Fiskemanipulation

Figur 20-10. I den lavvandede Væng Sø betød opfiskningen af fredfisk mere lys til søbunden, så bundplanterne bredte sig næsten eksplosivt og dækkede op mod 80 % af bunden i de efterfølgende år. Siden faldt sigtdybden i vandet igen, og bundplanterne forsvandt. I år med mange vandplanter var der mange planteædende blishøns og en del knopsvaner.

.

Figur 20-7. Mandskabet gør sig klar til at opfiske fredfiskene i Væng Sø.

.

Ordet fiskemanipulation dækker over, at man ved opfiskning griber ind i en søs bestand af fredfisk, dvs. fisk, der æder dyreplankton, især karpefisk som skalle og brasen (figur 20-7).

Ved en opgørelse i 2007 var der blevet foretaget fiskemanipulation i omkring 50 danske søer. Opfiskningerne begyndte i midten af 1980’erne, men de fleste indgreb blev foretaget efter 1990. Den mængde fisk, der fjernes, er vigtig for virkningen, og den har varieret fra 40 til 1360 kg pr. ha. Fiskningen har været gennemført igennem en meget varieret årrække, fra 1 til 19 år, men i de fleste tilfælde har man fisket i 2-4 år.

Korttidsvirkninger

I søer, hvor man har fjernet mindre end 200 kg fisk pr. ha, var virkningerne meget beskedne. Men over dette niveau er betydningen for søernes vandkemi og biologiske kvalitet sædvanligvis positiv og meget markant i de første år efter indgrebet (tabel 20-1). Indholdet af næringssalte og planteplankton, herunder cyanobakterier, falder, og søvandet bliver mere klart. Samtidig er der en tendens til, at de store dafnier, som æder planteplankton, bliver mere almindelige i de første fem år efter, at deres egne efterstræbere, fredfiskene, er fjernet.

Tilstandsparameter Større Mindre
Planteplanktonmængde

4

17

Fosforindhold

6

14

Sigtdybde

16

4

Dyreplanktonmængde

3

9

Dafnieandel af dyreplankton

9

3

Udbredelse af undervandsplanter

3 (7)

1 (7)

Tabel 20-1. Effekten af fiskemanipulation på tilstanden i 21 danske søer i de første 1‑3 år efter indgrebet. Effekten er opgjort ved at tælle de søer, hvor de nævnte parametre blev større eller mindre. Parentesen angiver antallet uden ændringer. Data i Søndergaard m.fl., 1998.

Da man især har fjernet brasener, falder indholdet af opslæmmede bundpartikler, da brasener forstyrrer bunden ved at svømme rundt her og suge bunddyr op.

Som helhed sker der ingen betydelige ændringer i det totale antal fisk eller i deres samlede vægt. Det betyder, at rovfiskenes andel stiger.

Langtidsvirkninger

Figur 20-8. I den lavvandede Væng Sø ved Silkeborg førte intensiv fjernelse af fredfisk (skaller og brasen) til forholdsvis mere dyreplankton i forhold til planteplankton og markant forbedret sigtdybde i vandet. Denne forbedrede tilstand varede i 8 år. Men derefter var fredfiskene igen dominerende i forhold til rovfiskene, planteplanktonmængden steg, og sigtdybden vendte tilbage til det oprindelige niveau.

.

I de tilfælde, hvor man har fulgt søerne over lang tid, falder de tilbage til den oprindelige, dårlige tilstand efter 6-10 år. De fisk, der æder dyreplankton, bliver igen dominerende og planteplanktonet igen tæt, så vandet bliver uklart, og eventuelle etablerede undervandsplanter forsvinder igen.

Tilsyneladende har opfiskningen den længstvarende virkning på brasenen, hvis samlede biomasse fortsat er nedsat efter 8-9 år, og det giver mindre ophvirvlet bundmateriale i søvandet. Antallet af skaller er nedsat efter opfiskningen, men de tilbageværende skaller vokser bedre, så deres samlede vægt er uændret eller svagt forøget.

Eksempler

Figur 20-9. A) Vægten af fisk, der blev fanget med „standardnet“ i årene 1988‑2006 i Væng Sø. B) Den andel af fangsterne, der var rovfisk i samme periode. Efter opfiskning af fredfisk i 1986‑1988 steg andelen af rovfisk meget markant, men over de næste 8‑10 år faldt rovfiskenes andel igen til et meget lavt niveau.

.

Væng Sø ved Brædstrup i Midtjylland er den sø, hvor man har fulgt konsekvenserne af opfiskning tættest og over flest år. Søen er lavvandet og var stærkt belastet med spildevand fra 1964 til 1981. For at forbedre søens tilstand blev spildevandet derfor i 1982 ført uden om søen, så fosfortilførslen faldt til en tredjedel.

Man forventede, at det med tiden skulle give søen en lav fosforkoncentration på 0,05 mg pr. liter, og den fra at være uklar skulle blive klarvandet. I de følgende fem år var søen imidlertid fortsat uklar og havde høje fosforkoncentrationer. Noget tyder på, at de betydelige indsivninger af grundvand har høje fosforkoncentrationer, så resultatet er måske ikke så overraskende set med vores nuværende viden.

En fiskeundersøgelse i 1986 viste, at Væng Sø husede 230 kg fisk pr. ha. Fredfisken skalle dominerede voldsomt i både antal og vægt (170 kg pr. ha), og rovfiskene aborre og gedde vejede blot 32 kg tilsammen. Derfor havde de dyreplankton­ædende fisk frit spil.

I flere omgange fra 1986-1988 opfiskede man 254 kg fredfisk pr. ha, hovedsagelig skaller. Man fiskede særlig intensivt i maj-juni, hvor skalle og brasen søger ind på lavt vand for at gyde. Man benyttede ruser, bundgarn og elektrofiskeri på lavt vand, mens man i de frie vandmasser benyttede gællenet, ålehåndvod og yngelvod.

Efter indgrebet faldt indholdet af partikler i vandet til en fjerdedel og planktonalger til en tiendedel, og søvandet blev meget mere klart (figur 20-8). De store dafnier blev hyppigere og rovfiskenes andel, især aborrernes, af de samlede fiskebestande steg til 70 % (figur 20-9). Bundplanter indvandrede og dækkede op til 80 % af bunden i 1990 og igen i 1995. Sammen med planterne optrådte mange blishøns og svaner (figur 20-10).

I 1997-98, ca. 10 år efter indgrebene, var Væng Sø imidlertid vendt tilbage til sit udgangspunkt (figur 20-7). Den store formeringsevne hos skalle og brasen var slået fuldt igennem. Rovfiskene udgjorde igen blot 10-15 %, og skalle dominerede atter. Søen var uklar som før, og bundplanterne borte. Søen blev ikke fastholdt i den gode tilstand. I øjeblikket studerer man, om fosfortilførslen via grundvandet var for stor til, at søen med rimelighed kunne opnå en stabil tilstand.

Fremtiden for fiskemanipulation

Det er det samme spørgsmål, som står tilbage efter de mange forsøg med fiskemanipulationer: Er det overhovedet muligt at opnå en stabil, god biologisk tilstand, hvis næringstilstanden er bragt markant ned? Det er det sandsynligvis. Men er det så i denne situation alligevel næringstilførslen, der er den udslagsgivende faktor, og har indgrebene i fiskebestandene overhovedet en vedvarende, selvstændig virkning, der rækker ud over den virkning, næringssaltene har? At der især i lavvandede søer er markante, kortsigtede virkninger af at manipulere med fiskene og samspillene i fødekæderne, er der imidlertid ingen som helst tvivl om. Her taler resultaterne fra Væng Sø deres tydelige sprog.

I 2008-2009 gentog man befiskningen i Væng Sø, men noget mindre intensivt. Virkningen var den samme, som ved den første befiskning. Mængden af planktonalger faldt, søvandet blev mere klart, og vandpest spredte sig igen over det meste af bunden. Men denne anden gang eta­bleredes der flere arter af vandplanter. Det har muligvis været befordrende for den positive virkning, at der allerede fandtes en betydelig bestand af små aborrer, som hurtigt kunne tage over og dominere fødekæderne efter befiskningen. Eksemplet viser, at det muligvis er en farbar vej at gennemføre gentagne, mindre intensive befiskninger.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fiskemanipulation.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig