Frugtmodning og frøspredning

FIGUR 5-70. Lindens frø bliver ofte siddende på træet til hen på vinteren og foråret. Vinterstorme kan tage fat i vingen og føre frøet afsted over mange hundrede meter, hen over islagte vande og snedækket jord.

.

Det tidspunkt, hvor frugtmodningen sker, styres til dels af nedbørsmængden og temperaturniveauet. Når modenhed indtræffer, er frugter eller frø rede til spredning. Den foregår afhængig af arten enten ved selvspredning eller fremmedspredning. Hos skovbundsplanterne er der udviklet mange forskellige spredningsmekanismer, der kan sikre en effektiv spredning af frøene – i hvert fald inden for et skovområde.

Spredning inden for skoven

Aktiv spredning findes hos spring-balsamin og skovsyre, hvor tryk på de modne, saftspændte kapsler kan sende frøene bort fra moderplanterne. Hos arter af dueurt og flere kurvplanter er frø og frugter forsynet med hår, så de kan svæve. Orkideerne og vintergrøn-arter har nogle af planterigets letteste frø, der kan spredes af vinden over betragtelige afstande, hvilket formodentlig er en vigtig årsag til, at bl.a. knærod, enblomstret og skærm-vintergrøn er indvandret fra Norge eller Sverige til Danmark inden for de seneste 200 år.

Frø af lærkespore-, viol- og guldstjernearter (boks 5-2) er forsynet med olielegemer, der som fødeemne tiltrækker myrer, der tager frøene med sig. Hos arter af nellikerod, steffensurt og skovmærke er frugterne forsynet med forskellige former af krogbørster, der kan hænge fast i forbipasserende dyrs pels eller menneskers tøj. Hos burrearterne er hele kurven forsynet med krogbørster, der kan hænge effektivt fast.

En anden vigtig spredningsstrategi for skovbundsplanter går ud på at “benytte” dyrs fordøjelsessystem. Mange skovbundsplanter som dansk ingefær, liljekonval og majblomst har kødede frugter, der er et vigtigt fødeemne for pattedyr og fugle. Mens frugtkødet bliver fordøjet, er frøene ofte tilpasset til at passere et fordøjelsessystem uskadte. For nogle frø er en sådan passage ligefrem en nødvendighed for, at spiring kan finde sted.

Karsporeplanternes sporer spredes primært med vinden. De kan formodentlig svæve over store afstande, hvilket er årsagen til, at de kan spredes til og spire på skovenes blotlagte vejskrænter og i nye beplantninger.

Spredning skov og skov imellem

Mange skovarter har tilsyneladende svært ved at sprede sig til områder uden for de skove, hvor de vokser, og er derfor længe om at sprede sig til nyetablerede skove. Det kan bl.a. hænge sammen med frugternes og frøenes manglende spredningsanordninger hos disse skovarter, og at udnyttelsen af landskabet uden for skovene virker som barriere for spredning. Dette er en af årsagerne til, at nyanlagte skove på f.eks. tidligere marker i mange år fortsat huser en bundvegetation, der i sammensætning minder om agerlandets flora.

Som eksempel på dette kan nævnes Vestskoven ved København (boks 21-1 i Midler og metoder i skovrejsningen). Skoven blev i 1967 rejst på tidligere marker, der indeholder kalkholdig morænejord. Da skovbundens artssammensætning blev undersøgt 25 år senere, viste det sig, at det fortsat var agerlandsplanter som almindelig kvik og ager-padderok, der dominerede. Kun et fåtal skovbundsplanter havde indfundet sig på de tilplantede områder.

I de områder i Vestskoven, hvor der var løvtræer og blandskov, kunne der dog konstateres større bestande af typiske skovarter som febernellikerod, dunet steffensurt, lund-rapgræs, miliegræs og fjerbregne samt almindelig, bredbladet og smalbladet mangeløv. Det hænger sammen med, at de alle er arter, der i kraft af deres formeringsstrategier har et stort spredningspotentiale.

For at opveje manglen på skovbundsarter er eksempelvis hvid og gul anemone, skovmærke og almindelig bingelurt blevet aktivt udplantet. Disse vegetationsmæssige forhold er fortsat fremherskende i Vestskoven, og der vil formodentlig endnu gå årtier, før de typiske skovbundsplanter naturligt vil dominere skovbunden.

At agerlandet er en barriere, som skovbundsplanterne generelt har svært ved at forcere, viser en anden undersøgelse. Den foregik på det ydre Røsnæs og viste, at skovmærke, guldnælde og almindelig bingelurt manglede i de gamle skove, der huser 22 andre typiske skovarter. At skovene er gamle betyder, at der kontinuerligt har været skov på det samme sted i mere end 200 år. De tre manglende arter betragtes andre steder i Europa som karakteristiske for gamle skove. Forklaringen ligger mere i spredningsbiologiske og landskabshistoriske forhold end i skovenes alder og nuværende økologiske forhold. Det er således isolation på et tidligt tidspunkt og de tre arters manglende evne til spredning over de landbrugsmæssige barrierer mere end jordbundsforholdene, der gør, at de ikke forekommer naturligt i de gamle skove på Røsnæs.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Frugtmodning og frøspredning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig