Dyrenes antal afhænger af planterne

FIGUR 4-26 (a). I en mose med tørvemos er der stor forskel i temperaturen på moseoverfladen (b) og nede mellem planterne (c). Dette er beskrevet af den danske zoolog Edwin Nørgaard, der også påviste, hvordan to arter af jagtedderkopper udnytter to vidt forskellige livsrum kun et par centimeter fra hinanden: Den overfladelevende brun græsjæger (Pardosa pullata) (til højre på tegningen i figur 4-26 (d)) foretrækker temperaturer på 28-36 °C, mens almindelig piratjagtedderkop (Pirata piraticus), til venstre i 4-26 (d), der lever nede mellem tørvemosstilkene, foretrækker 18-24 °C. Piratjagtedderkoppens æg kræver dog højere temperatur for at klækkes. Hunnen bærer rundt på ægsækken fastgjort til spindevorterne; når solen skinner, solvarmer hun æggene ved indgangen til et lodret silkerør. Selv sidder hun i skygge under tørvemossets top.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-26 (b). Temperatur i moseoverfladen.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-26 (d). Brun græsjæger.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-26 (c). Temperatur i mose nede mellem planterne.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Spidsskælhat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Spidsskælhat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Tørvemos-gråblad.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Tørvemos-gråblad.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Kæmpe-støvbold.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Kæmpe-støvbold.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Hængesæk-hjelmhat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Hængesæk-hjelmhat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Ring-glanshat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Ring-glanshat.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Rødmende læderporesvamp.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Rødmende læderporesvamp.

.
Licens: Begrænset anvendelse

FIGUR 4-24. Sivbukken Donacia er en langstrakt bladbille, der ofte har et metallisk farvespil. Den begnaver bladene på vand- eller sumpplanter.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Vand og næring er essentielle faktorer for dyr såvel som for planter. Hvor begge dele er til stede i rigelig mængde – i næringsrige enge og moser – er antallet af smådyr enormt. I enge i Nordvesttyskland fandtes f.eks. 1900 arter over jorden. Jo rigere planteliv, jo flere dyr vil der normalt også være. Hver planteart giver sommerfuglelarver, tæger, biller og andre planteædere både levested og føde (4-24), og et varieret udbud af blomstertyper tiltrækker et bredt spektrum af blomsterbesøgende insekter som sommerfugle og fluer. Det har desuden vist sig, at jo længere stængler en flerårig græsart har, desto flere insektarter lever der inde i stænglen (figur 4-25). Lange stængler betyder antagelig et mere varieret fødeudbud, idet insektarterne kan specialisere sig i at udnytte bestemte dele af stænglen.

I næringsfattige enge og moser er dyrelivet derimod ganske fattigt. I en svensk undersøgelse fandt man kun 36 edderkopper pr. m2 i en tørvemose, mens en tilstødende rigere mose husede 190 pr. m2. Forskellen skyldes dels den mindre planteproduktion og dermed mindre fødemængde til planteædende dyr, dels de på flere måder mere ekstreme kår i de næringsfattige moser. På grund af den sparsomme vegetation er dyrelivet her f.eks. udsat for langt større temperatursvingninger i døgnets løb (figur 4-26).

Desuden er mange af planterne her godt kemisk og mekanisk beskyttet mod begnavning. Tørvemos, Sphagnum, er således stort set fri for planteædere, formentlig på grund af et højt indhold af ligninagtige stoffer, mens græsser og halvgræsser har stængler og blade forstærket med kisel. Dyrelivet i de næringsfattige moser er dog ikke blot en forarmet udgave af de næringsrige mosers; på grund af de ekstreme kår er det i vid udstrækning habitatspecialister, der optræder. Inden for mange grupper af insekter og spindlere findes en række arter, som udelukkende eller overvejende forekommer i tørvemostæpper. Mange af disse arter er almindelige i det nordlige Skandinavien, hvor tørvemosmoser endnu har en vid udbredelse. I Danmark var de tidligere også mere udbredte; det gælder f.eks. den nedenfor omtalte stor rovedderkop (boks 4-5).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 4-25. Sammenhængen mellem den gennemsnitlige stængellængde hos forskellige arter af en- og flerårige græsser og antallet af insektlarver, der lever inde i stænglen. Enårige græsser bliver næsten ikke angrebet – uanset stængellængde. Hos flerårige græsser stiger artsantallet med stængellængden.

.
Licens: Begrænset anvendelse
FIGUR 4-25. Sammenhængen mellem den gennemsnitlige stængellængde hos forskellige arter af en- og flerårige græsser og antallet af insektlarver, der lever inde i stænglen. Enårige græsser bliver næsten ikke angrebet – uanset stængellængde. Hos flerårige græsser stiger artsantallet med stængellængden. Jørgen Strunge efter Tscharntke, 1995.

Afsnit fortsætter her.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 4-26. I en mose med tørvemos er der stor forskel i temperaturen på moseoverfladen (øverst) og nede mellem planterne (nederst). Dette er beskrevet af den danske zoolog Edwin Nørgaard, der også påviste, hvordan to arter af jagtedderkopper udnytter to vidt forskellige livsrum kun et par centimeter fra hinanden: Den overfladelevende brun græsjæger (Pardosa pullata) til højre på tegningen foretrækker temperaturer på 28-36 °C, mens almindelig piratjagtedderkop (Pirata piraticus), til venstre, der lever nede mellem tørvemosstilkene, foretrækker 18-24 °C. Piratjagtedderkoppens æg kræver dog højere temperatur for at klækkes. Hunnen bærer rundt på ægsækken fastgjort til spindevorterne; når solen skinner, solvarmer hun æggene ved indgangen til et lodret silkerør. Selv sidder hun i skygge under tørvemossets top. Ill.: Jørgen Strunge efter Nørgaard, 1951. Brun græsjæger er tegnet efter foto af M.D.D. Hansen.

Afsnit fortsætter her.

Boks 4

Boks 4-4. Svampe på enge og i moser

Det umiddelbart synlige udvalg af svampe, fungaen, på engene kan synes beskedent. Dette skyldes ikke mindst fraværet af vedplanter og dermed ektomykorrhiza. På græsserne findes en del parasitiske svampe, hvor især kernerør og meldrøjer, ud over diverse rustsvampe, er fremtrædende. På døde dele af græsser såvel som på siv og halvgræsser kan man f.eks. finde bladhattene almindelig stråhat (Melanotus phillipsii), siv- og sukker-huesvamp (Mycena bulbosa, Resinomycena saccharifera), og på mere omsat materiale mose-agerhat (Agrocybe elatella) og almindelig gulhat (Bolbitius titubans). Men det er især blandt skivesvampene, f.eks. frynseskiver og stilkskiver, at artsrigdommen er stor. Der er dog også mange kernesvampe og tyksæksvampe på engens urter. Indeni de levende græsser, imellem cellerne, findes svampe, såkaldte endofytter, som muligvis er med til at beskytte mod afgræsning. De er som oftest beslægtede med meldrøjer og producerer som den en række alkaloider.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 4

Afsnit fortsætter her.

Afhængigt af græsningens intensitet kan en lang række jordboende svampe forekomme, og på selve gødningen fra heste, køer og får forekommer en meget rig funga, især på ugødskede enge. En af de mest karakteristiske er ring-glanshat (Panaeolus semiovatus). Der kan også være et indslag af vokshatte, køllesvampe mv. På næringsrige enge kan kæmpe-støvbold (Langermannia gigantea) være et karakteristisk indslag.

Næringsfattige lavmoser og højmoser har en hel speciel, men dog ret artsfattig funga. På rosmarinlyng forekommer en art af rynkeplet og på mumificerede tranebær findes parasitten tranebær-knoldskive (Monilinia oxycocci). Tørvemos, Sphagnum, udgør substratet for en række hjelmhatarter, f.eks. hængesæk-hjelmhat (Galerina tibiicystis) og ikke mindst tørvemos-gråblad (Lyophyllum palustre), der kan lave karakteristiske, affarvede ringe i tørvemosset. Ligesom på engene findes der en række skivesvampe på halvgræs serne, ikke mindst på de forskellige arter af kæruld.

Vældprægede kalkenge kan f.eks. have siddende moskantarel (Arrhenia lobata), der er tilknyttet mosser. Pile- og ellemoser har en rig og ret specialiseret funga. Det drejer sig ikke mindst om svampe, der danner ektomykorrhiza med pil eller el, f.eks. en lang række af slørhat- og knaphatarter, men også arter af mælkehat, skørhat, tåreblad, netbladhat og rørhat. På veddet findes en række poresvampe, barksvampe og bladhatte, hvor de mest karakteristiske på pil er spidsskælhat (Phaeomarasmius erinaceus), rødmende læderporesvamp (Daedaleopsis confragosa) og tobaksbrun ruslædersvamp (Hymenochaete tabacina), og på el, elle-spejlporesvamp (Inonotus radiatus) og randbæltet hovporesvamp (Fomitopsis pinicola). Blandt bægersvampe er det ikke mindst frynset skjoldbæger (Scutellinia scutellata), der er almindelig på råddent ved i moser. Elle-kulsnegl (Camarops polysperma) angriber levende rødel, der ofte knækker i et par meters højde.

I moser med birk på sur bund forekommer der især mange arter af skælrørhatte og på stammerne birkeporesvamp (Piptoporus betulinus) og tøndersvamp (Fomes fomentarius). Om efteråret kan bunden være helt dækket af små slørhatte og mange mælke- og skørhatte. Mosserne i disse moser har deres egne tilknyttede svampe, f.eks. diverse hjelmhatte og de meget almindelige orange og finstokket mosnavlehat (Rickenella fibula, R. swartzii). Også mosskål (Rimbachia arachnoidea) kan være meget almindelig, især på stjernemos (Mnium) i næringsrige moser. Insekterne, ikke mindst jordboende biller, kan i moser have en rig funga af specialiserede parasitter, Laboulbeniales. Thomas Læssøe

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Dyrenes antal afhænger af planterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig