Forsuring

FIGUR 14-14. Krumgrenet tørvemos (Sphagnum auriculatum) og vandnavle (de runde blade) i et fattigkær i Hanstholm Vildtreservat, Thy.

.

FIGUR 14-12. Kort over andelen af naturarealet i Danmark, hvor tålegrænsen for forsuring og/éller eutrofiering er overskredet. Den indsatte tabel viser den samlede arealandel i % for de naturtyper, hvor disse tålegrænser er overskredet.

.

FIGUR 14-13. Kongsø, et eksempel på en lobeliesø i Midtjylland. Man ser lobelieplantenes blomsterskafter stikke op af det klare vand nær bredden.

.

Nedbøren over Danmark er sur – den er i vore dage en syre med pH på ca. 4,2. Selve det forhold, at nedbøren er sur, er ikke noget nyt, for atmosfærens indhold af kuldioxid, (CO2) opløses i atmosfærens vanddråber og danner syre. Hvis det eneste syredannede stof i atmosfæren imidlertid var kuldioxid, ville pH i regnvand være ca. 5,6. Men især forekomsten af de i overvejende grad menneskeskabte luftarter svovldioxid (SO2) og nitrogendioxid indebærer dannelsen af svovlsyrling (H2SO3), svovlsyre (H2SO4), salpetersyrling (HNO2) og salpetersyre (HNO3). Disse er alle middelstærke eller stærke syrer, og den altovervejende grund til vore dages mere sure nedbør er dannelsen af disse fire syrer i regndråber.

Hvilke konsekvenser har forsuringen af nedbøren og vore omgivelser i det hele taget? Her er det nødvendigt at skelne mellem den direkte virkning af de luftarter, der danner den sure nedbør, nemlig især svovldioxid og nitrogendioxid, og den indirekte virkning, der skyldes den lave surhedsgrad i sig selv.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 14-11 (a). På fritstående træer i ren luft findes en fornem vegetation af laver. Her er det en ahorn-stamme med laverne almindelig sølvlav, Phlyctis argena (den helt hvide skorpe), almindelig væggelav, Xanthoria parietina (den gule), hvidgrå dugrosetlav, Physconia grisea (den flade, grå) og tuegrenlav, Ramalina fastigiata (den buskformede, grå øverst i billedet).

.

FIGUR 14-11 (b). Et smukt eksemplar af almindelig væggelav på en seljerøn-stamme.

.
FIGUR 14-11. A) På fritstående træer i ren luft findes en fornem vegetation af laver. Her er det en ahorn-stamme med laverne almindelig sølvlav, Phlyctis argena (den helt hvide skorpe), almindelig væggelav, Xanthoria parietina (den gule), hvidgrå dugrosetlav, Physconia grisea (den flade, grå) og tuegrenlav, Ramalina fastigiata (den buskformede, grå øverst i billedet). B) Et smukt eksemplar af almindelig væggelav på en seljerøn-stamme. Foto: H.S. Heide-Jørgensen.

Afsnit fortsætter her.

Luftarternes direkte virkninger

De fleste planter er meget følsomme over for svovldioxid, og det gælder i særlig grad en række laver, der vokser på træstammer. Svovldioxid var tidligere en væsentlig faktor i luftforureningen i byer, hvorfor lavbevoksningen på allétræer i byområder ofte var meget sparsom. Figur 14-11 viser, hvorledes en veludviklet lavflora på træstammer uden for byerne kan se ud.

I vore dage er svovldioxid ikke længere noget forureningsproblem i byerne, fordi det i meget betydelig grad er lykkedes at begrænse udslippet af denne luftart fra kraftværker. Lavarterne er som følge heraf begyndt at vende tilbage til byens træer. En pudsig sideeffekt af den effektive bekæmpelse af luftforureningen med svovldioxid, som er sket fra midten af 1970'erne, er, at landbruget nu tilfører svovl til jorden for at kompensere for afgrødens optagelse af svovl; tidligere var det ikke nødvendigt på grund af svovltilførslen fra luftforureningen!

Nitrogenoxider er ikke særlig skadelige for planter. Mens bekæmpelsen af forureningen med svovldioxid har været effektiv, er dette ikke tilfældet med nitrogenoxidbekæmpelsen. Dels er forhindring af luftforurening med nitrogenoxid teknisk meget vanskeligere end svovldioxidfjernelse, dels skyldes nitrogenoxidforureningen – i modsætning til forurening med svovldioxid – i høj grad trafikkens udstødning; og især biltrafikken er som bekendt vokset enormt i de seneste årtier.

Luftarternes indirekte virkninger

Hvilken betydning har det, at pH i nedbør er faldet fra formodentlig 5,6 til de nuværende 4,2 – svarende til at koncentrationen af brintioner er steget mere end 10 gange?

Nedbørens direkte ætsende virkning kan man se helt bort fra; der er trods alt tale om en meget fortyndet syreopløsning. Men når nedbør i dag falder på jord og i søer, vil der i alle de tilfælde, hvor pH er højere end 4,2, ske en forsuring af henholdsvis jordvæsken og søvandet. Kun meget få sure jorde, f.eks. de stærkt podzolerede jorde i landets vestlige egne, højmoser og visse søer har naturligt et så lavt pH, at nedbøren ikke virker forsurende, snarere modsat (men kun meget beskedent modsat).

I de øvrige tilfælde vil der altså ske en forsuring og dermed et måleligt fald i pH. Dette betyder, at jordens værdifulde indhold af mineraler lettere kan udvaskes. En for planterne meget vigtig del af jordens mineraler er bundet elektrostatisk som positive ioner til overfladen af negativt ladede småpartikler (kolloider) i jorden. De små, aggressive brintioner i syren kan imidlertid fortrænge metalkationerne fra overfladen af disse småpartikler og ud i den jordvæske, der flyder mellem partiklerne. Derved kan der ske tab af mineraler fra de øverste jordlag med det overskudsnedbør, der passerer gennem overfladejorden på sin vej ned til grundvandet.

Forsuringsfølsomme naturtyper

Forsuringen er et problem på steder, hvor jorden i forvejen indeholder få plantetilgængelige mineraler. Figur 14-12 viser nogle naturtyper, hvis såkaldte tålegrænse (se senere) over for forsuring og/eller eutrofiering er overskredet i Danmark. De er derfor ustabile og vil ændre deres oprindelige vegetation.

De naturtyper, som påvirkes stærkt af forsuring, forekommer i dele af landet, hvor jorden består af sand, grus eller sandblandet ler, og hvor pH i jorden er højere end i nedbøren, men som har et forholdsvis lille mineralindhold, der let udvaskes af den sure nedbør.

Nåleskove på næringsfattig bund som i Midtog Vestjylland kan få nedsat tilvækst, fordi der som følge af den øgede udvaskning bliver mangel på visse vigtige mineraler. Dette fænomen medvirkede sammen med andre faktorer til den såkaldte skovdød, der ramte store skovområder i Danmark i slutningen af 1900-tallet. Skovdøden fra dengang er ikke længere et stort problem i skovbruget; ved bl.a. at ændre skovdriften er det lykkedes at begrænse dette fænomen i betydelig grad.

Også næringsfattige, lavbundede søer på sandbund, de såkaldte lobeliesøer med en naturlig pH på mellem 5 og 7, er yderst sårbare. Et eksempel på en sådan lobeliesø er Kongsø i Midtjylland (figur 14-13). Denne enestående søtype, som kan føres mange tusinde år tilbage i tiden, og som der blot er få intakte tilbage af i Danmark, ændrer sig i disse år. En af udviklingerne består i øget indvandring af tørvemosser, særlig krumgrenet tørvemos (Sphagnum auriculatum) (figur 14-14). Derved ændrer disse søers plantesam fund sig radikalt, og deres særlige økologiske dynamik bliver permanent forstyrret. Skaden skyldes både bortskygning af planter som lobelie på søbunden, og den forsuring, tørvemossernes indvandring medfører.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Forsuring.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig