Fiskemanipulation

I søer, hvor man har fjernet mindre end 200 kg fisk pr. ha, var virkningerne meget beskedne. Men over dette niveau er betydningen for søernes vandkemi og biologiske kvalitet sædvanligvis positiv og meget markant i de første år efter indgrebet (tabel 20-1). Indholdet af næringssalte og planteplankton, herunder cyanobakterier, falder, og søvandet bliver mere klart. Samtidig er der en tendens til, at de store dafnier, som æder planteplankton, bliver mere almindelige i de første fem år efter, at deres egne efterstræbere, fredfiskene, er fjernet.

Da man især har fjernet brasener, falder indholdet af opslæmmede bundpartikler, da brasener forstyrrer bunden ved at svømme rundt her og suge bunddyr op.

Som helhed sker der ingen betydelige ændringer i det totale antal fisk eller i deres samlede vægt. Det betyder, at rovfiskenes andel stiger.

I de tilfælde, hvor man har fulgt søerne over lang tid, falder de tilbage til den oprindelige, dårlige tilstand efter 6-10 år. De fisk, der æder dyreplankton, bliver igen dominerende og planteplanktonet igen tæt, så vandet bliver uklart, og eventuelle etablerede undervandsplanter forsvinder igen.

Tilsyneladende har opfiskningen den længstvarende virkning på brasenen, hvis samlede biomasse fortsat er nedsat efter 8-9 år, og det giver mindre ophvirvlet bundmateriale i søvandet. Antallet af skaller er nedsat efter opfiskningen, men de tilbageværende skaller vokser bedre, så deres samlede vægt er uændret eller svagt forøget.

Væng Sø ved Brædstrup i Midtjylland er den sø, hvor man har fulgt konsekvenserne af opfiskning tættest og over flest år. Søen er lavvandet og var stærkt belastet med spildevand fra 1964 til 1981. For at forbedre søens tilstand blev spildevandet derfor i 1982 ført uden om søen, så fosfortilførslen faldt til en tredjedel.

Man forventede, at det med tiden skulle give søen en lav fosforkoncentration på 0,05 mg pr. liter, og den fra at være uklar skulle blive klarvandet. I de følgende fem år var søen imidlertid fortsat uklar og havde høje fosforkoncentrationer. Noget tyder på, at de betydelige indsivninger af grundvand har høje fosforkoncentrationer, så resultatet er måske ikke så overraskende set med vores nuværende viden.

En fiskeundersøgelse i 1986 viste, at Væng Sø husede 230 kg fisk pr. ha. Fredfisken skalle dominerede voldsomt i både antal og vægt (170 kg pr. ha), og rovfiskene aborre og gedde vejede blot 32 kg tilsammen. Derfor havde de dyreplankton­ædende fisk frit spil.

I flere omgange fra 1986-1988 opfiskede man 254 kg fredfisk pr. ha, hovedsagelig skaller. Man fiskede særlig intensivt i maj-juni, hvor skalle og brasen søger ind på lavt vand for at gyde. Man benyttede ruser, bundgarn og elektrofiskeri på lavt vand, mens man i de frie vandmasser benyttede gællenet, ålehåndvod og yngelvod.

Efter indgrebet faldt indholdet af partikler i vandet til en fjerdedel og planktonalger til en tiendedel, og søvandet blev meget mere klart (figur 20-8). De store dafnier blev hyppigere og rovfiskenes andel, især aborrernes, af de samlede fiskebestande steg til 70 % (figur 20-9). Bundplanter indvandrede og dækkede op til 80 % af bunden i 1990 og igen i 1995. Sammen med planterne optrådte mange blishøns og svaner (figur 20-10).

I 1997-98, ca. 10 år efter indgrebene, var Væng Sø imidlertid vendt tilbage til sit udgangspunkt (figur 20-7). Den store formeringsevne hos skalle og brasen var slået fuldt igennem. Rovfiskene udgjorde igen blot 10-15 %, og skalle dominerede atter. Søen var uklar som før, og bundplanterne borte. Søen blev ikke fastholdt i den gode tilstand. I øjeblikket studerer man, om fosfortilførslen via grundvandet var for stor til, at søen med rimelighed kunne opnå en stabil tilstand.

Det er det samme spørgsmål, som står tilbage efter de mange forsøg med fiskemanipulationer: Er det overhovedet muligt at opnå en stabil, god biologisk tilstand, hvis næringstilstanden er bragt markant ned? Det er det sandsynligvis. Men er det så i denne situation alligevel næringstilførslen, der er den udslagsgivende faktor, og har indgrebene i fiskebestandene overhovedet en vedvarende, selvstændig virkning, der rækker ud over den virkning, næringssaltene har? At der især i lavvandede søer er markante, kortsigtede virkninger af at manipulere med fiskene og samspillene i fødekæderne, er der imidlertid ingen som helst tvivl om. Her taler resultaterne fra Væng Sø deres tydelige sprog.

I 2008-2009 gentog man befiskningen i Væng Sø, men noget mindre intensivt. Virkningen var den samme, som ved den første befiskning. Mængden af planktonalger faldt, søvandet blev mere klart, og vandpest spredte sig igen over det meste af bunden. Men denne anden gang eta­bleredes der flere arter af vandplanter. Det har muligvis været befordrende for den positive virkning, at der allerede fandtes en betydelig bestand af små aborrer, som hurtigt kunne tage over og dominere fødekæderne efter befiskningen. Eksemplet viser, at det muligvis er en farbar vej at gennemføre gentagne, mindre intensive befiskninger.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fiskemanipulation.

• Forrige afsnit er Udsætning af geddeyngel
• Næste afsnit er Damme