittet Fugle, at fuglen og dens unger blev klippet i stykker under høstarbejdet.

Boks 13-1. Vadefugle

En af det åbne lands mest karakteristiske fuglegrupper er vadefuglene. Mange af dem stammer som tidligere nævnt oprindelig fra fjeldheder og stepper. Vadefuglene lever især af insekter, orme, krebsdyr og muslinger, der tages i lavt vand eller på lysåbne biotoper med lav vegetation og blød bund. Et væsentligt fællestræk ved vadefuglene er lange ben. Næbformen afgør, hvilke byttedyr de enkelte arter kan udnytte. 11 af de 17 ynglende danske arter er i særlig grad knyttet til det åbne land. Hertil kommer 4 vadefuglearter, der lever i kystzonen.

Livsstrategier Vadefuglenes livsstrategi er at leve længe og sikkert, og de har en langsom formering. Arterne lægger typisk blot 4 æg og kun et kuld om året. Få timer efter klækningen er ungerne selvstændige. De vandrer selv omkring og finder de smådyr og insekter, de lever af. Forældrenes rolle er at yde beskyttelse mod rovdyr og fugle. Ungernes eget „forsvar“ er en effektiv kamuflagedragt, der gør dem næsten umulige at opdage, når de trykker sig i græsset eller i en fordybning. Næsten alle vore vadefugle er trækfugle. De forlader Danmark om vinteren, hvor der ikke produceres særlig meget føde, og hvor vejret gør de fødeemner, der trods alt findes, utilgængelige.

Biotopvalg De forskellige vadefuglearter udnytter forskellige biotoper. Vegetationshøjde og fugtighed er to afgørende elementer. Almindelig ryle og brushane kræver næsten græsplænekort plantedække med tuer, mens stor kobbersneppe yngler i enge med højere græs. Rødben vælger en mellemting, mens dobbeltbekkasinen trives bedst i våde engsumpe og moser. Høj fugtighed i engen er afgørende. Det er i lavt sjapvand og langsomt udtørrende vandflader, saltpander og loer, at de fleste voksne og især ungerne finder føden. Alle disse levesteder findes på de ekstensivt udnyttede, våde fersk- og strandenge, så det er især dem, der huser mange ynglende vadefugle.

Tilbagegang De fleste af vore ynglende vadefuglearter er gået markant tilbage siden 1950 som en direkte følge af landbrugets strukturudvikling. Værst ser det ud for de hede- og englevende arter som hjejle, brushane, almindelig ryle, tinksmed, stor kobbersneppe, rødben og dobbeltbekkasin, men også viben er voldsomt reduceret. Strandskade, storspove og klyde er de eneste arter, der ser ud til nogenlunde at klare sig under de nuværende forhold.

En ny analyse fra 2003 udført af engfuglespecialisten Ole Thorup for Dansk Ornitologisk Forening dokumenterer situationens alvor. Analysen giver en status for tre vigtige indikatorarter for våde enge: brushane, almindelig ryle og stor kobbersneppe. Disse tre vadefugle er forsvundet fra et stort antal tidligere ynglelokaliteter, og samtidig er bestandene kraftigt reduceret. Værst ser det ud for brushanen, idet danske enge i 2002 kun husede i alt 150 ynglehunner eller godt 10 % af antallet i 1970. Denne spektakulære vadefugl med det unikke parringsspil risikerer snart helt at forsvinde som dansk ynglefugl, hvis udviklingen ikke vendes. Bestanden af almindelig ryle er i samme periode mere end halveret. Stor kobbersneppe, der længe holdt skansen, har været i tilbagegang siden 1990 (tabel 13-3).

Hvorfor det står så galt til, kan illustreres med et eksempel fra Tøndermarsken, der frem til begyndelsen af 1980’erne var en af landets fornemste englokaliteter med tusindvis af ynglende vadefuglepar. Men i slutningen af 1980’erne skete der en kraftig oprensning af alle grøfterne, så vandet nu langt mere effektivt kunne ledes ud af området om foråret. Derved er marskengene blevet mere tørre, og ved gødskning er græs- og fåreproduktionen markant forøget. På de afgræssede marskenge er tætheden af husdyr ved tilskudsfodring øget til mere end tre gange det optimale niveau for vadefuglene. Det fører til nedtrampning af alt for mange reder, og som en konsekvens heraf er bestandene af brushaner, viber, kobbersnepper og rødben kraftigt reduceret. Hvor der før 1985 ynglede mere end 2000 par vadefugle, ynglede i 2002 blot få hundrede.

Forvaltningsmæssigt er problemet, at der trods en fredning af Tøndermarsken til 60 millioner kr. ikke har været fastsat konkrete målsætninger for vandstandsniveauet, og at Miljøministeriet ikke har håndhævet ministeriets juridiske ret til at regulere tætheden af husdyr. Nylige forsøg med hævning af vandstanden og nedsat græsningstryk i nogle små statsejede parceller har resulteret i markant fremgang for vadefuglene disse steder.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Engsnarre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig